Når vi sætter et begreb på den enkelte borgers evne til at holde fast ved og handle ud fra sin overbevisning – også selvom det indebærer en betydelig risiko – kaldes det ”civil courage”. Det er defineret som et personligt mod til at gå op mod magten og holde fast ved sit valg til samfundets bedste.
Når det enkelte menneske for at stå op mod overmagten finder sin styrke i troen, bliver det civile mod tillige religiøst begrundet og dermed et samvittighedsanliggende af dybeste karakter. Det et dette eksistentielle og moralske mod, som den amerikanske instruktør Terrence Malick har skabt filmen ”A Hidden Life” over. Filmen handler, som titlen tilsiger, om menneskets skjulte liv og dermed den indre vished, som overvinder al ydre modstand. I dette tilfælde trosvisheden.
Terrence Malick er en auteur. Altså en instruktør hvis meddigtende håndskrift er synlig i filmens forløb og den fortælling, han vil anskueliggøre. Malicks film bærer alle hans signatur. De er både episke og lyriske og kunne ikke være skabt af andre. Det gælder også ”A Hidden Life”, der i det ydre handler om en bjergbonde, Franz Jägerstätter, der nægter at kæmpe for nazisterne under Anden Verdenskrig. I det indre beskriver filmen hans forvandling fra stedbundet familiefar til martret sjæl, der alene har kærligheden og troen som ledestjerner på vejen mod det ultimative offer.
Udgangspunktet for ”A Hidden Life” er autentisk og baseret på østrigske Franz og hustru Fani Jägerstätters breve til hinanden, efter nazisternes arrestation af ham og interneringen i Tegel-fængslet i Berlin. Parrets urokkelige tro og kærlighed transcenderer tyranniet og sætter dem på en måde fri – hinsides nazismens barbari, og hvad det gør ved mennesker. Parret går grueligt meget igennem fra Anschluss i 1938, hvor nazisterne besætter Østrig, til august 1943, hvor Franz Jägerstätter henrettes for forræderi. De stigmatiseres af landsbyens opportunister derhjemme i Alperne, og han tortureres af sine fangevogtere derude under Berlins luftalarmer.
Men til det sidste forsøger enkelte godhjertede mennesker at hjælpe familien Jägerstätter. Krigen er ved at vende, og kan man ikke bare gå på kompromis for en stund og for syns skyld sværge troskabsed til føreren, Adolf Hitler? Ikke Franz Jägerstätter. Han kan ikke gå imod sin samvittighed og det, han tror på. Han er ikke opportunist, han er ikke hykler, han er et menneske, der er tro mod sin overbevisning, i dette tilfælde den kristne tro.
Filmen rummer nogle interessante sekvenser, der fremmer Franz Jägerstätters beslutning om at sige endegyldigt fra. De har i både ord og billeder med den katolske kirke at gøre. En kunstner, der restaurerer den lokale kirkes fresker, konstaterer resigneret, at kirken skaber beundrere med sin æstetik, ikke følgere af den sande Kristus. Og det er en sand følger af troen, Franz Jägerstätter ønsker at blive. Han gør en lignelse om smedens ambolt fra den lokale præsts prædiken til sin: Uanset hvor hårdt smeden slår med sin hammer, så rører ambolten sig ikke. Den står fast, den føjer sig ikke som jernet fra essen. I skildringen af Franz Jägerstätters modstand mod nazismen bliver han identisk med ambolten, et menneske med urokkelig stamina. Han vælger korsvejen i sin egen personlige andagt.
Som altid er Terrence Malicks billedsprog betagende. Familiens liv i bjergbyen St. Radegrund er skildret med øjne fra såvel den europæiske romantiks som naturalismes største malere. Parret og deres børn er som vandrere over tågehavet mellem bjergenes tinder. De arbejder i pagt med naturen og dyrene og høster markens grøde så sansenært, musisk, plastisk og kropsligt i Malicks på en gang grumme og skønne billedpoesi. Den foldes ud i næsten tre timer lang meditation som lyriske spejlinger af det menneskelige sind. Paradoksalt bliver livet mellem bjergene skildret som et udtrykt billede af den Heimat-kultur, som nazisterne dyrkede, men i en og samme bevægelse destruerede. I den virkelige verden kan ingen hæve sig op over tågen og skyerne i dalene, mørket kravler op ad fjeldsiderne og bemægtiger sig menneskene. Paradis går under, og bødlens økse falder tungt.
Er handlingen i ”A Hidden Life” enkel i sin uafvendelighed, er den kompleks i udfoldelsen og de etiske spørgsmål. Kan og skal et menneske ofre alt for sin overbevisning: sin elskede, sine børn, sin familie, sine venner? Evangelierne skildrer et menneske, der gjorde netop det for 2000 år siden. Terrence Maliks film er en slags nytolkning af evangelierne, placeret i en historisk kontekst, der fordrede det yderste af mennesket stillet over for totalitarismens fuldstændige amoral og perversion. Af samme grund er billedet af kærligheden – og det er bevægende billeder, instruktøren lader leve frem for os – overskridende og alt tilgivende og givende. Kærligheden løfter menneskene ovenud af tågehavet – og hinsides døden.
Kun en kunstner af Terrence Malicks kaliber kan slippe af sted med det budskab og den overbevisning. ”A Hidden Life” er hans dybeste og mest kompromisløst betydende film i en karriere, der har budt på originale billedfortællinger som ”The Thin Red Line”, ”The Tree of Life” og ”To the Wonder”.
Min eneste anke imod filmen er, at en fuldkommen stjerneparade af eminente tysksprogede skuespillere i de bærende roller – August Diehl, Valerie Pachner, Maria Simon, Ulrich Matthes, Karl Markovics, Karin Neuhäuser og salig Bruno Ganz – alle er sat til at tale engelsk. Det fratager filmen de afgørende væsentlige gradueringer af autenticitet og troværdighed; tysk er et uendelig smukt sprog og ville have tilført filmen den sidste inderlighed, nu er tysk overladt til preussiske svinenakker i filmens aggressive lydkulisse. En kliché.