Var den skaldede mand med den dybe basrøst hemmelig agent for embedsværket?

Den tidligere socialdemokrat og finansminister Bjarne Corydon er en af de mest interessante politiske skikkelser fra de senere år, men en ny bog om ham kommer desværre ikke tæt på hverken person eller tankeverden

Her ses daværende finansminister Bjarne Corydon under Socialdemokratiets kongres i 2014. Efter valgnederlaget i 2015 forlod han politik. For forfatteren til en ny bog om Corydon, Mikael Busch, står Corydon tilbage som den menneskelige inkarnation af ”konkurrencestaten” og New Public Management. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.
Her ses daværende finansminister Bjarne Corydon under Socialdemokratiets kongres i 2014. Efter valgnederlaget i 2015 forlod han politik. For forfatteren til en ny bog om Corydon, Mikael Busch, står Corydon tilbage som den menneskelige inkarnation af ”konkurrencestaten” og New Public Management. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Det er oplagt at skrive en bog om Bjarne Corydon, socialdemokraten, der kom nærmest ud af ingenting og pludselig var placeret i centrum af dansk politik som finansminister og en slags chefideolog for nødvendighedens politik eller den teknokratiske økonomisme.

Han blev ret hurtigt en yderst kontroversiel skikkelse, blandt andet med salget af Dong, og efter seneste valg forsvandt han ud af dansk politik igen, lige så brat som han var kommet, og skiftede til et konsulentjob i McKinsey, hvorved han så at sige overgik sine fjenders værste forventninger.

I 2018 vendte han dog tilbage til dansk politiks sidelinje som administrerende direktør og chefredaktør på Dagbladet Børsen.

Hvis en Henrik Pontoppidan havde fået øje på en Bjarne Corydon, havde han set på ham med sund appetit: en mulig romanfigur, en ren godbid, den markante personlige fremtræden med den skaldede isse og den dybe basrøst, og sikke en løbebane, det er lige før, man ville sige, det var lovlig kulørt, hvis det stod i en roman, måske bør han modereres lidt, inden han tages i litterær anvendelse.

Forfatteren til nærværende bog er Mikael Busch, gymnasielærer ved Kolding Gymnasium og tidligere sprogofficer. Han er medlem af hovedbestyrelsen for Gymnasieskolernes Lærerforening, forfatter til flere bøger om Stasi-agenter og debattør i diverse aviser. Busch er en af de skarpe kritikere af ”reformbølgen” inden for det danske uddannelsessystem, og han siger selv, at hans drivkraft for at skrive bogen har været, at Corydon gjorde en negativ forskel i underviseres arbejdsliv.

Bjarne Corydon har ikke selv villet tale med Busch i forbindelse med bogen, og det virker desværre heller ikke, som om han har kunnet få andre interessante kilder eller iagttagere med på projektet. Der er for lidt viden om Corydons person og biografi, og der er for lidt analyse af den mulige indre sammenhæng eller mangel på samme i hans syn på samfund, økonomi, politik med videre. Der går for meget ”fjendebillede” og ”konspirationsteori” i fremstillingen, og Bjarne Corydon står efter endt læsning lige så hemmelighedsfuld tilbage, som da man begyndte.

Af mangel på relevant indhold består store dele af bogen af lange referater af de sager, Corydon var med i: lockouten af folkeskolelærerne, forløbet omkring salget af Dong med videre. Busch har for så vidt ret i, at forløbene ser både røgede og spegede ud, og jeg har sympati for hans kritiske holdninger, men man kommer ikke det nødvendige spadestik dybere i forhold til det, vi i forvejen ved.

Bjarne Corydon var i sin ungdom som statskundskabsstuderende venstreorienteret af marxistisk tilsnit. I sine tidlige år i Socialdemokratiet blev han betragtet som en af Svend Aukens drenge, sågar som en ”reservesøn” for Auken ifølge Busch. Han var stærkt bevæget med til at bære Aukens kiste ved begravelsen i 2009. Da jeg selv så Corydon på tv de første gange, tænkte jeg mere på Aukens gamle modstander i formandsopgøret, Poul Nyrup. Måske var det den dybe stemme og den saglige stil, som mindede om Nyrup, før han blev formand: en klassisk socialdemokrat præget af økonomisk sagkundskab i traditionen fra Krag, fjernt fra Svend Aukens mere vidtløftige, kulturradikale stil.

Corydon arbejdede som analytiker og en slags intern embedsmand i Socialdemokratiet, først i sekretariatet i Europa-Parlamentet i Bruxelles og derefter i partiets Analyse- og Informationsafdeling på Christiansborg. En folketingsopstilling i Esbjerg-kredsen sendte ham ind i politik, hvor han hastigt og uventet blev finansminister, da Henrik Sass Larsen snublede i sikkerhedsgodkendelsen, mens regeringsforhandlingerne foregik i Det Sorte Tårn i 2011.

I denne periode kan det virke, som om der sker et ideologisk skifte med Corydon: Bort tager det venstreorienterede, og i stedet omfavner han den teknokratiske reformbølge og dramatiske besparelses- og effektiviseringsiver, der kommer til at præge Thorning-regeringen i en grad, så både hun og Cory-don i dag søges retoucheret ud af partiets historie. Hvorfor sker dette brud? Er Cory-don en opportunist, der går med magten og indflydelsen, i dette tilfælde de taktstokke, der svinges af den radikale leder Margrethe Vestager og det magtfulde embedsværk i Finansministeriet? Eller er der tale om, at hans ”saglige” side får overtaget over den ideologiske i en indre kamp, hvor han måske også beruses af de næsten religiøse forventninger, der i de år var til New Public Management og forsøgene på at trimme en offentlig sektor til at ”køre længere på literen”?

I dag er denne økonomisme skudt helt i sænk, ikke mindst af katastrofen i Skat og den folkeskolereform, der står forpjusket tilbage.

Selvom økonomismen præsenterede sig som hævet over ideologier, som ”nødvendighedens politik” er det set fra i dag åbenlyst, at den var en ideologi, der som andre ideologier kommer i krise, når den ikke kan holde, hvad den lover, og måske ovenikøbet fører katastrofer med sig.

Busch går desværre ikke rigtig ind i idépolitiske eller ideologihistoriske analyser. Han fristes mere af konspirationsstemningerne, og man kan mærke, at han tidligere har skrevet bøger om agenter og spioner. Bliver Corydon på et eller anden måde ”hvervet” eller ”omvendt” af embedsværket? Passer det samme embedsværk (og Helle Thorning-Schmidt!) godt at komme af med den mere ideologiske Sass Larsen?

Med en ”klasse-psykologisk” hypotese foreslår Busch, at Corydon og departementschefen i Finansministeriet, David Hellemann, kan finde hinanden, fordi de begge er mønsterbrydere, der måske derfor deler respekt for hårdt arbejde og ser ned på offentligt ansatte, som har fået det hele forærende. Men igen ville det være stimulerende med et mere principielt forsøg på at udgrave tankegangen eller logikken: Var Corydon i virkeligheden blevet en slags højrefløjs-socialdemokrat i den tradition fra Jørgen Dich, der forholder sig kritisk til den offentlige sektors automatiske vækst og erhvervede privilegier? Eller er der tale om, at bestemte tankemønstre sætter sig så massivt igennem i den administrative, politiske og erhvervsmæssige elite, at de kan ophæve alt hidtidigt tankegods hos aktørerne? Det giver nu engang et særligt ”kick” pludseligt at ”sidde med ved bordet”, bare et eller andet bord. Man mærker fristelsen til at lade sit gamle sure selv bag sig og hygge sig med den nye rolle og de nye venner.

Efter valgnederlaget i 2015 forlod Bjarne Corydon politik. For Busch står han tilbage som den menneskelige inkarnation af ”konkurrencestaten” og New Public Management. Taler han til unge mennesker, er hans bedste råd, at de skal se at få sig en uddannelse og tjene nogle penge. Kultur og den slags er han helt ligeglad med. Som politiker returnerede han sine premiere-billetter til Det Kongelige Teater.

Med denne afslutning lader Busch Corydon vokse helt ud over det menneskelige øjemål: Han bliver symbolet på alt det, der var i vejen med en epoke. Som læser er det i overkanten. Man får lyst til at ”ta’ en bajer med Blå Bjarne” og høre hans version. Og mon ikke den kommer på et tidspunkt.