Var Muhammed og hans krigere kristne?

Fejende flot bog om islams tidlige historie rummer en kontroversiel og problematisk hovedtese

Bogen henvender sig både til undervisere, elever og til den alment interesserede læser, der gerne vil orientere sig i tidlig islam, skriver anmelderen
Bogen henvender sig både til undervisere, elever og til den alment interesserede læser, der gerne vil orientere sig i tidlig islam, skriver anmelderen.

Pensioneret lektor i historie og geografi Jørgen Junker Grimstrup har skrevet en bog om islams historie med righoldige illustrationer og flot opsætning. Via forlagets hjemmeside kan man sågar finde ekstramateriale til bogen. Grimstrup har nemlig lavet en række spørgsmål til bogen, der gør, at den kan bruges i gymnasieundervisningen for eksempel. Dermed henvender bogen sig både til undervisere, elever og til den alment interesserede læser, der gerne vil orientere sig i tidlig islam.

Grimstrup er fortrolig med nyere islamforskning, ligesom han selv har konsulteret en række af de ældre historiske kilder, som er grundlaget for selve islamforskningen. Anledningen til at skrive bogen har ifølge forfatteren været, at der på dansk ikke findes lærebøger om arabernes erobringer år 630-750.

Man skal her lægge mærke til, at Grimstrup taler om arabere og ikke muslimer. Forfatteren mener nemlig ikke, at islam var etableret som religion i år 632 – det år, hvor profeten Muhammed afgik ved døden. Forinden – det var i år 627 – foranstaltede fredens profet massemordet på over 600 bagbundne jøder, hvis koner og børn endte som slaver. Grimstrup nævner henrettelserne, men han mener faktisk ikke, at bødlerne var muslimer endnu. Grimstrup skriver:

”Før 685 levede arabere og erobrerede adskilt. Araberne anlagde garnisonsbyer i erobrede lande, men de troende og de erobrede kom i almindelighed godt ud af det med hinanden. De troende bekæmpede ikke kristne, da de anså kristne som en del af deres kreds.”

Og senere i bogen hedder det:

”Før 685 behandlede araberne kristne og jøder overvejende godt, da de troende stort set anså jøder og kristne for en del af deres kreds.”

Men er påstanden rigtig? Kaliffen (lederen af det islamiske samfund) Umar Ibn al-Khattab sendte i 636 et ultimatum til den persiske konge, som fik besked på at dyrke Allah, hvis han ville undgå krig og ødelæggelse, og den senere kalif Muawiya sendte i 651 ifølge biskop Sebeos et tilsvarende brev til den kristne kejser i Byzans med besked om, at såfremt han ikke fornægtede Kristus, ville det udløse krig. Begge disse kilder er fra 600-tallet, og her lyder det ikke just, som om islam er en senere opfindelse.

Endnu mere betænkelig bliver man under læsningen af følgende:

”Der skete et afgørende religiøst skifte i Spanien i 800-tallet, idet arabisk kristendom blev til islam. Den samme glidende bevægelse skete i Mellemøsten. Mens mohamad i 600-tallet betød ’den lovpriste’, dvs. Jesus, blev mohamad i 800-tallet til personen Muhammed.”

Man gnider sig vantro i øjnene. Mener Grimstrup, at Muhammed og hans trosfæller oprindelig var kristne og først blev muslimer i 800-tallet? Det er ikke helt til at vide. Forfatteren finder synspunktet udtrykt hos en vis Norbert G. Pressburg, der på eget forlag har udgivet et værk om islam. Her savner man en kritisk stillingtagen til tesen om et så dramatisk religionsskifte blandt araberne. Men man må lade Grimstrup, at han ikke er bange for at lancere alternative udlægninger, som han kalder det. Om arabernes erobring af Spanien i 711 hævder han videre med henvisning til ”Krøniken fra 754”, at man ikke har indtryk af, at ”erobrerne var muslimer eller i det hele taget havde en anden religion end befolkningen i Spanien”. Sjovt nok kan man via forlagets hjemmeside finde flere kildehenvisninger, der tegner et helt andet og grusomt billede af arabernes erobring af Spanien. Historikeren al-Maqqari skriver med udgangspunkt i ældre arabiske kilder, at erobrerne ”hærgede alle kirkerne på deres vej og ødelagde alle deres kirkeklokker”. Hvorfor skulle araberne gøre det, hvis de i virkeligheden selv var en slags kristne?

Grimstrup er på ingen måde islamofil, han er først og fremmest en nysgerrig og uortodoks akademiker. Og det er bestemt en kvalitet, men det er problematisk, at han undervejs ikke tydeligere varedeklarerer, hvor opsigtsvækkende og kontroversielle nogle af hans vinklinger rent faktisk er. Der er heller ikke noget forgjort i, at Grimstrup er kritisk i forhold til den etablerende forskning, men læseren bør orienteres helt tydeligt derom i en lærebog, som kan anvendes på ungdomsuddannelserne. Det sker ikke i tilstrækkeligt omfang i denne bog, der ellers vidner om et stort formidlingstalent, stor flid og stor indsigt i emnet.