Gå på opdagelse i maleriet

Rør maleriet herunder med musen/fingeren og læs om detaljerne i Hammershøis "Asiatisk Compagnis bygninger"

Direktør for Statens Museum Mikkel Bogh fortæller om maleriet:

Jeg tænker på maleriet, hver gang jeg kører forbi Strandgade. Det forestiller et sted, jeg kender, i en by, hvor jeg har boet de sidste 35 år. Foran maleriet tænker jeg: ”Ja, det genkender jeg – og så alligevel ikke.” Maleriet har lagt en ny værdi og dimension ind i stedet, som gør det genkendelige gådefuldt, og langsomt trækker tæppet væk under den fortrolige verden. Det er, som om Hammershøi siger: At kende et sted er ikke nødvendigvis det samme som at forstå det.

Hammershøi er mest kendt for billeder af interiører, ofte af næsten tomme stuer med lys, der falder ind ad vinduet, eller en kvinde, der sidder med ryggen til. En anden stor gruppe af hans værker er arkitektur- og bybilleder, som også er kendetegnet ved at være næsten mennesketomme og blottede for bevægelse. Netop dette værk er et af mine absolutte favoritter, fordi det er så enkelt og så komplekst på samme tid. Jeg går tit op og ser på det. Det er temmelig stort, halvanden gange halvanden meter, og dykker man ned i detaljerne, ser man de små maleriske nuancer og Hammershøis sans for helt fine detaljer.

Landskaber, som vi kender dem fra det store europæiske landskabsmaleri og den danske guldalder, har ofte en sti i forgrunden af billedet, der inviterer ind i billedrummet. I Hammershøis billede bliver man nærmest afvist, fordi rummet virker så fladt. Heller ikke vejen i forgrunden skaber et rum, man kan træde ind i. Det er kun bygningerne i billedet, der har perspektiv, mens resten af rummet fremstår livløst, ubeboeligt og fladt. Hammershøi forbryder sig mod almindelige kompositionsprincipper ved at modarbejde enhver dynamik i billedet. Ingen andre kunstnere fra hans tid er så ubarmhjertige i deres insisteren på tomhed og symmetri.

Malerier fra den her periode er tit folkelige, hyggelige og får os til at tænke: ”Det rum vil jeg gerne være i.” Når jeg ser dette rum, tænker jeg i stedet: ”Er det her af denne verden”? Det interessante er, at jeg kan stille mig nøjagtig samme sted som Hammershøi og se stort set nøjagtigt det, han så. På den måde har det en realisme i sig. Men det er igen kun bygningerne. Resten af rummet er uvirkeligt og abstrakt, omend samtidig meget stofligt, og der foregår noget i lærredet imellem de to bygninger, som taler til anden oplevelsesdimension. På den måde blander Hammershøi noget genkendeligt og ikke-genkendeligt. Det er realistisk og abstrakt, dybt og fladt på samme tid.

Som barn interesserede jeg mig for alt, der var gammelt. Jeg elskede at besøge museer, gamle bygninger og herregårde og mærke historien i tingene. Jeg kan identificere mig med Hammershøis interesse for ting, der har spor af mange lag af tid i sig. Hammershøi var interesseret i to tider: Den tid, der ligger i de historiske bygninger, hvor overfladen er forvitret, og vinduerne trænger til at blive malet. Men også og nok især den tid, det tog for ham at male billedet og den tid, det tager for os at se på maleriet, før det rigtigt udfolder sig for os.

Hammershøi stod i et vadested mellem to strømninger: En kunsttradition, der går tilbage til de danske guldaldermalere og deres interesse for antikke ruiner og landskaber fyldt med historie. Samtidig træder han et skridt ind i den abstrakte kunsts tidsalder, inden det abstrakte maleri overhovedet var opfundet, ved at sætte fokus på det, man ikke umiddelbart kan se, på verden bag og mellem tingene. Det er, som om han siger, at maleriet og vores verden rummer noget, vi først kan se, når vi kigger rigtig godt efter og samtidig bruger vores forestillingsevne. Der er rigtig mange, der har tolket på tomheden i billedet. Selv foretrækker jeg at se det som et billede, der viser meget lidt, men potentielt rummer rigtig meget. Det, synes jeg, gør det til et radikalt og sindssygt interessant maleri. Når jeg står foran billedet, får jeg en fornemmelse af, at ”ja, det her billede forestiller bygninger,” men det er også et billede, der er ved at tage form. Og det bliver aldrig færdigt.

Billedet er slående i sin symmetri. Hvis man folder det på midten, deler det sig i to næsten ens. Bygningskomplekset er symmetrisk, vinduerne i venstre del af maleriet svarer til vinduerne i højre side, og buen i porten topper ret præcist midt i billedet. Det subtile og typiske for Hammershøi er, at det alligevel ikke er fuldstændig symmetrisk, for der er små forskelle mellem bygningerne, som man begynder at lægge mærke til, nærmest som i ’find fem fejl’: På taget er der en karnap på den ene tagryg. Og på vinduerne er der gardiner for det ene, men ikke for det andet.

Man kan blive i tvivl, om der i virkeligheden står en person og kigger ud, næsten som et spøgelse. ’Personen’ er et eksempel på, at han også har skabt forskelle for at bryde symmetrien. Det er små toneforskelle, som pludselig i den her sammenhæng bliver til utrolig store forskelle.

Det, man tror, er et tomrum eller en tåge, er i virkeligheden et tapet af nuancer med en masse malerisk aktivitet. Hvis man zoomer ind, kan man se, at den består af en masse penselstrøg og forskellige farvetoner, der er rødlige og blålige toner, der er lidt okker, der er grålige nuancer. Malingen er lagt på i tynde lag oven på hinanden, og det skaber liv i ubevægeligheden. Det er en grad af nuancering, som man først får øje på, når man går helt tæt på billedet.

Billedet består kompositorisk af en masse rammer, som er gennemgående i Hammershøis billeder. Der er selve billedets kant, men selve maleriet er fyldt med billeder, der er indrammet, og som alle sammen er både tomme og fulde: Portåbningen er en ramme, bygningerne er en ramme, hvert af vinduerne er en ramme, og hver eneste rude i de småsprossede vinduer danner en ramme for mulige billeder, der endnu ikke har materialiseret sig.

Umiddelbart er rummet mellem bygningerne tomt, og man ser ingenting. Men kigger man godt efter, kan man på begge sider af midteraksen se nogle svagt optegnede linjer. Som hvis man i en tåge aner nogle skibsmaster, der toner frem. På stedet var der dengang som nu et havneindløb, hvor skibene stævnede ind, og den ene af de to bygninger var et pakhus, hvor godset blev opmagasineret. Man aner, at der er noget derude, men kan ikke rigtig gribe det.