At udfolde sig inden for en genre er noget, der undertiden bliver nedvurderet. Det er jo bare en kriminalroman. Eller en blues i F. Eller en festtale for den gamle onkel, der runder de halvfjerds.
Det er en fejl. Når man udtrykker sig inden for en genre, falder det publikum lettere at sige, at dette eller hint er ”forkert”, end det ville gøre, i fald man havde valgt et frit udtryk. Og så bliver man uvilkårligt holdt op imod de gamle mestre på en kontant facon, der ikke ville finde anvendelse over for det frie udtryk.
Sørine Gotfredsens bog ”Løft Blikket. Nåde i narcissismens tid” forstår jeg som en genrebestemt tekst. Et opbyggeligt skrift, der som andre præsenterer læseren for en kendt problemstilling, sætter den på forståelige og troværdige begreber og klinger ud i afsluttende ord, der fylder sindet med lettelse over at være genkendt og håb for, at det alligevel trods alt skal gå.
Ifølge Gotfredsen er tidens problem narcissisme. Altså en selvkredsen, der aldrig vil høre op, og som forhindrer mennesket i at eksistere umiddelbart og uden bagtanker. Det er, som hun selv angiver med sine eksempler, ikke noget nyt problem. Ovid gav med beretningen om den selvforgabte Narcissus et billede så stærkt, at det i tidens fylde kom til at lægge navn til en isme, og når det kommer til stykket, så handler selve myten om syndefaldet jo også om at få øje på sig selv, og aldrig siden kunne give slip med blikket.
At det problem, Gotfredsen ønsker at tale om, ikke er nyt, er ikke noget problem. Der er jo heller ikke noget nyt i ukrudt, og dog er nye og forbedrede metoder til at holde det i ave altid velkomne. På samme måde er det med narcissismen. Vel er der tale om en dårlig vane, der har plaget menneskeheden i årtusinder. Alligevel - eller måske netop derfor - er det altid rart at læse et friskt bud på, hvad der kan gøres imod den.
En vej ud af narcissismen, der også kan betrædes af moderne mennesker, er ifølge Sørine Gotfredsen at forlade sig på Gud. Ikke i form af en hyggelig og uforpligtende åndelighed, men for alvor: Gud har sat os i verden. Han kender os som dem, vi er, men elsker os ikke mindre af den grund. Og så har han befalet os at gå ud i virkeligheden og virke - og lade være med at tænke så meget på os selv, mens vi gør det. Sat på det kortest mulige begreb, er kuren mod narcissisme altså kristendom, luthersk forstået.
For at komme til sagen, kan jeg godt lide ”Løft blikket” og vil anbefale andre at tage en pause og læse bogen en lørdag eller søndag, hvor de ikke har alt muligt andet, de skal nå.
Som det så ofte går, når man har at gøre med et værk, der holder sig inden for en genre, bliver det tonen eller stemmen, der kommer i forgrunden. Og Sørine Gotfredsen har en god stemme, der er værd at lytte til.
Hun udvikler frem for alt sine tanker ved at referere til Luther, Grundtvig, Kierkegaard og Søren Krarup - men så gør hun dem anskuelige ved at inddrage sit eget liv, og det er efter min mening bogens egentlige styrke.
I stedet for at gøre, som man altid gør, når man skal have gæster, nemlig at rydde op og gøre rent og stille præsentabelt an, bliver man budt ind i Sørine Gotfredsens liv uden denne omfattende iscenesættelse. Hun præsenterer sig som et menneske fyldt med forskruede drømme om usårlighed og med bratte fald ned i vemodet og med styrken til at være sig selv og med den evige længsel efter at blive opslugt af fællesskabet. Eller med andre ord: som et skrøbeligt menneske magen til du og jeg.
Og denne stemme, der ikke er ung og indsmigrende, men taler med alderens og erfaringens større mod til at give pokker i egen dårskab, og til ikke at forsøge at skjule den, men blot at være ved den, er bogens egentlige styrke.
Hvad skal man så gøre for at slippe ud af narcissismens tyngdefelt? Det mest oplagte er naturligvis at gå i kirke eller på anden måde udsætte sig selv for det kristne grundbudskab. Men der gives også en anden vej: Man kan læse gode romaner som for eksempel (men langt fra udelukkende) ”Jane Eyre” eller ”Det forjættede land”.
Her får man ikke problemerne analyseret, men man får dem præsenteret i en form, så man umiddelbart forstår, at ens kvaler og kredsen om sig selv er en del af at være menneske - og følgelig noget, man snarest bør slutte fred med, så man kan komme videre til andet og vigtigere.
Hermed siger Sørine Gotfredsen, at ikke blot kristendom, men også katharsis, er et værn mod narcissismen. To veje bort fra dens ødelæggende virksomhed, der begge er værd at lægge sig på sinde.
kultur@k.dk