Var H.C. Andersen en kongelig fugl?

Jens Jørgensen videreudvikler i ny bog sin tese om digteren som kongesøn

I sin nye bog videreudvikler Jens Jørgensen sin tese om, at H.C. Andersen i virkeligheden var biologisk søn af komtesse Elise Ahlefeldt-Laurvig og prins Christian Frederik, den senere kong Christian VIII. Her er det en statue af eventyrdigteren i Kongens Have i København. – Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Da H.C. Andersen i en alder af 14 år drog fra Odense til København, var kongefamiliens tidligere amme angiveligt med i dilegencen. Hun sørgede for at finde logi til ham, ligesom hun i det hele taget fik ham anbragt ”de rigtige steder”.

Dette ifølge forhenværende rektor Jens Jørgensen i bogen ”Et kongeligt eventyr. En biografisk fortælling om H. C. Andersens oprindelse”, hvor han videreudvikler den tese, som han præsenterede i ”H.C. Andersen – en sand myte” (1987). Ifølge tesen – der blev mødt med massive potester – var digteren ikke som hidtil antaget søn af et fattigt skomagerpar, men i stedet bortadopteret til dette. Begrundelsen angives at være, at hans påståede biologiske forældre, komtesse Elise Ahlefeldt-Laurvig og prins Christian Frederik, den senere kong Christian VIII, ikke kunne tage sig af ham.

I de mange år, der siden er gået, er Jørgensen blevet bestyrket i overbevisningen om teoriens holdbarhed. I forordet til den nye bog skriver han, at han har ”været i kontakt med et væld af mennesker, som lå inde med materiale og oplysninger” af relevans for hans grundige og pædagogisk præsenterede undersøgelser. Desuden har han støttet sig til ”en række væsentlige bøger”, der har kunnet bidrage med nye detaljer. Det nu foreliggende værk betegner han som ”langt mere kildeorienteret” end det første.

Man kan forestille sig, at nogle vil læse ”Et kongeligt eventyr” ud fra et ønske om at fastholde afvisningen af Jens Jørgensens tese. Imidlertid er han velbevæbnet med argumenter til dens forsvar, blandt andet i form af de mange teksthenvisninger. Det mindste man må forlange er, at hans seriøse og dybtgående arbejde tages alvorligt. Han kan ikke med rimelighed skubbes til side som en person, der lider af ”en fiks idé”.

Jørgensen hævder ikke, at han har bevist sin tese. Men – må jeg indrømme, at jeg mener – han har yderligere sandsynligjort den.

Man må med Jens Jørgensen undre sig over, at en skomagerenkes fattige, aparte dreng legede med en prins på Odense Slot. Men det gjorde han, fortæller digteren selv i én udgave af sine erindringer, ”Levnedsbogen”. Prinsen var den senere Frederik VII. Forfatteren mener, at H.C. Andersen kom på slottet efter ønske fra prins Christian Frederik, der gerne ville se sin søn, når lejlighed bød sig. Jørgensen noterer, at Andersen bevarede et godt forhold til Frederik VII, efter at denne var blevet konge. Ja, han kan endog henvise til en påfaldende uformel omgangstone – som mellem beslægtede.

Som Jens Jørgensen skriver, er det alment anerkendt, at H.C. Andersen modtog støtte fra kongehuset. Men – tilføjer han – ikke at der var tale om en støtte ”i helt ekstrem grad”. Påstanden om, at den var begrundet i en dokumentation af særlige evner hos den unge H.C. Andersen, betegner han som en ren efterrationalisering.

”Faktum er, at kongehuset støttede H.C. Andersen på trods af, at han ikke udviste hverken kunstneriske, litterære eller dannelsesmæssige evner.”

Jørgensen finder spor af, at digteren skrev sin historie ind i flere eventyr, først og fremmest ”Den grimme ælling” – der for ham ikke er en udviklingshistorie, men en adoptionshistorie om en kongelig fugl – en svane – der er blevet anbragt i en andegård. ”Alt i alt” – lyder konklusionen – ”er ’Den grimme ælling’ et meget stærkt indicium for, at H.C. Andersen selv kendte sin afstamning”.

Jørgensen mener at have påvist, at Andersen fik oplysningen derom senest i 1839, da Christian Frederik (Christian VIII) blev konge.

H.C. Andersen byggede omhyggeligt en myte op om sit liv. Sandheden skrev han – som Jens Jørgensen ser det – ind i eventyret:

”Det gjør ikke noget at være født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svaneæg!”.

Eller gør det alligevel noget? Med dette drilske spørgsmål afslutter Jørgensen sin bog.