Valhallas sidste historie

I dag udkommer sidste bind i serien om Thor, Loke og de andre nordiske guder i Valhalla, "Vølvens syner" ender som ventet i Ragnarok

Fenrisulven strejfer frit omkring i Asgård, årstidernes gang er gået i stå, og da guderne finder ud af, at jætterne står bag, ved de, at Ragnarok er nær. -- Tegning fra albummet ""Vølvens syner"".
Fenrisulven strejfer frit omkring i Asgård, årstidernes gang er gået i stå, og da guderne finder ud af, at jætterne står bag, ved de, at Ragnarok er nær. -- Tegning fra albummet ""Vølvens syner"". Foto: Tegning fra albummet ""Vølvens syner"".

Det er den uundgåelige ende på historien, Ragnarok, som udspiller sig i den 15. og sidste fortælling i Valhalla-serien, "Vølvens syner", som kommer på gaden i dag på 30-årsdagen for udgivelsen af det første bind.

Det er et livsprojekt, der afsluttes for den selvlærte tegner Peter Madsen. I 1979 pustede han og manuskriptforfatter Henning Kure for første gang liv i sagnfigurerne fra Asgård, og sammen har de gjort nordisk mytologi til allemandseje.

– Det er gamle myter, som er genfortalt gennem mange, mange år. Men vi er ikke historikere eller religionsforskere, som skal finde ud af, hvad man troede på i vikingetiden. Vi vil holde historierne levende, siger Peter Madsen.

Det har været afgørende for holdet bag Valhalla at opdatere de gamle myter. I de første bind handlede det om de store spørgsmål i livet, om magt og kønsroller. Deres version af Ragnarok i det sidste bind er ikke den, vi kender, om hvordan verden ender i et formløst kaos, et slags harmagedon.

– Vi ser det snarere som en lineær udvikling, et cyklisk verdensbillede, hvor naturen hvert år dør for at genoplives i foråret. Måske der er Ragnarok hvert sekund, siger Peter Madsen.

Den prisbelønnede Valhallaserie er udkommet på 10 sprog, og første bind har hidtil solgt over 100.000 eksemplarer alene i Danmark.Peter Madsen har også stået for illustrationer til tegneserierne "Menneskesønnen" og "Historien om Job". Sammen med Johannes Møllehave har han skrevet "Signes jul" fra 2003. I 2008 skrev og illustrerede han "Rejsen til Jerusalem", en bog om påsken.

Hvad er det, du godt kan lide i religioner og mytologier?

– Jeg kan godt lide de store ting i livet. Det egner sig godt til tegneserier. De har ofte en forenklet, karikeret form. Læser man evangelierne, levnes der plads til læserne. Og de mange historier om Thor og Midgårdsormen er arketypiske elementer fra vores eget urdyb, menneskelige udfordringer og erfaringer, siger Peter Madsen.

Selvom han har forladt mjødhornene og valkyrierne i Valhalla, fortsætter han i sagnenes og myternes spor. Sammen med hustruen Sissel Bøe har han lavet de første tre bind af en ny tegneserie om troldebørn, skrevet til de mindste.

krasnik kristeligt-dagblad.dk