Et blik ind i den yderste venstrefløjs gamle verden

Morten Thing har skrevet en ujævn biografi om den militante socialist Marie Nielsen (1874-1951)

Et blik ind i den yderste venstrefløjs gamle verden

Det var den 12. september 1919. I Højesteret stod den 44-årige socialist Marie Nielsen. Hun var anklaget for at have opildnet til voldelig samfundsomstyrtning i forbindelse med grønttorvsspektaklerne året før, der i samtiden blev oplevet som et strejf af den revolutionsbølge, der sydpå, østpå og alle steder omstyrtede riger.

Marie Nielsen var på dette tidspunkt blandt de prominente socialister på den yderste venstrefløj, og der var nok ammunition at hente for anklagerne i hendes mangeårige skribentvirksomhed. Hun var én gang blevet dømt, men havde appelleret sagen, ville ikke give sig, men det var ikke, fordi hun her havde meget at sige til sit forsvar. Nej, tværtimod fik hendes forsvar næsten form af en tilståelse, da hun søgte at forvandle retten til en politisk platform:

”At være socialist betyder at være samfundsomstyrter. Enhver socialist eller socialdemokrat har det mål at omstyrte det nuværende kapitalistiske samfund og erstatte det med et socialistisk. Siger han andet, da er han ikke socialist. Man siger, vi vil noget nyt. Nyt er det ikke, det er så gammelt som arbejderbevægelsen, men inden for det store socialdemokratiske parti har der udviklet sig stærke borgerlige tendenser, og man har der i stedet for kravet om en social revolution sat kravet om borgerlig revolution. Jeg er international, dvs. jeg føler mig ikke speciel dansk, men føler mig knyttet til arbejderklassen i alle lande, fælles med dem i kampen om det samme socialistiske mål.”

Snart afbrød dommeren hende. Det tog for lang tid. Naturligvis fik hun sin dom. Anderledes kunne det ikke være.

Sekvensen siger både meget om Marie Nielsen, og hvorfor hun som skikkelse er værd at beskæftige sig med, også fordi den siger meget om bogens styrker og svagheder – de sidste er der desværre mange af trods det åbenlyst solide arbejde, der ligger bag udgivelsen.

Lad os begynde med de gode ting. Marie Nielsen er – selvom hun egentlig er en vældigt perifer skikkelse i danmarkshistorien – også et interessant bekendtskab. Hun blev født i 1875 og gik allerede som ung ind i Socialdemokratiet, på hvis venstrefløj hun befandt sig.

Det kom blandt andet til udtryk ved hendes modstand mod den parlamentariske, folkelige og sidenhen nationale linje, der førte partiet frem til en position, hvor man i 1935 næsten fik hver anden stemme. Men Marie Nielsen var ikke national. ”Jeg ser ingen ulykke i, at Danmark går op i Tyskland,” havde hun skrevet før Første Verdenskrig, og da Socialdemokratiet under krigen gik ind i regeringen Zahle med Stauning som kontrolminister, var hun blandt de stærkeste modstandere. Da Socialdemokratiet tog afstand fra kommunisternes revolution i Rusland, blev afstanden mellem hende og hendes parti åbenlys.

Selv tilhørte hun trods sin fremskredne alder miljøet omkring den socialdemokratiske ungdomsbevægelse Socialistisk Ungdomsforening, der kort efter Første Verdenskrig brød med moderpartiet netop på spørgsmålet om den russiske revolution.

Marie Nielsen var også, selv efter hun gik ud af SUF, engageret i det revolutionære miljø og indgik på en central plads i den radikaliseringsproces, som efter en hel del forvirring førte til dannelsen af Danmarks Kommunistiske Parti. Heller ikke her kunne den egensindige forhenværende kommunelærerinde rigtigt finde sig til rette, og hun blev flere gange ekskluderet. Sidste gang i 1936, da hun vendte sig mod Moskva-processerne og stalinismen.

Dette afspejlede imidlertid ikke en bevægelse mod midten, snarere en stædig fastholden ved idéen om den internationale socialisme og verdensrevolutionen, som hun altid havde været knyttet til. I en vis forstand var hun for radikal til den disciplin, som krævedes i DKP, for ufleksibel til den revolutionære opportunisme.

Når ”Marie Nielsen og revolutionen” alligevel ikke er en rigtigt god bog, skyldes det flere forhold. For det første, at forfatteren – en af landets mest anerkendte kapaciteter inden for sit felt – intet har gjort for at fortælle historien.

Bogen er i hovedsagen en samling af kilder, der gengives i fuld længde og næsten altid får lov til at tale for sig selv. Man skal lede længe efter vurderinger og refleksioner, ja, forfatteren er faktisk helt fraværende – undtagen når han skal redegøre for kildesituationen eller hist og her afslører sin sympati for Nielsens udgangspunkt gennem korte regibemærkninger, som falder lidt ud af sammenhængen. Symptomatisk forsøger indledningen end ikke at vise bogens relevans, men gør i stedet rede for, hvordan kilderne er kommet Thing i hænde.

Dertil kommer, at bogen som følge af sin kildenære form er ujævn i sin komposition. Langt størsteparten handler om den korte årrække lige efter Første Verdenskrig, hvilket ikke mindst får bogens sidste del – hvor Nielsen bliver kvindesagsforkæmper og modstandskvinde af en art – til at virke noget tynd.

Kort sagt er her tale om en bog med stor relevans for et specifikt fagmiljø, men en hård omgang for de fleste andre.8