Var verdens mest prominente ateist på vej til at blive kristen inden sin død?

Portrætbog om forfatteren og polemikeren Christopher Hitchens rummer både fængende og pinlige kapitler

Den navnkundige ateist Christopher Hitchens var måske ikke helt så stålsat i sin ateisme, som han gav udtryk for i sin bog ”Gud er ikke stor”.
Den navnkundige ateist Christopher Hitchens var måske ikke helt så stålsat i sin ateisme, som han gav udtryk for i sin bog ”Gud er ikke stor”.

Nej, han konverterede ikke til kristendommen på sit dødsleje.

Men den navnkundige ateist Christopher Hitchens var måske ikke helt så stålsat i sin ateisme, som han gav udtryk for i sin bog ”Gud er ikke stor”.

Denne opsigtsvækkende påstand kommer fra en af Christopher Hitchens’ venner. Larry Taunton tilhører ganske vist den evangelikale bevægelse, men han kom alligevel til at stå Christopher Hitchens nær. De havde mødt hinanden i forbindelse med et debatmøde, hvor Hitchens havde erklæret, at det var hans mål at bekæmpe al religion.

Men når Hitchens ikke stod på podiet, kunne han godt give udtryk for ateistiske anfægtelser. ”Fanatikeren gemmer altid på en hemmelig tvivl,” skriver Taunton med et citat fra John le Carré.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og Tauntons bog handler for store deles vedkommende om denne tvivl.

Christopher Hitchens var fra 1964 og frem til den 11. september 2001 at finde blandt de mest indignerede ånder på den yderste venstrefløj. Alt dette ændrede sig efter angrebet på tvillingetårnene. Dette var et chok, en gru, et aldrig overvundet traume, og det kom til at forme Hitchens holdning og horisont og betød, at han – den gamle venstrefløjsaktivist – sågar støttede genvalget af George W. Bush.

En bærende tese i Tauntons bog er, at Hitchens livet igennem førte et dobbelt bogholderi. Han var for seksuel frigørelse, men erklærede sig enig i den traditionelle kirkelige modstand mod abort. Han skosede af princip al religion, men tænkte alligevel tilbage på sin tid som kordreng med stor glæde. Han var egentlig socialist, men fandt sig med tiden umådelig godt til rette blandt erklærede patrioter i de amerikanske sydstater.

Jo, Hitchens var paradoksernes mand, og da Larry Taunton først gang mødte Hitchens, spurgte han til den manglende tro. ”Hvem siger, at jeg ikke tror?”, replicerede Hitchens, hvorpå han rasede over engelske biskopper, der svigtede deres opgave ved at lefle for islam.

Hitchens kom til at betragte Taunton som en slags sjælesørger, og forfatteren citerer uden at rødme de ord, hvormed Hitchens anpriste Taunton på tv: ”Hvis alle i USA havde samme kvaliteter i henseende til loyalitet og omsorg for andre, som Larry Taunton har, så ville vi leve i et meget bedre samfund.”

Da Hitchens havde fået konstateret spiserørskræft, indvilligede han i at studere Johannesevangeliet sammen med Larry Taunton.

Da de havde læst om opvækkelsen af Lazarus, vedgik Hitchens, at teksten ikke var uden appel til en døende mand. For når de to mænd havde lukket døren til offentligheden bag sig, så indtraf der et positivt skifte i Hitchens’ sind med velovervejede blottelser, og man stod ikke længere så stejlt over for hinanden som på podiet.

Således erklærede også forfatteren Ian McEwan ved Hitchens’ kiste, at ateister godt kan udvikle en art åndelig anoreksi, hvor de ikke tager næring til sig: ”Og i et par samtaler, jeg havde med Hitch, fornemmede jeg, at denne problematik rumsterede i hans sind.”

Her går Larry Taunton betydeligt længere. Det er forfatterens påstand, at Hitchens åndeligt talt var stået af ateismens tog ved sin død, men at han fortsat tragtede efter publikums gunst, de sammensvornes ridderslag plus den kulturradikale klasses nådige nik. Er det den gamle historie om leopardens pletter og zebraens striber? Muligvis kan man fjerne både pletter og striber på dyrene, men så er de jo ikke leoparder og zebraer længere. Og hvad var Hitchens uden sin ateisme? Og ingen anfægtede Hitchens’ eminente talegaver, som han brugte, når tvivlere skulle overbevises, eller når springende punkter på den ateistiske dagsordenen skulle tales på plads.

Bogen rummer skarpe og følsomme erindringsglimt af den dødssyge Christopher Hitchens. Men kritikerne kan have ret i, at Taunton overmelder sine kort, når han ligefrem i titlen taler om Hitchens’ ”tro”, ligesom det er dristigt at hævde, at Hitchens blev ved at kalde sig ateist, fordi han ikke orkede en mental U-vending på falde-rebet. Omvendt skal man også lægge mærke til, med hvilken vrede ateistiske venner har kastet sig over Tauntons bog. Som det arabiske ordsprog lyder: Ingen kaster sten efter et træ uden frugter.

Samlet set rummer Larry Tauntons bog derfor kapitler, der fænger, kapitler, der ikke fænger, og kapitler, der bare er pinlige.