Prøv avisen

Varm tofu og ensomhed

Hiromi Kawakami: Senseis mappe. Oversat af Mette Holm. 220 sider. 299 kroner. Hr. Ferdinand.

Smuk japansk kærlighedsfortælling om yngre kvinde og ældre mand er helt sin egen

Tun med gærede sojabønner, syltede perleløg og lotusrod i sød soja og sesamolie. Sådan lyder den 37-årige kvinde Tsukikos bestilling på en lille bar, den dag hun tilfældigt støder på sin gamle gymnasielærer. Han sidder ved siden af hende og har bestilt det samme.

De to personer er de centrale i den prisbelønnede kvindelige japanske forfatter Hiromi Kawakamis første roman på dansk, og den er en lille glimtende perle om tilbageholdt, intens kærlighed. Formen er nedbarberet som et haikudigt, så det, der nævnes, står lysende og dragende. LÆS OGSÅ: Det glade budskab - vi må gerne have det skidt

Mange af de ting, der optræder, får deres egen magi. Det kan for eksempel være en hel række japanske småretter, som serveres på den lille bar ved stationen, der bliver Tsukiko og gymnasielærerens mødested. Det kan være flasker af sake, som drikkes under en svampetur i kølige bjerge med to fætre, der er som spejlinger af hinanden, og det kan være en gammeldags spillemaskine i en spilleautomathal, som de besøger.

Men det, der for alvor drager, er forholdet mellem de to umage hovedpersoner. Tsukiko kan ikke huske gymnasielærerens navn og kalder ham konsekvent for sensei lærer. Han er midt i 60erne og underviser i klassisk japansk, men vi får kun i få, pludselige glimt indblik i hans liv.

Det samme gælder Tsukiko, romanens fortæller. Alt foldes langsomt og kun antydningsvist ud, men den menneskelige tiltrækning og nærværet mellem den tidligere elev og hendes lærer er klar fra side et.

Det samme er deres ensomhed. Tsukiko kan drikke sake og gør det flaske efter flaske. Hun kæmper med, om det kan være rigtigt, at hun og sensei skal have et forhold, men også med at tæmme sine voldsomme følelser og sin længsel efter ham. Det virker, som om han er den eneste, hun taler med, men der nævnes også veninder, og så dater hun undervejs en tidligere gymnasiekammerat.

En nytårsdag går hun grædende gennem sneen, fortvivlet alene og sparker til tomme dåser, mens hun forsøger at huske stroferne i en simpel vintersang. Det er et af de tydeligste udtryk for hendes sindstilstand. Ellers er hun mest tørt humoristisk og let fortabt.

Det er begrænset, hvad der sker i løbet af romanen, og det er en styrke. Den er et miks af melankoli og skævhed, af Sophia Coppolas film Lost in Translation og litterær ypperlighed.

Den anonyme betegnelse sensei, aldersforskellen mellem de to og så det forhold, at Tsukiko ofte venter på ham mere end omvendt, gør, at romanen også læner sig op ad erotisk litteratur om unge kvinder og ældre dominerende mænd.

Men samtidig er Tsukiko ikke helt ung, og sensei slet ikke dominerende, men snarere fåmælt og lidt af et drys med hans egne ord.Hiromi Kawakamis Senseis mappe er først og fremmest helt sin egen.

Vil du så indlede et forhold til mig baseret på kærlighed?, spørger sensei formelt og med tilbageholdt åndedræt mod slutningen.

Som læser har man for længst overgivet sig til deres særlige forbindelse og til romanens nedbarberede, funklende form, der bedst kan beskrives som sanselig, skævtunet minimalisme.