Prøv avisen

Forord af Ida Jessen: Lykke-Per er en af de bedste danske bøger nogensinde

Per er dagens mand: en egoist og en fantast, der ikke tåler det forpligtende. Han begærer hedt, og når målet er inden for rækkevidde, trækker han sig tilbage, skriver Ida Jessen. Foto: Rolf Konow/Nordisk Film

Henrik Pontoppidans Lykke-Per er en af de bedste danske bøger nogensinde, skriver forfatteren Ida Jessen i forordet til en ny udgave af romanen. Forordet bringes her med eneret for Kristeligt Dagblad

Af Henrik Pontoppidans mange bøger står Lykke-Per for mig som den bedste. Det er også en af dansk litteraturs absolut bedste bøger. Over 100 år efter, at den blev til, er den stadig lige vedkommende og levende og desperat og lysende fuld af tvivl, ambivalens og indsigt. Lige mesterlig i replikken og situationen, i persontegningen og i oprulningen af en stor historie, der løber over mange, mange år. Her er et stort samfundsportræt, fyldt af mennesker, der er så levende tegnet, at de er af kød og blod. Det er den magi, som stor kunst kan udøve.

LÆS OGSÅ: At læse Pontoppidan er en slags trøst

Hvis man mærker bogens alder, er det i visse forestillinger om stærke mænd som førere for nationen og andet af den slags, som vi gjorde os færdige med efter Anden Verdenskrig. Men det er bagateller, der forsvinder i skikkelsernes basketag med tilværelsen.

For skikkelserne er nutidige. Per er dagens mand: en egoist og en fantast, der ikke tåler det forpligtende. Han begærer hedt, og når målet er inden for rækkevidde, trækker han sig tilbage. Han fader simpelt ud på en for andre og ham selv næsten umærkelig måde. Han kan ikke forvandle sit begær til venskab eller kærlighed eller bare helt gement arbejde. Han passer perfekt til definitionen af den moderne narcissist.

Men selvom man måske synes, at man gennemskuer Per, er der noget gådefuldt ved ham. Hvad ER der med ham? Hvorfor får han ikke sin eksamen? Hvorfor ligger han og driver i en robåd, mens det, som han har kæmpet for hele sit liv, bygges op til en kulmination og derefter smuldrer? Det er, som om han skiftevis befinder sig i et vakuum, slukket for sig selv og helt uinteressant for andre, og skiftevis mødes af skamros og overvurdering af både sig selv og sin omverden.

Det er historien om mindreværd og arrogance som for- og bagside af samme mønt. Per føler sig hævet over andre. Han føler, at han er bedre, at han kan mere, vil mere, og laver han en storslået plan og en opfindelse, vil han ikke gøre benarbejdet for at få den ud i verden. Det er under hans niveau.

Men Lykke-Per er ikke kun en roman om ambitioner og om at erobre verden. Først og fremmest er det en brændende kærlighedshistorie om, hvordan bondeknolden Per møder den rige og højt-begavede Jakobe Salomon, der elsker ham så højt, at hun er ved at gå til grunde af sin kærlighed.

Skildringen af Jakobe er et af de stærkeste kvindeportrætter i dansk litteratur. Her spiller Pontoppidan på det ambivalente forhold, som var fremherskende over for det jødiske og i særlig grad de jødiske kvinder, som man for eksempel også ser det hos Johannes V. Jensen. De jødiske kvinder var emanciperede, uddannede og avancerede i modsætning til de danske. Men de var også til en vis grad urørlige på grund af deres religion. Det omgærdede dem med en særlig sexet dæmoni og tillokkelseskraft. De var så farlige, at man fuldt berettiget kunne forlade dem.

Jakobe er i enhver henseende Per overlegen. Men hun tester sine evner ved at insistere på at bruge dem på den forkerte. Det er den gamle historie om mand og kvinde. Om kvinden, der vil nå manden, åbne ham, forstå ham og som tak selv blive set og forstået. Og om manden, der ikke vil nås.

Pontoppidan går helt ind i kernen af Jakobes lidenskab, af hendes håb, foragt og afmagt. Men han lader ikke Jakobe gå til grunde i bristede forhåbninger og kærlighedslængsler og resignation, selvom alt lægger op til det. Jeg kan ikke komme i tanker om andre samtidige danske forfattere, der undte kvinden andre muligheder end kærligheden til en mand. Georg Brandes var det moderne gennembruds mand, men det rokker ikke ved den kendsgerning, at han af hjertet var en mandschauvinist. Herman Bang lavede indfølte kvindeportrætter, men lod kvinderne gå under i længsel og veghed. I Norge var der Ibsen, der skrev Et dukkehjem. Men her forlader han Nora, netop som hun skal tage springet ud i det selvstændige liv. Måske fordi han ikke har fantasi til at forestille sig, hvordan et sådant liv kunne forme sig. Måske fordi Nora er et programpunkt, en erklæring.

Pontoppidan forlader ikke Jakobe. Han vil fortælle os, at hun lever og har det godt. Så derfor har Lykke-Per to slutninger. Der er Pers slutning og Jakobes. Per finder livets mening i at finde hjem til sig selv. Det er et hjem, bygget på brokkerne fra mange brudte og afkappede livsafsnit, og der er kun plads til ham selv og hans egen udvik-ling eller indvikling. Hvorimod Jakobe bærer hele sin fortid med sig, sit samfundssyn, sin radikalitet, sin begavelse, sin kærlighed, og forener det hele, da hun grundlægger en skole for fattige børn.

Hvad vil Pontoppidan med de to slutninger? Vil han fortælle noget om mænd og kvinder? Vil han dømme? Eller vil han ikke dømme? Pontoppidan er centralperspektivets forfatter. Den navnløse, alvidende fortæller er det ordnende punkt i hele den vidtforgrenede historie. Siden modernismen er denne form for fortællerinstans blevet regnet for gammeldags.

Jeg synes, det i høj grad er på tide at se mere fordomsfrit på sagen. Og sagen er, at Pontoppidan ikke behøver et opløst sprog for at skrive om et sind i opløsning. Ud fra sit velordnede fortællestade kan han skrive om menneskelige følelser og sammenhænge, så man mærker dem som sine egne. Nu om dage ved vi, at alt er fiktion. Impressionismen, modernismen, postmodernismen, autofiktionen intet af det, der er fulgt efter Pontoppidan, virker sandere end alle mulige andre fortællekneb. På den baggrund er Pontoppidan rent stilistisk overraskende, ja, nærmest ny at læse. Her har vi at gøre med en fortæller, der ikke er forbeholden.

I Lykke-Per træder fortælleren generøst frem og siger: Nu skal jeg fortælle en historie om nogle mennesker og en tid, og jeg skal fortælle alt, hvad jeg ved. Jeg holder ikke noget tilbage. Men siger man alt, kommer der blot mere frem. Der er masser for læseren at grunde over.

Ida Jessen er forfatter. Hendes seneste udgivelse er romanen Ramt af ingenting.