At vandre er at leve

Den franske filosofiprofessor Frédéric Gros kommer med en indfølt og tankevækkende opfordring til at bruge fødderne til det, de er skabt til: nemlig at gå

Frédéric Gros skriver om vandringens store tænkere, heriblandt Søren Kierkegaard, der stort set aldrig forlod byen.
Frédéric Gros skriver om vandringens store tænkere, heriblandt Søren Kierkegaard, der stort set aldrig forlod byen.

At gå ud ad sin hoveddør er en farlig ting. Når først man begynder at gå, ved man aldrig, hvor man ender.

Sådan - citeret frit efter hukommelsen - siger hobbitten og ringbæreren Bilbo et sted i Tolkiens storværk.

Bilbo taler mest om den fysiske rejse, men selv for os andre, der kun alt for sjældent kommer forbi drager eller magiske ringe, er det så sandt, som det er sagt. Både fysisk og psykisk, for mindst lige så meget som en fysisk aktivitet er det at gå en tur noget, der sætter tankerne fri og på leg i ukendte retninger.

Og det er ikke mindst netop det uforudsigelige, det uventede og det besindige, der er vandringens virkelige kvalitet og hovedbudskabet i den franske filosofiprofessor Frédéric Gros' herlige lille værk om en af de allermest basale menneskelige aktiviteter: at gå.

Det lyder enkelt, men ganske som en vandring i skoven formår Gros på forunderlig vis at gøre sin lille rejse gennem vandringens mentale historie både underholdende og uforudsigelig.

Bogens opbygning er et miks af små essays om det at gå - Gros er tydeligvis selv en ivrig vandringsmand - og lidt længere tekster om det, man kunne kalde vandringens store tænkere.

Det er forventelige folk som Rousseau, Nietzsche og Thoreau, men også mere overraskende typer som Kant og Kierkegaard, der var udprægede bymennesker og stort set aldrig forlod deres respektive hjembyer.

Men det er faktisk netop en af Gros' pointer - at man ikke skal forveksle det at gå og vandre med at rejse. Det handler ikke så meget om at se nye steder som om selve handlingen og det at begive sig det indre liv i vold.

Selv nogle af de allermest berømte naturelskere - Thoreau for eksempel - kom kun meget lidt rundt og brugte det meste af deres liv i det samme område.

Og selvom han selv tydeligvis foretrækker den store åbne natur, kan en livgivende vandring sagtens finde sted i byrummet, som Gros også inderligt opfordrer læseren til at huske at nyde og opleve.

Det hele handler nemlig - lidt forenklet - om rejsen, ikke målet, selve vandringen er formålet i sig selv, og Gros' bog er dermed også klart et angreb på tidens nådesløse krav om effektivisering og konstante kamp for at ”få noget ud af tiden”.

Den tid, der er sparet, er ikke tjent, minder Gros os om.

Tiden går alligevel sin nådesløse gang og ved at opdele den i mindre og mindre hektiske intervaller, snyder vi ikke andre end os selv. Livet foregår netop i pauserne, i intervallerne, hvor man tillader sig selv bare at flyde med tiden, med vejen - og lade fødderne styre.

Det er de nemlig faktisk beregnet til, og endog er det så lykkeligt og viseligt indrettet, at det samtidig giver hjernen ny energi og fører den ad uventede og ofte interessante spor.

Luk computeren, lad smartphonen ligge og snør skoene. Verden venter derude. Både den indre og den ydre. Når benene så er møre, kan man passende nyde Gros' kloge tanker om vandringens lyksaligheder.

kultur@k.dk

Frédéric Gros skriver om vandringens store tænkere, heriblandt Søren Kierkegaard, der stort set aldrig forlod byen og her er karikeret til fods.
Frédéric Gros skriver om vandringens store tænkere, heriblandt Søren Kierkegaard, der stort set aldrig forlod byen og her er karikeret til fods. Foto: Scanpix