”Cool, Calm and Collected” – det lyder flot. Museumsinspektør på ARoS Maria Kappel Blegvad har sammensat en spændstig udstilling med 47 danske kunstnere og kunstnergrupper, der viser et bredt udblik af, hvad der er på færde på samtidskunstscenen i disse år. Den ældste kunstner er født i 1955, de yngste i 1985, og som noget selvfølgeligt er der en ligelig kønsrepræsentation. Nogle værker er skabt specifikt til udstillingen, mens de fleste har et par år på bagen.
Men egentlig er min oplevelse, at det for de deltagende kunstnere i meget lille grad handler om at dyrke en form for ”coolness”. Som forfatter og billedkunstner Amalie Smith lidt undrende siger, da hun på en formidlingsvideo bliver spurgt, hvad hun tænkte, da hun hørte udstillingens titel:
”Jeg tænkte, er mine ting cool?”.
Derimod er det sandt, at en stor del af værkerne er meget smukke og også arbejder med skønheden som et direkte anliggende, lige fra Olafur Eliassons ”Your Condensation” fra 2013, en lysglitrende halvkugle udgjort af 321 små reflekterende glaskugler over Tove Storchs nye sprøde ubetitlede værk, en spinkel reolkonstruktion, der i sin stramme form bærer og beskytter et arkiv af skitser, som jo i deres væsen altid er intime og sårbare, og til Jette Hye Jin Mortensens installation ”We forget and we die all over again”, hvor man kan træde ind og stå under en original amerikansk silkefaldskærm fra Anden Verdenskrig sammen med sarte former i mundblæst glas.
I udstillingskataloget forklarer ARoS’ norske direktør Erlend G. Høyersten, at det, han har set, når han har kigget på dansk kunst, er, at ”mange danske nutidskunstnere i dag har et æstetisk formsprog, som minder os om arkitektur og design, der er frembragt i Danmark efter Anden Verdenskrig. Det dominerende formsprog er cool, behersket og samlet”.
Videre forestiller han sig, at dette udtryk måske ikke kun handler om vores møbeldesign, men i bredere forstand om den måde, på hvilken hele vores landskab, vores såkaldte natur dybest set er et gennemkultiveret og designet landskab. Det er en interessant tanke.
Måske er jeg så præget af denne danske designkultur, at jeg reelt ikke ser det, for det, jeg ser og oplever på ARoS’ stærke fremvisning af ny dansk kunst, er anfægtede, samtidsorienterede, kritiske, inderligt intuitive, generøse og smukke kunstneriske undersøgelser af, hvordan vi som mennesker er indfoldet i verden politisk, kulturelt, mentalt og biologisk.
Udstillingen har heldigvis ikke en stramt tematisk kuratering, men er i stedet organiseret åbent, og sådan at man som besøgende oplever selv at få lov til at finde udstillingens temaer på kryds og tværs. Der er ikke én rigtig vej man skal gå ad, men flere mulige spor. Det er befordrende.
Jeg kan godt lide ARoS’ nye udstillingsprincip, hvor man har fjernet de forklarende vægtekster og i stedet blot oplyst titel, år og materiale på et lille undseeligt skilt.
Vil man vide mere om hvert værk, kan man gribe til en lille handy gratis folder, hvor det i de fleste tilfælde lykkes at åbne værkerne for dem, der er nysgerrige. Indimellem kan det være nødvendigt, som stillet over for den vietnamesiskfødte Danh Vōs værk ”We the People”. I første omgang er der tale om store abstrakte, smukke skulpturer i kobber, der kan minde om dele fra et skib, men som folderen fortæller, udgør de blot dele af kunstnerens én til én replika af Frédéric A. Bartholdis 45 meter høje ”Frihedsgudinden” fra 1896, som har været så mange emigranters første møde med det forjættede land.
Der er værker, der handler om kroppen og vores kropsdyrkelse. Lige fra Lea Guldditte Hestelunds uudgrundelige træningsinstrument i sort gummi og velformet marmorkrop til Maiken Bents mere humoristiske skulptur ”Swing #4”, med kæder og bøjer, som et absurd redskab, der venter på at komme i brug i swingerklubbens barokke rum.
På en video kan man se performancekunstneren Lilibeth Cuenca Rasmussen iklædt mangearmet blækspruttekostume i performancen ”Octopada” spidde vores forbrugeristiske måde at forholde os til livsstils- og kropsoptimering på. På udstillingen bliver det tydeligt, at vores hastigt forandrende tid også kalder på eftertanke og på genovervejelse af den spirituelle og åndelige dimension og på en påkaldelse af et menneskeligt nærvær.
I sine performances inddrager Sophie Dupont publikum i enkle, rituelle øvelser, der handler om at række ud og at møde den anden, den fremmedes blik. Og Mille Kalsmose lader os i sine enkle skulpturer, ”Tribe”, møde klanen i symbolsk form, hvorigennem hun peger på, at uanset hvilke former for familier vi lever i, så er det med at indskrive sig i et fællesskab måske noget af det allermest og oprindeligt menneskelige.
Det spirituelle og det åbnende er også essensen af Ruth Campaus sanselige og meditative arbejde med maleri på store spejlflader, over for hvilken man føler sig som en lille krop, der indgår i et større verdensåndedræt. Æstetikken er på sin vis cool, værket er stort og elegant, men det er også fuld af små fejl og uregelmæssigheder, som gør det nærværende og netop sanset.
En anden og gennemgående dimension er den kritiske. Der er den politiske kritik, som i Jens Haanings ”Afghanistan 5012 km” (fra 2003), et vejskilt, der viser distancen fra den hollandske by Utrecht til Afghanistan, og som blev sat op ved en motorvej i den hollandske by, kort efter både Danmark og Holland var gået ind i Afghanistan-krigen. Skiltet står der endnu, og nu står det så også på ARoS og bider sig lige ind i vores bevidsthed om, hvad vi som land også er medansvarlig for. Vi kan ikke gemme os bag gardinet af dansk hyggenation, som Peter Land måske peger på i sit værk, ”I’m NOT Here”, hvor kunstneren både er der og ikke er der. Vi ser kun hans sorte sko, stikkende ud under et gråt gardin. Vi er her, hele tiden, også selvom vi går i flyverskjul og måske stemte forkert til kommunalvalget.
Med banneret ”The Orient”, som hænger over indgangen til udstillingen (310 gange 556 centimeter), og som ikonografisk minder om et IS-flag blot i gyldne toner, peger Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang på, at vores forhold til Mellemøsten altid har været præget af forestillinger. Den arabiske tekst er nemlig ikke et udsagn fra IS, men derimod et citat fra Ingemanns kendte salme ”I østen stiger solen op”, skrevet i en tid, hvor man dyrkede og forestillede sig det orientalske på en – anderledes, men lige så klichéfyldt – måde.
Man taler om, at vores tidsalder er den antropocæne, altså at mennesket er blevet en geologisk faktor, som påvirker klima, biologi og geologiske forhold. Hvad betyder det for vores måde at tænke os selv i relation til naturen på? Hvilket ansvar giver det os?
I sine værker kaster Tue Greenfort, som på sommerens udstilling på Den Frie viste vores monokulturelle landskab frem (som for eksempel af DF fejlagtigt italesættes, som var det oprindelig dansk natur), vores miljø-ødelæggende virksomhed lige tilbage i hovedet på os selv.
Og hvordan påvirker vores medierede virkelighed vores måde at se og sanse på, spørger Simon Dybbroe Møllers installation ”Lettuce” fra 2015. Vi ser et udsnit af et moderne koldt køkken i blankt og funktionelt stål. På bordpladen ligger kålblade; de burde jo være grønne, men de er grå, og samtidig er de så hyperreelle, at man kan forestille sig den reklamefilm, de er med i, se, hvordan de falder i slowmotion, høre det sprøde crunch, mens vanddråber i form af små glasperler springer fra dem. Vi har en tredimensionel realitet lige for øjnene, vi ser et fysisk køkken og fysiske kålblade, men det, vi reelt ser, er en todimensionel indre film. Verden er allerede også et billede, og hvor man forenklet sagt før kunne sige, at reklamen referererede til virkeligheden, peger virkeligheden nu ind i vores allerede medierede billede.
Der er mange, mange flere gode værker, der fortjente omtale på ”Cool, Calm and Collected”, ligesom kataloget gavmildt både byder på kunsthistoriske og teoretiske artikler samt på små interviews med de medvirkende kunstnere. Udstillingen efterlader den besøgende med en fornemmelse af, at dagens danske kunstnere på vidt forskellige måder har deres antenner ude, og at vi i en dagligdag fyldt med information og fake news mere end nogensinde har brug for kunstnernes langsomme og tænksomme spejlinger og undersøgelser af vores tid og eksistens.
