'Da guldalderen kom til Søhøjlandet' efterlader os lige så uvidende, som da bogen blev åbnet

Skanderborg Museum har overtaget de mange malerier, der tilhørte den nu nedlagte Ry Kommune, og det er dem, der bliver beskrevet i en udgivelse, som Skanderborg Museum står bag

Dens titel, ”Da guldalderen kom til Søhøjlandet”, er uforståelig, medmindre man har en klar idé om, hvad guldalder så er
Dens titel, ”Da guldalderen kom til Søhøjlandet”, er uforståelig, medmindre man har en klar idé om, hvad guldalder så er Foto: Turbine

At Jylland først blev ”opdaget” i midten af 1800-tallet, er vel snart almen viden. At Blicher holdt folkemøder på Himmelbjerget er velkendt, ligesom at Skagen blev hjemsted for en ekstravagant kunstnerkoloni. Men nu Ry på jernbanen mellem Skanderborg og Silkeborg?

Skanderborg Museum har overtaget de mange malerier, der tilhørte den nu nedlagte Ry Kommune, og det er dem, der bliver beskrevet i en udgivelse, som Skanderborg Museum står bag. De malere, der lod sig friste af bakker og søer i Midtjylland, har flere gange fået deres historie fortalt. Minna Heimbürger skrev om den jyske ørken, Palle Kousgaard om det sublime landskab – og sådan er det sket i større eller mindre skala i de byer og på de museer, der har malerier fra Alheden og det, vi nu med ejendomsmæglerne kalder Søhøjlandet.

Nu er det så specifikt Ry og Himmelbjerget, det går ud over. Bogen om de malere, der hver sommer siden 1873 samledes omkring Vilhelm Kyhn i Ry, er skrevet af museumsinspektør Henrik Bredmose Simonsen, der er historiker, ikke kunsthistoriker. Dens titel, ”Da guldalderen kom til Søhøjlandet”, er uforståelig, medmindre man har en klar idé om, hvad guldalder så er. Det var vel først historikeren Troels Troels-Lund, der i 1920 begyndte at bruge det om Bakkehuskredsen. Siden 1960’erne er det blevet et brand, der endda her på omslaget skrives med guldbogstaver. Guldalderen forsøgtes sidste år forlænget til 1864 på Statens Museum for Kunsts udstilling, der blev vist i Paris. Men at tale om guldalder efter 1873 – og så med Kyhn som centrum – er voveligt.

Vilhelm Kyhn (1819-1903) var nok til dels uddannet af de samme lærere, som de i 1848 døde mestre, J.Th. Lundbye, Christen Købke og Martinus Rørbye, men han var en stemningsmaler uden disses kompositoriske evner. Han var stokkonservativ, og det blev hans elever også, hvis de ikke forlod ham. Han reagerede med sit maleri mod enhver nydannelse, enhver udenlandsk inspiration. Han formåede at skabe en salgskreds om sig i sit atelier i København og under opholdene i Ry, hvortil han rejste med tog gennem 30 år.

Artiklen fortsætter under annoncen

Bredmose Simonsen fortæller den politiske historie fint, bruger brevmateriale godt, men han er slet ikke i nærheden af at karakterisere kunstværkerne. Han citerer kunsthistorikere, men siger intet selv. Det giver bogen en mærkelig fjernhed. Næsten søvngængeragtigt introduceres nye kunstnere, som man aldrig bliver dus med. Man aner, at der er et par stykker, der burde vinde ved nærmere bekendtskab. Hans Smidth (1839-1917) er der skrevet godt om tidligere, men hvad er det med hende Pauline Thomsen (1858-1931)? Vi kommer ikke i dybden, desværre.

Til gengæld præsenteres læseren i den i ret store og uhandy bog i tværformat – 60 centimeter pr. opslag – for en mængde billeder af søer og skovbakker. Nogle er ganske små, nærmest i cigarkasseformat, andre er enorme, men de gives samme plads og størrelse i reproduktionerne. Det er svært misvisende at mikse det skitseagtige med store gennemmalede værker. Teksten er i to spalter, meget lille og svær at læse på det underligt perlemorsagtige papir.

Bogens pointe er, at Kyhn først sent fandt sin nye stil og en vis anerkendelse af en yngre generation kunsthistorikere, og at der nok slet ikke var tale om en rigtig kunstnerkoloni i Ry. Undervejs hertil har vi fået et ganske godt tidsbillede af livet i det indre Jylland omkring 1900; det er historikerens bidrag. Men med hensyn til værkerne som kunst forlader man bogen lige så uvidende, som da man åbnede den.