Forleden bekendtgjorde præsten Sørine Gotfredsen i en kronik i Berlingske sit farvel til Det Konservative Folkeparti, som hun ellers har stemt på hele sit liv. At træde ind i valgkampen med drømmen om skattelettelser som det primære var simpelthen en ”kapitulation over for livets alvor”, som det hed med en fyndig formulering.
Henrik Dahl nævner ikke Sørine Gotfredsen i sin nye bog, ”Ved voksenbordet. Om den kvælende midte i dansk politik”. Men Dahl, som både er folketingsmedlem for Liberal Alliance, sociolog og forfatter, skriver sig på linje med Gotfredsens udsagn ind i det problemfelt, man med titlen på en anden nyligt udkommet bog af historikeren Christian Egander Skov kan kalde ”Borgerlig krise”.
Den borgerlige idédebat er gået i stå eller er helt fraværende. Det kan derfor være svært for vælgerne at se, hvad det er for et samfund, de borgerlige partier forestiller sig som alternativ til det socialdemokratiske velfærdssamfund. Hvis det da ikke blot er lidt mindre af det samme gennem skattelettelser og frie forbrugsvalg på et marked af velfærdsydelser.
Bogen lander midt i en valgkamp, men Dahl pointerer, at de forhold, han analyserer, stikker langt dybere end den aktuelle situation. Spørgsmålet er, hvordan de borgerlige kan undgå på forhånd at give deres modstandere medhold i for meget?
Partierne til familiefest
Dahl lægger sig eksplicit i forlængelse af de to vigtigste velfærdssamfundskritiske analyser og debatbøger fra det sidste halve århundrede. Det er ”Den herskende klasse” (1973) af økonomen og socialdemokraten Jørgen S. Dich (1901-1975) og ”Historien om den danske utopi” (1990) af Henning Fonsmark (1926-2006). Han vil føre deres analyser "up to date" med et erfaringsdrevet essay, der baserer sig på hans egne iagttagelser som folketingsmedlem. Ikke mindst har han oplevet en følelse af magtesløshed over, hvor lidt man egentlig kan ændre og påvirke som politiker.
Med den metafor, der har givet bogen dens titel, siger Dahl, at der er et voksenbord i dansk politik. Her samles de ansvarlige og regeringsduelige partier og forhandler bærende løsninger med hinanden. Imens hujer og råber yderpartierne ved børnebordene med vilde overbud og forslag uden gang på jord. Tesen er, at voksenbordet bliver en kvælende midte i dansk politik. Beslutningsrummet bliver for lille på grund af en drift mod konsensus, og fordi så mange områder er strikket ind i brede og mangeårige forlig.
En del ting bliver også bestemt af EU, traktater og konventioner, ”sti-afhængighed” fra tidligere beslutninger og påvirkninger fra magtfulde interesseorganisationer. Der bliver ikke meget tilbage til den politiske vilje, og når ikke mindst de gamle magtpartier frygter ørkenvandringen – at havne i opposition i mange år – kan det virke naturligt at undgå en skarp ideologisk profilering og i stedet søge mod den tilforladelige midte.
Nu kunne man forestille sig, at midten var teknokratisk og på en måde hinsides politik. Men Dahls pointe er, at der i mere end et halvt århundrede har været en hældning mod socialdemokratisme og velfærdsideologi: Voksenbordet er ikke neutralt. Helt tilbage fra 1950’erne og mest udpræget med VKR-regeringen (1968-71) har de borgerlige partier haft svært ved at artikulere en såvel principiel som praktisk protest imod den offentlige sektors stadige vækst.
Velfærdsideologien kommer til at fremstå som den naturlige præmis for alting. Jørgen S. Dich leverer den samfundsøkonomiske ”klasseanalyse” af, hvordan den nye herskende klasse af offentligt ansatte sætter samfundsretningen, mens Henning Fonsmark leverer den politiske og kulturelle analyse af, hvorfor velfærdsstaten ikke kommer til at møde modstand.
Det folkelige oprør mod udviklingen
Ganske som Egander Skov i ”Borgerlig krise” lægger Dahl stor vægt på jordskredsvalget i 1973. Med lagerforvalter Rindal og kunstfonddebatten som forløber er det her, det folkelige oprør mod udviklingen viser sig med ikke mindst Fremskridtpartiets og Centrumdemokraternes indtog. I en interessant kontrafaktisk analyse funderer Dahl over, om H.C. Hansen (1906-1960), hvis han havde levet, ville have peget på Erhard Jakobsen (1917-2002) som sin efterfølger, hvorved de ”småborgerlige” socialdemokrater havde trumfet de kulturradikale socialdemokrater, præget af ungdomsoprøret. Dette folkelige oprør er ufuldendt, og det er det, der bør følges op på. Men hvordan?
Groft sagt falder ”Ved voksenbordet” i to halvdele: hvor første halvdel er analytisk og erfaringsdrevet, er anden halvdel debatterende og polemisk. Hvis man som jeg følger Dahls indlæg i dagspressen og på de sociale medier, er der ikke så meget nyt at hente her. Han svinger pisken over pseudoarbejde, indvandrerforskning, identitetspolitik, wokeisme, masseuniversitetet, kunststøtte med mere.
Jeg vil nødigt undvære Dahl som teoretiker, politiker eller polemiker, men jeg havde gerne set, at de to første funktioner havde fyldt mere i bogen end den tredje. Som polemiker har han en hældning mod det overtændte, råbende og kværulerende. For nu at blive ved hans egen metafor med børnebordet kan han virke som et overtræt barn, der søger opmærksomhed ved at nive de andre børn og kaste sodavand op i luften.
Hans ”løsninger” har enten en snuptagskarakter (fyr alle dem, der laver pseudoarbejde, så kan vi løse problemet med mangel på arbejdskraft!), eller også er de så radikalt konservative (eller i enkelte tilfælde liberalistiske), at man kan blive i tvivl om, hvor alvorligt han mener dem: Folkeskolen skal føres tilbage til folkeskolereformen af 1937, gymnasiet skal retur til 1903, og den lille latinprøve skal igen være adgangskrav (vel kun til de sproglige linjer?) i et godt gammeldags grendelt gymnasium. Danmarks Radio skal opdeles i mindre enheder, og de skal udbydes til salg på det private marked. Vi bør genindføre skellet mellem "du" og "De" i vores samtalekultur. Og så videre.
Vandring gennem bevidstgørelsen
Lad os vende tilbage til den mere analytiske del. Han medgiver, at voksenbordets præmisser kan forskyde sig. Det har de gjort to gange for socialdemokraternes vedkommende, da de måtte indstille sig på henholdsvis økonomisk ansvarlighed og en stram udlændingepolitik. Men han synes at have svært ved at forestille sig en tredje gang, og hvad den skulle gå ud på. Derfor bør man bryde med voksenbordets logik og lade de røde stå alene med ansvaret for deres fiaskoer.
Det lyder som opskriften på en borgerlig ørkenvandring i opposition, og det kan virke, som om Dahl på linje med Fonsmark dyrker en sammenbrudsteori for velfærdsstaten: Den offentlige sektor vil få sværere og sværere ved at levere sine kerneydelser. Med både borgerlige argumenter og den faktiske elendigheds tugtelse skal danskerne da lære at forstå, at de med velfærdsideologien har hørt på en falsk fortælling i mange år. Det klinger næsten af den gode gamle marxistiske forestilling om arbejderklassens ”falske bevidsthed”, og det kan lyde som en lang vandring gennem bevidstgørelse.
Der er inkonsistens og dunkle punkter i Dahls analyse. Når det politiske arbejde nu er så uendelig trægt, er det mærkeligt, at så mange reformer er håbløst forjaget skrivebordsarbejde, som Dahl selv medgiver med henvisning til Sigge Winther Nielsens bog ”Entreprenørstaten”. Og skyldes kollapset i Skat virkelig, at pseudoarbejdet har gjort sit indtog? Skyldes det ikke den vanvittige (over)tro på digitalisering, og at man fyrede en masse solide pantefogeder?
Jeg ved ikke, hvad Dahl ville sige til Sørine Gotfredsens udsagn fra indledningen til denne anmeldelse. Måske at skattelettelser ikke kun er skattelettelser. De er også led i en mere fundamental værdikamp, hvor man tiltror mennesker evne til at forvalte deres eget liv. Men den er lang at argumentere hjem, og det kan hurtigt lyde som en overfladisk livsstilsliberalisme, der hverken matcher tidens tunge udfordringer eller sjælens behov. Dahl vil anerkende, at liberalismen skal suppleres med både konservatisme og folkelighed, jævnfør Christian Egander Skovs beskrivelse af de tre ben i borgerligheden. Men hvis han vil hente de dimensioner ind, skal det gøres mindre stakåndet. At nedlægge Danmarks Radio samt Statens Kunstfond og at genindføre den lille latinprøve virker mest som spasmer og spektakel fra børnebordet.
Henrik Dahl: Ved voksenbordet. Om den kvælende midte i dansk politik. 176 sider. 229,95 kroner. Forlaget Grønningen 1.