Var Gutenberg en parentes?

Digitaliseringen gør bøger med lyd, billede, bevægelse og samspil med læseren til virkelighed. Omvæltningen trækker tråde tilbage til tiden før bogen og baner vej for en ny og mere fælles skabelse af litteratur

Merete Pryds Helle er en af de forfattere, der eksperimenterer flittigst med digitale medier. Sidste år skrev hun den første iPad-roman på dansk.
Merete Pryds Helle er en af de forfattere, der eksperimenterer flittigst med digitale medier. Sidste år skrev hun den første iPad-roman på dansk. Foto: Andreas Hagemann Bro.

Der er kø om den firkantede, grønne søjle i en afkrog af Aarhus Bibliotek. Folk strækker hals og prøver at se over andres skuldre, og en mor løfter sit barn op, så oplevelsen ikke bliver forhindret af noget så upraktisk som korte ben. Omkring 50 mennesker er mødt op denne almindelige mandag eftermiddag. De vil se litteraturens fremtid, der nu bliver præsenteret ved en fernisering.

LÆS OGSÅ: Svært at læse lyrik på en e-læser

Fremtiden har fået plads foran bogreolen Digte og drama H til Å og gør ikke meget væsen af sig. Den begrænser sig til tre historier på tre iPads flade tavlecomputere lidt større en almindelig kuvert, sat fast på den firkantede søjle. Man kan bladre i historierne ved at feje fingrene hen over skærmene, og de er illustreret med forskellig grafik. Selve teksten er skrevet af forfatterne Merete Pryds Helle, Svend Åge Madsen og lyrikeren Ursula Andkjær Olsen, men selvom anerkendte kunstnere står bag det litterære eksperiment, bliver publikums mumlende forventning afløst af en afdæmpet reaktion:

Jeg er ikke sådan: Jaa, hænderne over hovedet, siger teatermedarbejder Gitte Bøg og viser med armene lige op i vejret, hvordan hun havde forestillet sig, at hun ville reagere som publikum til ferniseringen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg havde forventet mere. Jeg ville gerne dybere ind i historien og have, at der var forskellige lag, hvor man kunne rykke sig videre ind en bog bag ved en bog bag ved en bog. Det indbyder det digitale jo til! Men det her overrasker mig desværre ikke. Hvad kan det, som en bog ikke kan?.

Men selvom ferniseringen af iPad-historierne på Aarhus Bibliotek ikke helt levede op til publikums forventning om at falde gennem hullet som Alice i Eventyrland og få adgang til en helt ny verden, fortæller netop forventningen alligevel mere end som så om litteraturens fremtid. Både forskere og forfattere forventer nemlig det samme, og der er udbredt enighed om, at vi lige nu befinder os i den spæde begyndelse af en litterær revolution. Vi er på kanten af hullet, og når faldet tager fart, vil vi se en omvæltning så stor, at vi må beskrive og opfatte litteratur på en helt ny måde.

Digitaliseringen af litteraturen er nemlig ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt en roman bliver læst i en bog af papir eller i den elektroniske variant, e-bogen. For digitaliseringen åbner for helt andre muligheder for fortælling, end vi forbinder litteratur med i dag. Muligheder, der på nogle måder ligner den mundtlige litterære tradition fra før bogens tid, hvor alle, der hørte en historie, kunne digte videre, når de fortalte den til andre.

Men hvilken betydning udviklingen får for litteraturens kvalitet, når bogen må tage en mere beskeden plads, og læserne begynder at fortælle med på deres yndlingsromaner, er der delte meninger om.

Den litterære revolution kan dog virke et stykke væk, hvis man ser e-bogen som det eneste udtryk for digitalisering. For selvom forlag og biblioteker melder, at der bliver købt og lånt flere e-bøger, ændrer den del af digitaliseringen ikke ved, hvordan man skriver bøger som sådan, og hvad man kan kalde litteratur. Teksten er den samme på papir og skærm. Men e-bogen er ikke den eneste form for digital litteratur, og det er især de andre eksperimenter, der får litteraturbegrebet til at knirke i sømmene.

Det ved Merete Pryds Helle, der er en af de forfattere, som eksperimenterer flittigst med digitale medier og sidste år skrev Danmarks første iPad-roman, en krimi ved navn Begravelsen.

Det er så spændende en udfordring som forfatter. Fortællestrukturen bliver fuldstændig ændret, siger hun til ferniseringen i Aarhus.

I Begravelsen bliver hovedhistorien om en gammel mands mistænkelige dødsfald præsenteret sammen med otte sidehistorier skrevet som dødsannoncer. Hver annonce fortæller mere om personerne i hovedhistorien og kan læses i vilkårlig rækkefølge, og læseren er på den måde med til at forme dybden af persongalleriet og fortællingen. Den fortælleform ligger et stykke væk fra at læse en bog, hvor de færreste nok ville starte på side 47 og slutte på side 19, og hvor der ikke er mulighed for at vælge tekst til og fra.

Man går en tur i skoven i stedet for at køre ned ad motorvejen, hvis jeg skal sige det lidt provokerende. På en iPad kan man fjerne læserens spændetrøje og afgive autoritet som forfatter ved netop at lave flere veje gennem historien, siger hun og fortæller, at det er en enorm udfordring i skriveprocessen.

Det billede genkender Kjetil Sandvik. Han er lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet og forsker i, hvad det betyder for fortællingskunsten, når den opstår i samspil med læseren.

Man bliver langt mere aktiv i selve læseprocessen, fordi man får en rolle i fortællingen. Det giver en anden oplevelse og bliver nærmest en form for spil. For forfatteren betyder det, at hun skal kunne overskue mange forgreninger for at kunne holde teksten åben og give læseren plads. Det er en meget kompleks type litteratur, siger han.

Det vil dog sikkert minde nogen om den type eventyr for børn, hvor man netop bliver sat til at bladre frem og tilbage i bogen og selv delvist vælge handlingen, men i det digitale litterære univers kan det gøres noget mere sofistikeret, mener Kjetil Sandvik.

Men selvom læsersamspillet er en klar tendens i den digitale litteratur, er det endnu ikke muligt for forskerne at sige, hvor stor indflydelse det samspil vil få på litteraturen. For mange læsere vil på trods af udviklingen foretrække at få fortalt en historie af en forfatter uden selv at skulle tage aktiv stilling til handlingen.

Romanernes nye fortælle-struktur er dog ikke det eneste, der peger på, at fremtidens litteratur i højere grad vil blive skabt i fællesskab med læserne og ikke kun af forfattere. For selvfølgelig havde prinsessen da flere gange overvejet at stikke af. Der skete aldrig noget på slottet, og der skulle konstant steges hanekyllinger. Det blev så varmt! Og nu ville kongen så have, hun skulle giftes:

Du må have en mand, du bliver jo ikke yngre, havde han sagt. Men de dur ikke!, tænkte prinsessen. Hvis bare der så kom en spændende frier, men hvem skulle det dog være? Ikke én eneste af alle de forstokkede herremænd og lærde ville kunne overraske hende.

Sådan står der ikke i H.C. Andersens eventyr Klods-Hans, hvis nogen skulle være i tvivl. Men det kunne der have gjort, hvis en læser havde forestillet sig det og skrevet det ned. Og det er lige nøjagtigt, hvad der sker på flere internetsider, hvor man i den såkaldte fanfiktion sletter afstanden fra at læse selve værket til aktivt at digte videre på historien eller ændre den.

Og de skrivende litteraturfans kan ses som mere end en morsom måde at vise sin litterære interesse på, mener Thomas Pettitt, som er lektor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet. De kan ses som udtryk for en ny litterær kultur, der er domineret af, at værker ikke længere ses som noget lukket og færdigt, men som noget, man kan lege med og ændre. Ligesom man måske kender det fra musikverdenen, hvor det er blevet udbredt blandt kunstnere at lave såkaldte remix: elektroniske genindspilninger af numre, så de får en ny lydsammensætning og nyt musikalsk udtryk.

Thomas Pettitt forsker i den litteraturhistoriske teori The Gutenberg Parenthesis, altså den gutenbergske parentes. Teorien sammenligner den nuværende litterære udvikling med tiden, før bogtrykkerkunsten blev opfundet af tyske Johann Gutenberg omkring år 1440. På den måde ses den i nutiden så velkendte bogform som en parentes i litteraturhistorien, hvor for-tællinger før og efter papirbogens indtog er anderledes dynamiske i deres form.

Fanfiktion er rigtig in nu, og det er meget symptomatisk for, hvad der foregår i litteraturen. I middelalderen var det helt normalt at skrive videre på folkeviser og eventyr hvad skete der efter slutningen, hvad skete der med de andre personer? og så videre. På den måde udviklede man historierne, og det samme ser vi i dag, siger han og peger på Harry Potter-serien som et godt eksempel. For forfatteren J.K. Rowling har sagt, at det er helt i orden, at Harry Potters fans digter videre på hendes univers, og tidligere på året lancerede hun hjemmesiden Pottermore, hvor læserne er inviteret til selv at deltage i bøgernes handling.

Selve bogen og dens idé om, at et litterært værk er en afgrænset størrelse med bestemte ord og en start og en slutning, er forholdsvis ny i litteraturhistorisk forstand. For når man fortæller historier mundtligt, virker det oplagt, at de ikke bliver nøjagtig ens hver gang. Og den mulighed for at ændre, låne brudstykker og bygge videre, når man fortæller, vender vi nu tilbage til i de digitale medier, mener Thomas Pettitt.

En tekst udkommer måske først som en trykt roman, men så tilføjes der et interview med forfatteren i den elektroniske version eller et videoklip om samme emne. Så går en fan ind og skriver videre i et internetforum. Pludselig er værket blevet flydende og ikke længere bare én ting. Pludselig er det en strøm af litteratur, som alle kan gå ind at påvirke, siger Thomas Pettitt.

På den måde kan man tale om en ny litterær tidsalder, hvor det digitale blander de to foregående fortælletraditioner, den mundtlige og den skriftlige, sammen i et nyt udtryk.

De yngre generationer er allerede ude af bogens tidsalder, og vi kan ikke vende tilbage. Fra nu af bygger vi litteraturen i fællesskab, lægger den på internettet og bygger videre. Vi skriver godt nok tekster, men det litterære udtryk ligger tættere på den mundtlige tradition end på bogens skriftlige, siger Thomas Pettitt.

En anden klar tendens inden for den digitale litteratur er eksperimenter med litteraturens kunstneriske udtryk, hvor forfattere blander billeder, lyd eller animation ind i teksten. Det udforsker blandt andre Merete Pryds Helle i sin nye iPadroman til unge, Stjernetime, der blev præsenteret ved ferniseringen på Aarhus Bibliotek. I den skifter en kubistisk stjernegrafik og tekstens typografiske udtryk fra side til side og leder tankerne hen på at ligge på ryggen og kigge op i himlen. Det giver en afslappende fornemmelse, der understøtter tekstens eftertænksomme stemning.

Når du udvider med lyd og billede, udvider du også den noget puritanske opfattelse af, at litteratur kun er bogstaver på papir, og det tror jeg er godt. Teksten bliver taget ud af sit lukkede rum, siger Merete Pryds Helle og afviser, at netop det lukkede rum skulle være særligt afgørende for litteraturens kvalitet:

Det er godt at læse bøger, men det er også godt at inddrage nye mediers muligheder. Jeg ser det ikke som at sælge ud, jeg ser det som nyskabelse.

Selve idéen om at udbygge en tekst med et visuelt udtryk er dog ikke ny. Blandt de ældste eksempler er de illuminerede, håndskrevne udgaver af evangelierne, der kan dateres helt tilbage til det første årtusind efter Kristi fødsel. Her blev teksten udbygget med kunstfærdige illustrationer af både bogstaverne selv og helgener eller scenarier fra Bibelen.

Alligevel mener Anne-Marie Mai, litteraturhistoriker og professor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet, at der er en grundlæggende forskel på dengang og nu:

Den digitale teknik og internettet giver mulighed for, at ord, lyd og billeder udvikles sammen, bevæger sig og sætter hinanden stævne på helt nye måder, siger hun.

Det skaber en dynamik i litteraturen, der ikke er set i tidligere. Men hvad digitaliseringens foranderlighed gør ved litteraturens kvalitet, er stadig til debat. For hvornår bliver en tekst for mudret sammen med andre medier og læserdeltagelse til ikke at være ordentlig litteratur? Og hvis alle bare skriver løs på internettets sider for fanfiktion, ødelægger det så ikke mere, end det bygger op?

Det er lektor Kjetil Sandvik ikke bange for:

Nogen ser alt det her, som at vi er på vej lige lukt i afgrunden. De mener, at det forfladiger litteraturen, hvis alle skriver, og ingen læser. Men det er der altså ikke så meget, der tyder på. Det øger tværtimod interessen for litteratur at prøve kræfter med det selv. Og uanset hvor meget teknologi der er, vil nogen være bedre til at skrive end andre, og det vil være dem, der får opmærksomhed og bliver forfattere, siger han og peger på, at den store mængde litteratur dog øger behovet for, at nogen filtrerer og finder det gode blandt det dårlige.

Heller ikke professor Anne-Marie Mai mener, at det skal ses som en trussel mod litterær kvalitet, når digitaliseringen skubber til litteraturbegrebets grænser. Det kan derimod være nødvendigt, for det er vigtigt, at litteraturen følger med tiden, hvis den fortsat skal kunne bruges til at reflektere over tilværelsen:

Litteratur er menneskets ordkunst, og den kan trives i alle mulige medier og genrer. Det at læse litteratur er ikke længere kun at sidde i en lænestol med en god bog og bladre langsomt fremad. For litteraturen holder ikke bare et spejl op for virkeligheden. Den svarer vores tid, den rammer vores tid, den prøver at udfordre os og få os til at tænke os om. Derfor bringer digitaliseringen også litterær fornyelse.