Prøv avisen

Vatikanet skifter kurs over for Harry Potter

Billede fra filmen, som har premiere i Danmark 17. juli. - Foto: Warner Bros.

Tidligere har Vatikanet kritiseret Harry Potter-bøgerne for at fremme trolddom og heksekraft, men nu roser Vatikanets dagblad den nyeste filmatisering

Filmen 'Harry Potter og halvblodsprinsen' får en uventet god modtagelse af Vatikanstaten.

Den sjette film om Harry Potters uddannelse på trolddomsskolen Hogwarts og hans kamp mod den onde Lord Voldemort har premiere i Danmark 17. juli, og den får hele fire stjerner i Vatikanets dagblad, L'Osservatore Romano.

Tidligere har paven og religiøse grupper kritiseret Harry Potter-bøgerne for at fremme trolddom og heksekraft og for at hylde en forkert slags helt.

Ifølge L'Osservatore Romano findes der en magi i filmen, som minder om magien i 'klassiske eventyr'. Og ved filmens afslutninger er det 'værdien af venskab, altruisme, loyalitet og selvopofrelse', som overskygger de magiske tricks. Det skriver Vatikan-avisen i en anmeldelse ifølge Catholic News Service.

Filmen kaldes den bedste af de seks Harry Potter-film, og den får desuden ros af dens fremstilling af ung kærlighed og for budskabet om, at det gode vinder over det onde.

Tidligere på året kritiserede den konservative østrigske præst Gerhard Maria Wagner de syv Harry Potter-bøger og beskrev dem som 'satanisme'. Paven forfremmede Wagner til vicebiskop i Linz, men han trådte senere tilbage fra denne post på grund af flere udtalelser, som vakte offentlighedens vrede.

Inden pave Benedikt XVI blev udnævnt advarede han stærkt mod Harry Potter-bøgerne, dengang som kardinal Joseph Ratzinger. Han skrev blandt andet, at bøgerne 'rummer raffinerede forførelser, som man knapt lægger mærke til, men som, præcis fordi de har stor effekt, kan forvrænge kristendommen i sjælene, førend den rigtigt udvikler sig'.