Prøv avisen
Bog

Valeur rammer en syl i vores dårlige samvittighed

Erik Valeur er aktuel med bogen "Logbog om Livsforlis," som er inspireret af hans egen barndom og blandt andet udspiller sig i barndomsbyen Søborg. Foto: Leif Tuxen

Ny psykologisk samtidsroman fra prisbelønnede Erik Valeur er underholdende og vedkommende

Det er få forfattere forundt at brage igennem offentligheden med deres debutbog. Hvert år udkommer flere end 2000 nye skønlitterære bøger i Danmark, så kampen om pressens og læsernes gunst er hård.

Derfor kan de fleste nye forfattere blot drømme om at skabe så stor begejstring, som Erik Valeur gjorde, da han i 2011 debuterede med sin kolossale roman ”Det syvende barn” og modtog en regn af rosende anmeldelser og litterære priser.

Nu er Valeur så tilbage med romanen ”Logbog fra et livs forlis”, der som hans første bog er en psykologisk thriller med et tydeligt samfundskritisk islæt.

”Logbog fra et livs forlis” åbner med et mysterium. En ældre, svagelig kvinde bliver kidnappet fra et plejehjem. Sagen er usædvanlig. For kvinden er ikke hvem som helst, men derimod mor til den danske statsminister Poul Blegman og hans bror, justitsminister Børge Blegman.

Hun er enkefrue i landets første store politikerdynasti og har status som en ukronet dronning. Politiet står uden spor og virker handlingslammet. Man finder intet eller meget lidt, som indikerer en forbrydelse. Alt imens ruller sagen på højtryk i pressen, og konspirationsteorierne blomstrer.

Fra dette opsigtsvækkende begyndelsespunkt folder Valeur sin historie ud. Det sker i en fortløbende krydsklipning af en række spor, som ved første øjekast ikke synes at have forbindelse til hinanden. Man fornemmer dog snart, at de faktisk hænger tæt sammen. Det store thriller-spørgsmål, som fastholder læserens opmærksomhed side efter side frem til den overraskende finale, er naturligvis, hvordan de forbinder sig.

I ét spor følger man topministrene Blegman og det hårdt pressede politi. I et andet samler interessen sig om den ynkværdige invalidepensionist Viggo Larsen og det voksne børnehjemsbarn Malin, som i øvrigt fortæller dele af historien. Hertil kommer en række mindre sidefortællinger, der alle på forskellig vis kan knyttes til mysteriet om den forsvundne enkefrue.

Mest bevægende er beretningen om den lille skønne lyshårede dreng Pil, som omkommer i en dødsulykke. Valeur opbygger med omhu spændingen over mange sider, så da man endelig når frem til selve scenen, hvor lille Pil klædt i en gul regnfrakke løber ind i den visse død, læser man med hjertet i halsen.

Det sætter spor hos læseren og hos lille Viggo, som overværer Pils sidste øjeblik. ”Det syn forandrede Viggos liv” skriver Valeur og fortsætter: ”Konturerne af den døde drengs krop forsvandt aldrig fra hans indre verden igen.

Det gule, det sorte, det blanke, asfalten, kølerhjelmen - dampen som stod op i luften - det sivende røde, der langsomt opslugte det gule, drengens mærkværdigt fredfyldte øjne, som om smerten ikke havde nået at ramme dem, inden det alligevel var for sent.” Det er sprød og rørende prosa. Valeur kan virkelig skrive.

Ikke alt i romanen er dog lige imponerende. Valeurs persontegning tangerer ofte det karikerede. Det gælder for eksempel fremstillingen af de magtfulde ministerbrødre Poul Blegman og Børge Blegman. Det er formentlig gjort for at tilføje helheden et strejf af satire, men det svækker ikke desto mindre fortællingens troværdighed.

Samtidig skæmmer det romanen, at Valeur indlejrer Antoine de Saint-Exupérys klassiker ”Den lille prins” i handlingsforløbet. Saint-Exupérys fortælling om den lille prins er uimodståelig i sin enkelhed, men som eksistentiel klangbund for en psykologisk thriller virker det mere som et postulat om kunstnerisk dybde end egentlig meningsfuld refleksion.

Den kritik skal dog ikke afskrække nogen fra at læse bogen. Det er velskrevet underholdning. Et særligt raffinement er de mange små refleksioner over vores tid, som ikke sjældent rummer en skarp samfundskritik.

For eksempel som når managementguruen Ove Nilsen gyser over de plejehjemsbeboeres frygt, han kynisk spekulerer i at tjene en formue på: ”Ove havde fornemmet det iskolde pust fra de tusinder af beboere, der havde udåndet (“) i disse rum. Han havde hørt deres stemmer som et ekko op og ned ad gangene (“): Gå ikke fra os “ gå ikke fra os “ gå ikke fra os “! For det gjorde alle, uden undtagelse.” Valeur rammer en syl i vores latent dårlige samvittighed.
 

De færreste i dag drømmer om et værelse med lys og vand på et plejehjem, for vi ved jo godt, at plejehjemmene ikke først og fremmest er skabt for de ældres skyld, men for at højne og styrke det øvrige samfunds effektivitet ved at rydde ældrebyrden af vejen. Det er samfundsrevseren Valeur, når han er bedst.

kultur@k.dk

Foto: Leif Tuxen