Prøv avisen
Kulturturisten

Vandringens velsignelser

Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Alle kloge hoveder siger, at det er sundt at gå. Man får et bedre og gladere liv af det. Så vi går som aldrig før. Kulturturisten er dog et stædigt æsel, der nok vil gå, men ikke med alle de andre

Her gik jeg og troede, at det at gå bare er noget, man gør, når man skal på arbejde, til købmanden eller have lidt frisk luft. Men det er det ikke. At gå er en kunst. At gå er en sport. At gå er et særligt kulturelt fænomen, der har grebet voldsomt om sig.

Når jeg åbner avisen, bliver jeg mødt af annoncer for gå-ferier og fælles vandreture af enhver slags. Gå med på Caminoen, gå med på Camønoen, gå med Korsika rundt. Gå med på pilgrimsruten Esrum-Tisvildevejen. Der er vandreture i hele verden og for enhver vandrefod. Der er vandreture af religiøs og spirituel karakter og vandreture, der skal holde ens krop i gang. Kapgang er der også, men det ser så jammerligt vraltende og unaturligt ud, at jeg ikke vil skrive om det.

Hvad gang angår, deler min familie sig i to. På min kones families side kunne man aldrig finde på at gå en tur, mens man på min side altid går, når man er sammen. Enhver middag i familiens skød efterfølges af en gåtur. Den kan være lang eller kort, men den er der. Det er en tradition, som i og for sig slet ikke bliver bemærket, og det var først, da jeg kom ind i min kones familie, jeg opdagede, at man kan være sammen uden at gå. I hendes del af familien kan man sidde på sine flade i timevis og spise og drikke og snakke, mens man i min dårligt kan få lagt dessertskeen, før nogen springer op og vil gå og hævder, at der ikke findes dårligt vejr, kun forkert påklædning. Jeg er ikke altid enig. Min morfar og hans svoger kunne finde på at gå frem og tilbage i stuen i den lille toværelseslejlighed, mens konerne vaskede op, hvis ikke de kunne komme ud. Gås skulle der for enhver pris.

De samme obligatoriske gåture finder man efterhånden også til faglige internatsophold, som jeg er på via mit arbejde. Her hedder det ”walk and talk”, fordi det skal være engelsk og rime. Så går vi i de indlagte pauser og snakker og netværker og filosoferer over tilværelsen. Vi gør, som allerede Aristoteles og Sokrates mente var godt: Vi tænker og lærer, mens vi går.

Igennem de sidste 200 år er der skrevet adskillige bøger og essays om at gå og om vandringens velsignelser. I det seneste tiår er antallet af udgivelser imidlertid eksploderet, og der er udkommet et væld af både gamle travere og helt nye.

Til de gamle hører Robert Louis Stevensons ”Vandringer med et æsel i Cevennerne”, der netop er udkommet i dansk oversættelse. I 1878 gik han i 12 dage med et stædigt æsel og selvopfundet sovepose igennem uvejsomme bjerge i Frankrig.

Til de nyere hører den norske digter Tomas Espedals ”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv” (2006), der er udkommet i adskillige oplag. Heri kan man blandt andet læse om, hvordan han bliver en vandringsmand, og hvad andre filosoffer og digtere har skrevet om at gå. Mens Espedals bog er meget personlig, er Frédéric Gross: ”Gå – en filosofisk fodrejse” (2015) en filosofisk rundgang i vandringens kulturhistorie. I medicinprofessor Bente Klarlund Petersens ”Gå-bogen, så går det nok” (2018) får man en ”forskningsbaseret guide i gangens univers”. Den handler om den fysiske sundhed, den mentale sundhed og om det eksistentielle. Gå er sundt for både krop og sjæl. Når man går, kan man tabe sig, hvis man er for fed, og samtidig tage på i åndelig vægt. ”Gå-bogen” er en rigtig selvhjælpsbog, der lover fremskridt, hvis man begynder at gå. Går man, så bliver man gladere og mere kreativ.

Med den slags resultater som belønning ville jeg allerede være på vej ud, hvis ikke jeg var et æsel, der ikke vil gå, når de andre går. Jeg skal ikke være med i noget såkaldt walkathon, hvor de entusiastiske vandrere går penge ind til velgørende formål, for hver kilometer de når. Jeg skal heller ikke være med til Royal Run, hvor man ikke behøver at løbe, men bare kan gå, hvis man vil deltage.

Jeg skal ikke nyde noget af at gå i flok, så når byen fyldes af folk, der absolut vil gå lige dér, hvor jeg bor, kører jeg op til mit sommerhus. Her kan man gå i fred og møder højst en eller to andre, der også er ude.

Der er kun et par forskellige ture at gå, fordi Arresø og nogle store marker indskrænker mulighederne. Men det gør ikke noget. Jeg kan lide at gå ad de samme stier og grusveje igen og igen. Det hele skifter jo udseende med årstiderne, og snart er markerne grønne og gule, snart bliver de pløjet brune. Snart blomstrer slåenbuskene, så det ser ud, som om der er faldet sne i maj, snart synger nattergalen i ellekrattet, og snart er her vinterligt stille. Og søen ved man aldrig, hvilken farve har.

Vil alle gå, så sætter jeg mig ned og læser H.C. Andersens satiriske ”Fod- reise” og giver pokker i al den vandren rundt, som får Caminoen til at minde om en gågade, og som ude i det helt ekstreme får bjergbestigerne på Mount Everest til at stå i kø for at gå det sidste stykke op til toppen.

Men tag ikke fejl. Jeg kan godt lide at gå. Jeg kan slet ikke lade være. Det ligger til familien. Min far, han er en vandringsmand, og når ingen er nær til at høre de falske toner, så bryder jeg ud i sang:

”Den glade vandrer kaldes jeg,

for sorgløs er min færd

Den endeløse landevej,

den står mit hjerte nær.

Falderi, faldera, falderi

falde ha ha ha ha ha ha

falderi faldera,

den står mit hjerte nær.”

I klummen ”Kulturturisten”, der bringes hver anden lørdag, bevæger filmanmelder Karen Dyssel og litteraturanmelder Lars Handesten sig nysgerrigt ud i kulturlivet. Herfra skriver de om kunstarter og kulturformer, de ikke er eksperter i, men alligevel drages af.