”Blandt kolibrier og kalasjnikover” indvier læseren i erkendelsen af en grum virkelighed. I sin grundige og vederhæftige dokumentation lægger Helle Merete Brix nemlig følgerne af de sidste årtiers terror på bordet, idet hun har undersøgt ofrenes verden og vilkår især i Frankrig, Norge og Danmark.
Men i bogen trækkes også en anden skæbnesvanger udvikling op – truslen mod det åbne samfund. Da politikeren og islamkritikeren Mogens Camre blev bisat fra Kastelkirken i 2016, var der ikke blot bevæbnet politi til stede, men også posteret snigskytter på voldene. Og den netop afgåede formand for Trykkefrihedsselskabet, Katrine Winkel Holm, fortæller, at hun aldrig åbner døren, før hun har forvisset sig om, hvem der ringer på.
Den fri debat er islamisterne en vederstyggelighed. De, der benytter sig af det frie ord, skal have munden lukket – om nødvendigt med kalasjnikover. Bevæbnet med dette våben myrdede terrorister løs blandt Charlie Hebdos ansatte. Men det paradoksale er, at havde islamisterne ikke begået denne udåd under redaktionsmødet i januar 2015, var bladet formentlig gået ind samme dag af økonomiske årsager. Efter massakren fordoblede Charlie Hebdo sit oplag. Hvor makabert det kan lyde, sikrede terroristerne bladets overlevelse.
Titlen på bogen har Brix hentet fra en fransk organisation, der hedder Kolibrierne, og som støtter terrorofre gennem kunstværker. Organisationen har ladet sig inspirere af den lille fugl med de hurtige vingeslag, om hvem det fortælles, at den engang ville slukke en skovbrand ved at transportere brandslukkende vanddråber i sit næb. De andre dyr hånede kolibrien for dens uanseelige indsats, men kolibrien replicerede: ”Jeg gør min del.” Og det er så blevet et motto for den franske organisation, men er det vel også for Brix, hvis bog vidner om opmærksom læsning og lytten.
Forfatteren gengiver således en samtale med politimanden Kurt, der for første gang i sit liv var nødt til at trække sin tjenestepistol under angrebet på Krudttønden. Bevæget beretter Kurt, at så snart han var raskmeldt, dukkede kronprins Frederik op i PET og omfavnede sin tidligere livvagt.
I kapitlet ”Den forbudte vrede” bemærker Brix, at der i mediernes terrordækning nogle steder trives en forkærlighed for alt, hvad der er vådt og overjordisk og holdningsløst. Man vælger at blive så human, at man bliver inhuman. Krudttøndeterroristen bliver kaldt ved fornavn og omtales med empati. Brix efterlyser evnen til at indigneres og harmes over terroren: ”der ligger en usund rørstrømskhed bag den fuldstændige afvisning af vreden”.
Selv har Brix med sin afbalancerede bog øvet en retfærdighedsgerning mod alle dem, der blev prisgivet terrorismens vold og vilkårlighed.