”Værsgo'” sagde posten og rakte Marianne en iturevet kuvert. I den lå hendes barndom

Marianne Hansen kunne næsten intet huske fra sin barndom, før hun søgte indsigt i sin egen anbringelsessag. Hun læste og røg ned i et dybt hul. Kristeligt Dagblad var med, da hun gjorde forsøget én gang til

Marianne Hansen, 43, overvejer at søge erstatning i forhold til den behandling hun og hendes søstre fik, da de var børn. Hun mener, de skulle være tvangsfjernet langt før de blev det.
Marianne Hansen, 43, overvejer at søge erstatning i forhold til den behandling hun og hendes søstre fik, da de var børn. Hun mener, de skulle være tvangsfjernet langt før de blev det. . Foto: Lene Esthave.

Den blåhvide Føtexpose lander på bordet foran os med et klask. I den er 43-årige Marianne Hansens barndom, indpakningen er helt bevidst valgt:

”Jeg har ikke lyst til at ofre penge på noget pænt at have den stående i. Det fortjener den ikke.”

Denne artikel er en del af denne serie:
Arkivrotterne

Det er selvfølgelig ikke hendes barndom, der ligger dér i posen, det er sagsakterne, der omhandler Marianne Hansens barndom. Men på en måde er det alligevel, for Marianne Hansen kunne næsten intet huske om de første 15 år af sit liv, før hun begyndte at dykke ned i det, der var skrevet om hende.

Et postbud dukkede i 2017 op ved hendes dør med et anbefalet brev. Kuverten var revet i stykker, den var blevet kastet rundt. Havde nogen åbnet den og læst med? I hvert fald fandt hun et fodaftryk bag på ét af kopiarkene.

Det var hende selv, der forinden havde været nede på Fredericia Kommune og bede om at få lov at se sin sag. Bag skranken blev der sagt, at der intet lå ”på hende”.

”Hvorfor går I ikke ned i arkivet og ser efter?,” havde hun svaret.

Et par uger efter stod postbuddet ved døren med kuverten, der indeholdt en 10 centimeter høj papirstak.

”Jeg gik direkte ind og gemte den under hovedgærdet på min seng. Jeg var bange for, hvad der stod. Og bange for, hvem der ellers havde læst om mig.”

Kuverten lå der længe, måske et års tid, før hun tog mod til sig.

”Jeg læste måske et par sider, og så tænkte jeg 'arh, det ser ikke helt godt ud, det her'. Så lagde jeg det væk. Og tog det frem igen. Så kunne jeg jo se, at det måske ikke lige var det smarteste, jeg havde gjort. Og så røg jeg ned i et stort, sort hul.”

Stakken med Mariannes "arkiv" er 10 centimeter høj - og dette er bare det, der var at finde i Fredericia Kommune. Der ligger meget mere derude, ved hun.
Stakken med Mariannes "arkiv" er 10 centimeter høj - og dette er bare det, der var at finde i Fredericia Kommune. Der ligger meget mere derude, ved hun. Foto: Lene Esthave

Barske løjer

Marianne Hansen er én af de mange danskere, der har søgt indsigt i deres egne sagsakter. I 2021 blev det gjort nemmere med arkivlovens nye bestemmelse om egenaccess – adgang til egne oplysninger. Marianne Hansen fik dog indsigt i sine papirer et godt stykke tid, før den nye lov trådte i kraft.

Hun sætter sig for enden af et bord i et mødelokale på aktivitetshuset i Haderslev. Hun har boet i byen sammen med sin mand de seneste 15 år efter i en periode at have flyttet meget rundt i Syd- og Sønderjylland.

Hun er 43 år og har tre børn på 27, 26 og 23 år. Den mellemste har hun i dag ingen kontakt til.

Hendes hår er mellemblondt og etageklippet, hun har grønne øjne og bærer en hvid t-shirt med påskriften ”Be free”.

Marianne Hansen har ikke lyst til at blive fotograferet, så man kan kende hende. Faktisk ejer hun ikke billedlegitimation, for hun kan ikke holde ud at se på billeder af hende selv. Hun synes, hun ligner sin mor.
Marianne Hansen har ikke lyst til at blive fotograferet, så man kan kende hende. Faktisk ejer hun ikke billedlegitimation, for hun kan ikke holde ud at se på billeder af hende selv. Hun synes, hun ligner sin mor. Foto: Lene Esthave

Ved hendes side sidder en noget ældre kvinde, Bente Nielsen, der er psykoterapeut og delprojektleder i projektet ”Retten til egen historie”. Hun er også næstformand i Tabuka – landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte.

De har kun lige mødt hinanden. Bente Nielsen er her i dag for at hjælpe Marianne Hansen videre med papirstakken, der ligger foran hende, som led i et tilbud til nuværende og tidligere anbragte, der kan få hjælp til at læse deres sag, hvis de har søgt indblik i den.

Om man var anbragt for 10, 30 eller 50 år siden spiller ikke nogen rolle for, om man kan få hjælp. Bente Nielsen er i øvrigt selv tidligere anbragt.

”Det er barske løjer at læse sin egen sag. Egentlig anbefaler vi, at man slet ikke begynder på det alene,” siger hun.

Hvorfor det er sådan, er Marianne Hansen et ganske godt eksempel på. Hun kom i en depressionslignende tilstand, da hun første gang begyndte at læse om sig selv. Nogle år senere, i 2023, fik hun hjælp af Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg på Fyn til at få lavet et stamtræ, en del af projekt Retten til egen historie's tilbud til tidligere anbragte. Her kom hun i kontakt med en medarbejder, der henviste til Bente Nielsen. Og nu er hun klar til at give det endnu et forsøg.

Marianne Hansen stikker hænderne ned i posen og trækker indholdet ud.

”Jeg sad med det i fem timer i går, før jeg måtte opgive,” siger hun og sukker.

”Du har sagt til mig, at du har nogle steder, du gerne vil tale om?”, siger Bente Nielsen.

Marianne Hansen begynder at bladre i stakken. Sagen lå i én stor rodebunke, da hun modtog den, men hun har forsøgt at lægge den i kronologisk orden. Her og der er der indsat små, neonfarvede post-it sedler. 

”Det er jo der, hvor jeg lige syntes, der var noget sjovt.”

”Eller, ikke sjovt. Noget … interessant.”

Marianne Hansen fik udleveret en stor bunke papir, der ikke var lagt i orden. Hun har selv sat orden i sagsakterne og skrevet små notitser på post its, der markerer de steder, hvor hun har fundet noget interessant.
Marianne Hansen fik udleveret en stor bunke papir, der ikke var lagt i orden. Hun har selv sat orden i sagsakterne og skrevet små notitser på post its, der markerer de steder, hvor hun har fundet noget interessant. Foto: Lene Esthave

Billeder i tågen

Marianne Hansen er født i 1979. Hendes forældre blev skilt, da hun var omkring to-tre år, og efter det boede hun hos sin mor sammen med sin storesøster og lillesøster. Faderen var fraværende, og moderen brugte alle sine penge, også børnepengene, på at gå på druk.

Marianne Hansen var syv år, da hun blev tvangsfjernet fra sin mor og anbragt på børnehjemmet Erritsøhus i Fredericia. Hun var den sidste i børneflokken, der blev fjernet.

”Jeg har et minde om dengang, de kom og hentede min lillesøster. Jeg har vel været en tre-fire år, og sagsbehandleren stod i døren og sagde til mig: Det er ikke din tur endnu.”

Nogle af de ting, Marianne Hansen fortæller, er ting, hun har kunnet læse sig til, og som hun ikke vidste om sig selv og sin familie, før hun fik sagsakterne. Andet er minder, der er dukket op i takt med læsningen.

Hun har kunnet læse sig til, at familiens hjem eksempelvis måtte saneres af kommunen flere gange.

Hjemmet var ubeskriveligt – snavset, fedtet, rodet, i køkkenet flød opvask og madrester over det hele,” lyder en optegnelse fra Fredericia Kommune i 1985.

Der blev udstedt rekvisition på rengøringsartikler, klude, handsker, børster, sæbe, klor, syre m.v.

Det står sort på hvidt, at der ved et besøg skulle fem mand høj til at rengøre familiens lejlighed, og at det tog dem to dage. To af medarbejderne fra kommunen måtte selv afluses efter at have afluset Marianne Hansens mor, der ifølge papirerne ”vrimlede med utøj”.

Frem af tågen i Marianne Hansens hukommelse er blandt andet dukket billeder som disse: Mænd, rigtig mange mænd, liggende rundt om i familiens stue for at sove deres branderter ud. Og et fotografi af hende selv som barn, splitternøgen. Et billede, der på en eller anden måde måtte have spillet en vigtig rolle i tiden, før hun blev fjernet.

”Hvorfor min mor havde brug for at have sådan et billede hængende på væggen hjemme hos os, det giver ikke mening i mit hoved. Og det får jeg jo aldrig svar på, vel?”

Moderen er død nu. Marianne Hansen har, efter at have læst sagsakterne, fået et intenst had til hende. Alligevel bærer hun hende med sig. I det nøglebundt, der kommer op af hendes lomme, er der et vedhæng med et billede af en kvinde med langt, mørkt hår.

Nøgleringen fik Marianne Hansen i gave af sin datter – før hun læste sagsakterne.

”Den betyder kun noget for mig, fordi den er en gave fra hende”.

Hvorfor gjorde de ikke noget?

Bente Nielsens solbrune hænder rækker ud efter et stykke papir.

Øverst på papiret står Marianne Hansens fars navn. Skrivelsen er en del af hans sag hos de sociale myndigheder, som også ligger i datterens sagsakter, fordi indholdet vedrører hende. Datoen siger marts 1981. Det var, mens forældrene stadig var gift.

Hustruen henvender sig i vagten,” læser Bente Nielsen højt.

Hun starter med at oplyse, at ægteparret ikke har penge til at betale huslejen pr. 1/5, fordi manden har brugt lønnen til at betale diverse gældsposter med. Derefter oplyser pågældende, at der på ægteparrets løn- og budgetkonto henstår 76 kroner, som manden ikke vil hæve, således, at familien kan få mad.”

På den lille skriggule post-it ude i siden har Marianne Hansen skrevet:

”Her viser det lidt om, hvor kontrollerende min far var, og hvor svært min mor havde det med at få penge fra ham, men de ville alligevel være blevet drukket op, så vi havde ikke fået mad alligevel.”

Marianne Hansen fortæller, at de ofte var sultne som børn.

”I den blok, hvor vi boede, der boede min moster også. Og i blokken bagved, der boede min mormor. Så hvis der ikke var mad hjemme hos os, løb vi over til min moster. Hvis der så heller ikke var noget mad til os dér, så løb vi hjem til min mormor.”

Af papirerne kan hun læse, at de såkaldte ”hjemmehosser”, udekørende socialpædagoger, flere gange har betalt mad til pigerne af deres egen lomme. Og at det er personalet i pigernes dagpleje og børnehave, der har sørget for at få dem til læge og tandlæge.

De indberettede flere gange, at de ikke kunne holde ud af se de vilkår, Marianne Hansen og hendes søstre levede under. Alligevel gik der lang tid, før alle tre børn var blevet tvangsfjernet.

I 1984 var søstrene, i en kort periode, anbragt på et børnehjem, Skansen i Fredericia, efter at de havde fået skarlagensfeber. Sagsbehandlerne diskuterer i papirerne muligheden for at tvangsfjerne børnene. Alligevel endte de med at ”hjemgive” dem, som det hedder, kort efter.

Der er ingen tvivl om at (….) er meget glad for sine børn,” står der også i papirerne.

Det er sådan noget, der gør Marianne Hansen vred.

”Jeg kan jo se, at de overvejede at få os væk derhjemmefra. Hvorfor gjorde de ikke noget?”

”Samtlige værtshuse i Fredericia vidste jeg, hvor lå. Min mor hentede mig fuld på cykel, nej, hver torsdag var det i taxa. Der sad en mand i taxaen, som jeg var bange for, og derfor ville jeg ikke sætte mig ind i taxaen. Og desuden vidste jeg så godt, at vi skulle på værtshus.”

Kongebrevet

Man kan ikke sidde ved siden af Marianne Hansen i dag og drikke en øl. Alene lugten gør hende utilpas.

Det er heldigt, at Kristeligt Dagblads udsendte, både journalist og fotograf, er af kvindekøn, for Marianne Hansen er bange for mænd. Kommer der en fremmed mand hen til hende, kan det ske, at hun bliver panisk angst – selv hvis det bare er én, der vil sige hej.

Ser hun en edderkop, kan det også fremkalde en voldsom reaktion. Hun har det svært med kryb og skidt i det hele taget.

”Hvis jeg kan mærke, jeg er ved at komme ned i et hul, begynder jeg at stressrengøre.”

Hun "tror ikke på noget, før hun ser det", og har svært ved at have tillid til, at andre mennesker vil overholde de aftaler, de har lavet med hende.

Bente Nielsen smiler stort, da Marianne Hansen siger det sidste.

”Jeg synes nok, jeg kunne høre det på dig lidt tidligere! Da jeg ringede og sagde, jeg var 20 minutter forsinket, kunne jeg bare høre det i dit tonefald: ’Ja ja, hun kommer jo ikke’”

Marianne Hansen bryder ud i et grin og nikker indrømmende.

I sagsakterne står ting, skrevet af voksne, der kan være hårde at læse, når man er det barn, der bliver skrevet om.
I sagsakterne står ting, skrevet af voksne, der kan være hårde at læse, når man er det barn, der bliver skrevet om. Foto: Lene Esthave

Det var en indberetning fra skolepsykologen, der fik Marianne Hansen tvangsfjernet og anbragt på Erritsøhus, da hun var syv år. Der boede hun i tre år, før hun blev anbragt hos en plejefamilie i Hjordkær ved Rødekro sidst i 1980’erne. Her, fortæller hun, var hun udsat for vold fra både plejemoderen og plejefaderen.

Fra 1982 til 1986 var hun i aflastning i tre forskellige aflastningsfamilier og nogle gange tilbage på børnehjemmene Erritsøhus, Skansen og Fuglehøj og et andet sted, hun ikke husker i Vejle. I teenageårene blev hun anbragt på en kostskole for børn og unge.

”Men de kunne heller ikke styre mig dér.”

Hun røg ud af anbringelsessystemet som 16-årig. Herfra flyttede hun først hjem til moderen, men hurtigt herefter hjem til sin onkel. Hos ham mødte hun sin nuværende mand, der er 14 år ældre end hende selv. Hun blev gravid samme år, og de blev gift med kongebrev på grund af hendes unge alder.

”Vi fik simpelthen lov af Dronning Margrethe,” griner hun.

Marianne Hansen fik en førtidspension som 23-årig efter at have været i arbejdsprøvning i ganske få uger. Hun har ikke nogen psykiatriske diagnoser, pensionen blev givet på baggrund af skader fra hendes opvækst, fortæller hun.

”Det er jeg ikke stolt af. Jeg ville gerne have arbejdet, men jeg kunne ikke,” siger hun.

Nu stopper festen

Bente Nielsen har 20 års erfaring som psykoterapeut. Når hun indleder et forløb med en tidligere anbragt, der har søgt indblik i sin egen sag, begynder hun altid med at lytte til livshistorien. Herefter dykker de ned i det, papirerne fortæller og ikke fortæller.

Det vigtige er, siger Bente Nielsen, at tage fat i de steder, hvor de voksne, der har skrevet om barnet, skriver hårdt: At barnet ”klistrede”, eksempelvis.

”Den slags har man brug for at få vendt. Når man læser det, opleves det ofte som om, man var et irriterende barn. Hvorfor var man så et barn, der klistrede? Jamen, det kan der være mange gode grunde til," siger hun.

"Måske havde man brug for omsorg eller for at blive set og anerkendt. Og en meget vigtig ting: Det er aldrig barnets skyld, at det bliver anbragt.”

Hun har lyttet til Marianne Hansens fortælling om sig selv og taget noter på en gul blok. Nu er det, som om hun sidder på nåle for at få lov at sige nogle ting.

 ”Du siger, at du ikke var til at styre, da du blev teenager?”

”Nehej,” siger Marianne Hansen, fnyser og lægger armene over kors.

”Jeg var hidsig. Og stædig. Og jeg ved godt, jeg har spændt ben for mig selv.”

”Hm,” siger Bente Nielsen.

”Er der andre steder, der står noget om det?”

Marianne Hansen bladrer målbevidst.

”Hér,” siger hun, og læser højt:

Skolen giver udtryk for bekymring for, at Marianne kan fortsætte i 2. klasse med baggrund i hendes faglige standpunkt og Mariannes adfærd i øvrigt.”

”Ved du, hvad det dækker over, ’din adfærd i øvrigt’?,” spørger Bente Nielsen

”Aggressiv, går jeg ud fra.”

Bente Nielsen trækker vejret ind.

”Marianne, når man som barn ikke har haft nogen, der kunne tage vare på ens behov, så er man et stresset barn. Hele tiden årvågen.”

”Du var stresset. Du havde svært ved at sidde stille og lære noget, og ved du hvad? Det er, fordi der er alt for meget andet, der har fyldt i dit sind.”

Marianne Hansen piller ved kanten på sin t-shirt.

”Ja,” siger hun.

Noget, man først er begyndt at forstå rigtigt i de senere år, indskyder Bente Nielsen, er, at børn, der vokser op under traumatiske vilkår, kan lide af PTSD, Posttraumatisk Stress Syndrom, som gør, at de ikke tåler nogen former for yderligere stress.

Hvis børnene er udadreagerende, er det en adfærd, der er tæt knyttet til et indre bæger, som er faretruende tæt på at flyde over af krav og ansvar.

Ét ord fra en velmenende lærer om ikke at vippe på stolen kan blive den berømte dråbe, der får bægeret til at flyde over.

”Man er presset helt op i et hjørne i forvejen, fordi man bruger al sin energi på at overleve. I dag anbringer man ret ofte børn for at få dem ud af det kaos, hvor de ikke får opfyldt deres behov for omsorg, tryghed, forudsigelighed".

Hun henvender sig igen til Marianne Hansen, roligt og bestemt.

”Nå. Men da du så er 15, begynder du at være rigtig ’hidsig’, som du siger. Og det er altså også en fuldstændig normal reaktion for en, der har været stresset hele sin barndom. Når man så bliver teenager, så reagerer man på det: ’Nu stopper festen simpelthen!’”

En klog pige

Marianne Hansen har noget, hun godt vil spørge om, og bladrer igen i papirerne:

”Jo, her er det,” siger hun.

Bente Nielsen læner sig indover bordet for at læse med.

”Her er der en socialrådgiver, der bemærker, at jeg virkelig gerne vil sidde på skødet af hende, hver gang hun kommer. Jeg er en fem-seks år. Altså … hvorfor ville jeg så gerne det?”

”Det er fordi, du har været et ret klogt barn,” siger Bente Nielsen alvorligt.

”Det er da smart gjort af dig! Tænk, at du havde den tillid til at bede andre om hjælp. Det er ret utroligt med det, du er vokset op i.”

Marianne Hansen smiler forsigtigt.

”Fra hvad jeg har kunnet læse mig til, så har jeg faktisk været en klog pige. Jeg er bare blevet understimuleret af mine forældre”.

Så længe, hun kan huske, har hun ønsket at være andre steder end derhjemme.

”Jeg har nok altid tænkt: Det kan ikke være rigtigt, det skal være sådan her. Der er noget galt et eller andet sted.”

Alligevel har hun svært ved at slippe fornemmelsen af, at hun har ødelagt noget for sig selv. Den fornemmelse får hun bekræftet, når hun læser papirerne, hvor hun bliver beskrevet som ”vanskelig” eller ”umulig”.

”Der står et sted,” indvender Marianne Hansen, ”at den støttepædagog, der havde med mig at gøre, skulle have støtte af en anden pædagog, fordi hun var 'på' mig.”

”Hvad tænker du dér?” spørger Bente Nielsen.

”Jeg tænker: Var jeg virkelig så slem? At støttepædagogen skulle have støtte?!”

Bente Nielsen svarer ikke, men sender straks spørgsmålet retur.

”’Var jeg virkelig så slem?’ Marianne, når du taler, så fornemmer jeg, at du godt ved, at du ikke er den, der bærer skylden. Hvad kunne man sige i stedet for: ’Var jeg så slem’?”

”At jeg var et belastet barn?,” prøver Marianne Hansen.

Bente Nielsen giver den et sidste nøk i mål.

”At du var et barn udsat for belastende levevilkår”

”Det var jeg, ja,” svarer Marianne Hansen.

Bente Nielsen har 20 års erfaring som psykoterapeut, og så er hun delprojektleder i Retten til egen historie. Det er blandt andet hende, man kan få hjælp af, hvis man har søgt indblik i sin børnesag og har fundet indhold, der er svært.
Bente Nielsen har 20 års erfaring som psykoterapeut, og så er hun delprojektleder i Retten til egen historie. Det er blandt andet hende, man kan få hjælp af, hvis man har søgt indblik i sin børnesag og har fundet indhold, der er svært. Foto: Lene Esthave

At kende sig selv

Marianne Hansen ejer ikke nogen billedlegitimation, for hun kan ikke lide sit ansigt.

”Jeg ligner min mor op ad dage,” siger hun.

Det er ikke helt løgn, når man sammenligner med nøgleringen.

Der er så mange ting, hun aldrig får svar på, og som moderen måske ville have kunnet svare på, hvis hun var i live. I Marianne Hansens baghoved rumsterer en tanke om, at hendes mor muligvis led af en psykisk sygdom.

”Det tror jeg, hun gjorde.”

Moderen var, har Marianne Hansen fundet ud af i sit familiegravearbejde, udsat for seksuelle overgreb fra sin stedfar som barn. Der er i sagsakterne også en del hints til Marianne Hansens mors historie. Navne på et par steder, hvor hun måske har været anbragt som barn og ung.

”Det må vi lige have googlet, det der,” siger Bente Nielsen.

Psykoterapeuten vil til enhver tid fastholde, at meget få forældre bevidst ønsker at skade deres børn.

Det, der nager Marianne Hansen mest, er de mange steder i sagsakterne, hvor de professionelle voksne, der kom i hjemmet, bemærker, at børnene ikke trivedes.

På et tidspunkt råbte en læge vagt i gevær for at få børnene fjernet. De blev hentet ud af hjemmet, fordi moderen var gået på druk og havde efterladt sine småpiger alene.

I papirerne skriver en sagsbehandler: 

”Børnene kan ikke komme hjem på foreliggende”.

Dagen efter har moderen meldt sig på banen, og det afgøres:

”Børnene bliver taget hjem.”

Marianne Hansen er af en medarbejder, der arbejder med sådanne sager i det kommunale system, blevet opfordret til at søge erstatning. Men hun ved, at det kommer til at tage lang tid og optage al den energi, hun har.

Bente Nielsens tilbud handler ikke om at hjælpe med erstatningssagen. Men hvis Marianne Hansen ønsker det, vil de mødes flere gange og tale om det i sagsakterne, der har chokeret eller overrasket.

Aktivitetshuset i Haderslev lukker nu. Bente Nielsen spørger, om Marianne Hansen ville anbefale andre i hendes situation at søge indblik i deres egen sag?

”Nej, det ville jeg ikke. Det er for hårdt. Jeg tror, det er rigtigt, at hvis man ikke har en fagperson omkring sig, så knækker man.”

Vi aftaler, at Marianne Hansen kan få denne artikel til gennemsyn, før vi trykker den i Kristeligt Dagblad. Men hun vil gerne, at man lige sender en sms, før man ringer, understreger hun. Et opkald ud af det blå fra et nummer, hun ikke har kodet ind i sine kontakter, sender hende straks i alarmberedskab.

Marianne Hansens mand har aftalt med nogle af parrets venner, at de sørger for aftensmad til dem i dag.

”Jeg kan ingenting, når jeg kommer hjem herfra, det ved jeg,” siger hun, mens hun får orden på papirarkene, så de igen ligger i kronologisk rækkefølge.

”Gud nåde og trøste den første, der ringer til mig. Jeg kommer til at snappe, jeg ved det.”

”Måske skal du bare lade være med at tage telefonen,” foreslår Bente Nielsen.

”Det tror jeg, ja. Lige dér kender jeg mig selv rigtig godt,” siger hun, før hun stopper papirbunken ned i Føtexposen igen.