Ved Rungstedlund genskabte Karen Blixen den vilde natur, hun elskede

Karen Blixen blev født i, skrev sine værker fra og døde på Rungstedlund. En kort digterrute bringer gæsterne helt tæt på forfatteren

“Jeg vil gerne tænke mig Rungstedlund i fremtiden i mange år kunne være et åndehul midt i en stor by,” sagde Karen Blixen om fuglereservatet ved hendes hjem.
“Jeg vil gerne tænke mig Rungstedlund i fremtiden i mange år kunne være et åndehul midt i en stor by,” sagde Karen Blixen om fuglereservatet ved hendes hjem. . Foto: Leif Tuxen.

De nedfaldne blade knitrer for hvert skridt, Elisabeth Nøjgaard tager. Fuglene kvidrer, og lyset bryder gennem de orange trækroner og spejles i den lille sø. Det er en solskinsrig formiddag i Nordsjælland. Museumsdirektøren har skiftet sine stiletter ud med gummistøvler, for så snart man kommer væk fra den sirligt vedligeholdte have oppe ved museet, begiver man sig ud på en sti i et ujævnt og vildt terræn på landets først opførte digterrute – digterruten for Karen Blixen. Hvad angår digterrutens placering, bliver det næppe mere oplagt end her i det fredede fuglereservatet ved Rungstedlund.

Det var i huset, der nu er et museum, at Karen Blixen blev født i 1885. Her hun vendte syg og sønderknust tilbage til efter at have mistet farmen, sit elskede Afrika og sit livs kærlighed, storvildtjægeren Denys Finch Hatton. Med kig ud på fuglereservatet skrev hun de fortællinger, der gjorde hende til en verdensberømt forfatter. Og i enmandssengen oppe på første sal i hjemmet, med udsigt over havet, døde hun.

Karen Blixen fik selv provsteviet sin grav i fuglereservatet før sin død. Nogle forbipasserende gæster har lagt kastanjer i form af et hjerte.
Karen Blixen fik selv provsteviet sin grav i fuglereservatet før sin død. Nogle forbipasserende gæster har lagt kastanjer i form af et hjerte. Foto: Leif Tuxen

”Det var med blandede følelser, at Karen Blixen boede her. Det var her, at hendes far lærte hende at færdes i og elske naturen sammen med dyrene. Og hun så utrolig meget op til sin far. Hun elskede havet og huset. Men hun syntes også, at Danmark var borgerligt, og at man havde glemt at prioritere fantasien. Hun vælger selv at leve for fortællingen, for det var en stærk platform for at undersøge, hvem vi er, og hvordan vi vender os ud mod verden,” siger Elisabeth Nøjgaard, netop som hun har passeret den første bænk på digterruten, hvor man kan høre om Karen Blixen og det maleriske i hendes fortællinger.

På den korte rute rundt i fuglereservatet er 10 grønne bænke stillet op, der alle giver et vue ud over naturen. Her kan man høre eksperter fortælle om temaer i Karen Blixens forfatterskab og liv, og – i bogstaveligste forstand – gå i forfatterens fodspor.

”Hun gik her mindst en gang om dagen, og når hun havde gæster om aftenen, så var der altid en aftentur efter middagen,” fortæller Elisabeth Nøj-gaard og fortsætter langs stien omgivet af træer og dødt ved.

Karen Blixen omdannede selv det 15 hektar store areal til et fuglereservat og økosystem med stor diversitet, da hun vendte tilbage til Rungstedlund. Uden arvinger valgte hun, at fuglereservatet skulle doneres efter hendes død. I dag opretholdes det af museet efter en detaljeret plejeplan.

”Hun ville gerne have, at det blev et paradis for fugle og et åndehul for mennesker. Et sted, hvor børn leger tagfat, unge kysser, og gamle sidder i skyggen og tænker, her er skønt,” siger Elisabeth Nøjgaard, som hun går længere ad digterruten.

I 1914 giftede Karen Blixen sig med den dansk-svenske baron Bror von Blixen-Finecke, som hun tog til Afrika med for at komme væk fra sit borgerlige liv i Danmark.

Her levede hun i 17 år et ukonventionelt liv, hvor de drev en kaffefarm ved Ngong Hills i protektoratet Britisk Østafrika og gik på jagt. De år, som er omdrejningspunktet for ”Den afrikanske farm”, beskrev hun som de bedste i sit liv.

I 1925 blev de skilt, og efter flere års økonomiske problemer blev farmen solgt i 1931. Karen Blixen vendte tilbage til barndomshjemmet, hvor hun skrev ”Syv fantastiske fortællinger” færdig, som hun debuterede med i 1934 i USA under pseudonymet Isak Dinesen. Året efter udkom den i Danmark og vakte både begejstring og forargelse.

Pagterne på vejen til storhed

På den ene side af stien ligger en stor græsfold. Der går normalt køer, men de er blevet taget ind, nu hvor vinteren er på vej, fortæller museumsdirektøren.

En mand kommer gående med sin søn på skuldrene på den ellers affolkede sti. Drengens røde hår falder i ét med de orange trækroner omkring dem i landskabet. De er på et kort besøg i Danmark på vej hen til deres sommerhus i Sverige, forklarer Finn Ruppert, der er neurokirurg i Berlin.

”Nogle gange bruger vi nogle nætter i København, og så kommer jeg forbi her engang imellem. Det er et godt sted. Jeg opdagede Karens bøger for mange år siden, og jeg elsker hendes historier. Jeg læste ’Den afrikanske farm’, og det var meget bevægende,” siger han og gestikulerer med hovedet op mod den treårige søn på sine skuldre.

”Faktisk har jeg kaldt ham Bror. Så det er en del af historien,” siger han smilende, før de to går videre ind i efterårslandskabet.

Tyske Finn Ruppert er på tur på Rungstedlund med sin treårige søn, Henry Bror, der er opkaldt efter Karen Blixens mand, Bror von Blixen-Finecke, som hun drev kaffefarmen i Afrika med.
Tyske Finn Ruppert er på tur på Rungstedlund med sin treårige søn, Henry Bror, der er opkaldt efter Karen Blixens mand, Bror von Blixen-Finecke, som hun drev kaffefarmen i Afrika med. Foto: Leif Tuxen.

Ved rutens næste stop, Fruens bænk, som ligger i udkanten af fuglereservatet, er der udsigt til Folehaveskoven. Planen er, at digterruten skal udbygges og også omfatte et stop der. Inde i skoven står en speciel sten. Det var ved denne, at Karen Blixen sammen med sin syv år yngre bror, Thomas, lavede sin første pagt, hvilket Elisabeth Nøjgaard fortæller om i et af rutens andre stop.

Deres fader, Wilhelm Dinesen, der på tragisk vis tog livet af sig selv, da de var børn, havde lært dem om fugle ude i skoven. Derfor følte de i skoven den største samhørighed med faderen. Karen Blixen er 21 år, da de står ved stenen og sammen indgår en pagt om at leve for det store i livet.

”Det bliver gennemgående for resten af hendes liv, at hun altid stræber efter at præstere det ypperste. Og de har løbende en samtale om den pagt, de indgik,” siger Elisabeth Nøjgaard.

Karen Blixen laver også andre pagter i sit liv, forklarer museumsdirektøren. Hun indgår pagter med Afrika, med naturen, med den unge digter Thorkild Bjørnvig, der i en tid bor på Rungstedlund og skriver – og så laver hun en pagt med djævelen, som hun hævder, giver hende gaven til at kunne forvandle sit liv til fortællinger, mod at hun aldrig kommer til at leve et almindeligt liv med mand og børn.

Rundt om hjørnet ligger en hestefold, hvor tre heste står og græsser denne stille formiddag. Fortsætter man ned ad digterruten, står der en lille bronzealderhøj med en mindesten. Det er Ewalds Høj, opkaldt efter digteren Johannes Ewald, der i 1700-tallet kom på Rungstedlund, da det var en kro. På toppen står der en lille bænk.

”Her sad Blixen ofte og røg sine cigaretter og havde samtaler med sig selv og andre,” fortæller Elisabeth Nøjgaard, da hun har vandret op på toppen.

”Da det var allermest betændt i slutningen af venskabet med Thorkild Bjørnvig, var det for svært at mødes i huset, og så mødtes de heroppe. Og hun havde altid sin store schæferhund, som hun kaldte Sheiken, med,” siger hun.

Kærlighedsaffære med naturen

Dyrefolde, de 200 fuglekasser, dødt ved og vild natur spiller alle en vigtig rolle i økosystemet her i fuglereservatet.

Og Karen Blixen følte sig på mange måder som en del af naturen.

”Hun lærte et ritual i Afrika – når der var nymåne, gik hun ud her og dansede en lille dans. Nogle siger, at hun nejede tre gange for månen. Hun var meget optaget af mennesket som et element i kosmos. Nymånen symboliserer kvindelighed, men også jordens cyklus, så når den bryder frem, er det en påmindelse om, at det begynder forfra. Thorkild Bjørnvigs søn fortalte, at det var noget, faderen tog med hjem til sin familie, og at han er vokset op med, at når nymånen kommer frem, går man ud og hilser den velkommen,” siger Elisabeth Nøjgaard med et smil.

Nær stien strækker et stort bøgetræ armene vidt ud. Træet er over 300 år gammelt, og under det ligger en stentavle, hvor forbipasserende gæster har lagt kastanjer i form som et hjerte. Her ligger Karen Blixen begravet og blev på den måde en del af naturen.

Karen Blixen blev født, levede og døde på Rungstedlund. I dag er det blevet et museum for forfatteren og huser Det Danske Akademi, som Karen Blixen var blandt initiativtagerne til.
Karen Blixen blev født, levede og døde på Rungstedlund. I dag er det blevet et museum for forfatteren og huser Det Danske Akademi, som Karen Blixen var blandt initiativtagerne til. Foto: Leif Tuxen

Kærlighed til naturen er også kendetegnende for hendes fortællinger, der indeholder sanselige naturbeskrivelser.

”Hendes fortællinger er generelt ikke særligt stedsspecifikke. Det er enten et køligt nord i Skandinavien, eller også er det Sydeuropa. Der, hvor man kan genkende Rungstedlund, er i hendes beskrivelser af årstider og fugle, som er flettet ind i fortællingerne,” siger Elisabeth Nøjgaard og fortæller, at det på Karen Blixens tid var en stor årlig begivenhed, når nattergalen den 8. maj vendte tilbage fra sit vintertræk. På digterruten er der ligeledes et stop, hvor man kan høre om forfatterens forhold til natur og fugle. Og så er der naturligvis et stop om jagten.

”Faderen var jæger, men det kom fra en kærlighed til dyrene og naturen, og det er også det, som Blixen prøver at udtrykke i ’Den afrikanske farm’, at det nærmest er en kærlighedsaffære, når hun går på jagt.

Men det er noget, som hun diskuterer meget med Denys Finch Hatton. Og hun når til sidst frem til, at det ikke er etisk forsvarligt at skyde dyr – så bliver safarien i stedet en kulturoplevelse,” siger Elisabeth Nøjgaard, som vi går forbi Boganis Bænk, hvor man kan høre om jagten. Store afskårne kastanjetræer står ved den lille sø oppe ved museet, og grønne skræpper vokser livligt.

”I foråret er skræpperne store og strutter. De bliver mere end mandshøje. Det ligner, at man går i en afrikansk jungle,” siger Elisabeth Nøjgaard, som hun går over den lille hvide Monet-bro, der dækker den smalle sø.

Det er de sidste skridt, før man træder ud af det vilde fuglereservat til den ordnede have. Oppe ved museet er gæsterne begyndt at dukke op for at gå en tur i Karen Blixens fuglereservat.

”Man kan næsten mærke, at hun har gået her. Jeg tror ikke, at der findes mange kunstnerhjem i verden, hvor kunstneren er født, vokset op, hvorfra de har skabt al deres kunst, og hvor de er døde. Det er meget unikt. Hun ville noget med det her sted, hun har været her og brugt det. Det er nok en af grundene til, at hendes tilstedeværelse er så stærk,” siger Elisabeth Nøjgaard med et smil, før hun siger farvel ved museet.