Prøv avisen

Pia Juuls nye digtsamling er lige så meget et selvopgør som en samtidskritik

5 stjerner
Foto: Leif Tuxen

Pia Juuls digtsamling ”Forbi” indkredser eminent oplevelser af selvtilstrækkelighed, kynisme og fravær af empati og medmenneskelighed

I et interview i 1999 udtalte Pia Juul om sine digte med underfundig selvironi, at ”hvis andre går med til, at det er digte, så er jeg glad”. Formuleringen dækker over det faktum, at Juul fra sin debut med ”levende og lukket” (1985) har sat en helt ny standard for, hvordan danske digte kan se ud.

Og med den status, hun nu har som en af landets førende digtere, er der ikke længere nogen, der blinker med øjnene, når Juul udgiver en digtsamling med tumultariske, sprængte og flerstemmige poetiske tekster, der i omfang spænder fra ét ord til næsten fem sider.

Juuls nye samling bærer titlen ”Forbi”, og der konnoteres her til den stemning af nedtrykthed og ensomhed, som opstår, når vi tids- og rummæssigt fjerner os fra noget, vi kunne være blevet i. I værkets lange indledende digt får vi præsenteret en salve af snapshots, der omhandler situationer med selvtilstrækkelighed, kynisme og fravær af empati og medmenneskelighed i et kaotisk storbyrum.

En passage lyder: ”Det er mennesker. De er to. Her er uhyggelig koldt om vinteren. De sover på fortovet under skolens halvtag. De vågner og går på arbejde om morgenen. Ingen inviterer dem ind, for tænk, hvis de ikke gik igen.”

I ”Forbi” er der imidlertid aldrig tale om nogen distanceret rapportering om social nød, men om situationer, hvor jeget er dybt involveret.

Oftest er Juuls varemærke brugen af andre personers replikker som afsæt for sine poetiske eksplosionsladninger. Hør for eksempel den følgende interaktion:

”Olga er gammel. Hun forsørger sine halvtredsårige børn, hun har gigt, og hun tør kun gå ud om formiddagen. For det er et farligt sted, det her, siger hun. ’Da ikke mere?’, siger jeg og nipper til min latte. I ain’t getting raped in no elevator, siger hun. I only go out in the mornings. Ja, godt man har sin latte!”.

Titlen på samlingen stammer fra en passage, hvor jeget præsenterer sin indolente, selvtilfredse og narcissistiske attitude i fuldt flor. Sarkasmen runger i det blaserte og vitaminfattige sprog:

”Jeg vil være en fandens karl hele vejen ned ad Vesterbrogade. […] Jeg passerer alt muligt og gør ingenting. Så smiler jeg til min telefon igen. Og igen og igen og igen. Og går forbi.”

”Forbi” er på denne vis lige så meget et selvopgør som en samtidskritik. Der spørges gennem hele samlingen til, hvor den indre kulde og den manglende empati kommer fra, og regnen af spørgsmål åbner et mørkt og illusionsløst eksistentielt felt med spørgsmål som:

”Hvorfor ser jeg ikke smilet, de udbredte arme?/ Jo, jeg ser dem. Hvorfor sætter de sig ikke i mig som beviser?”.

Når det gælder at lave poesi med afsæt i sådanne psykologiske konflikter, er Juul en sand mester.

Der er i Juuls samling som altid digte, som er uforståelige for denne læser, og som heller ikke altid virker tiltrækkende i deres gådefuldhed. Der er dog også blændende digte, der med præcis stil indfanger værkets oplevelse af en verden behersket af egoisme og ignorance og med ofre efterladt i pinefuld og uværdig ensomhed.

Et af de tænderskærende og smukke digte, der hermed kan afslutte som en anbefaling af bogen, handler om Greta Garbo, og indledes:

”Hun ville være alene, og hun blev ensom/ Billederne af hendes lejlighed/ skærer i hjertet med alt det lyserøde,/ men værst er gæsteværelset med de to senge/ hvor ingen nogensinde lå.”