Forarbejder! Det lyder som en slags notater. Men udstillingen ”Peter Brandes – Et gyldent alter til Nørre Nissum Kirke” på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig er både dette og meget mere: Et ”notat” kan opleves som et afsluttet kunstværk, værd at se for sin egen skyld og ikke nødvendigvis som et skridt på vejen til noget andet og større. Det er en gennemgående erfaring for den, der bevæger sig gennem den fysisk overskuelige, men i dybere forstand mangfoldige udstilling.
Publikum præsenteres blandt andet for træsnit, afstøbninger og andre – ja, forarbejder. Vi får et indblik i kunstnerens skabelsesproces fra de første skitser til det endelige resultat. Og det er interessant. Ingen tvivl om det. Men ofte glemmer man, at det er en proces, man følger. Fordi man allerede føler sig i mål. Selvom man jo udmærket ved, at alene kunsteren kan afgøre, hvor det er.
Et besøg på udstillingen bør kombineres med et besøg i den højt og smukt beliggende Nørre Nissum Kirke, så man enten før eller efter nærkontakten med udsmykningens mange detaljer får lejlighed til at se dem fuldt udfoldet i den helhed, hvor de hører hjemme. Tillige bør kirken søges af den grund, at dens beliggenhed ved havet har inspireret Brandes ved opgavens udførelse. Hans blik blev grebet af vandet. Og slap det ikke.
Vandet spiller en fremtrædende rolle på altertavlen, idet Brandes i dets nederste del har lavet fire felter, der alle har med vand at gøre. Hvilket dog ikke kun skyldes vandets konkrete nærvær, men også – og vel egentlig først og fremmest – at vand såvel i Det Gamle som i Det Nye Testamente er ”en symbolbærer i allerhøjeste grad”.
I mere end fem år arbejdede Peter Brandes på udsmykningen, der blev indviet første søndag i advent i 2016 og består af en ganske overvældende gylden altertavle med 11 bibelske motiver, et alterbord i bronze med tre figurer – Maria på den ene side, Johannes på den anden og Kristus i midten. Figurerne er støbt som en del af alterbordet, hvortil desuden hører et nyt knæfald.
Et højdepunkt på udstillingen er en meget levende væg, hvor motiver fra altertavlen fremtræder på træsnit. De virker stærkt. Med påtrængende kraft. Det er, som om billederne vokser og vokser, mens man betragter dem. Og man bliver ved med at finde ”nye” pointer.
Træsnittene er ifølge Peter Brandes ”så at sige grundmodellen til det endelige alterparti”. Refereret af Henning og Frederik Fogde gør han i kataloget grundigt rede for processen, ja, sandelig: Kunst er også håndværk. Det, der virker næsten overjordisk, har jordiske forudsætninger. Hvad det ikke bliver mindre forunderligt af. Måske snarere tværtimod.
Man vælger en proces og følger den, både på udstillingen og i kataloget. Det kan være Kristus, der går på vandet. Det mirakuløse i den ophævelse, der sker af tyngdekraften, understreges ved fremhævelsen af det fysiske: En isoleret fod, der virker både stor og tung. Men den træder alligevel på vandet, som var det et gulv. Det er muligt, når det ikke er videnskaben, men metafysikken der råder. ”Den, der redder vores sjæl.” Ved siden af foden ses Kristus, der spejler sig i vandet. Som altertavlens guld spejler lyset.
Kristus synes påfaldende meget mindre end foden. Vi har at gøre med en magt, hvis styrke ikke kan måles på vanlig vis. Den lille er størst. Den gribende skulptur ”Den blindfødte” (2015) indgår på udstillingen. Man ser en bundet mand med ansigtet bøjet dybt bagover – i længsel efter lyset og friheden. Man genkender ham på altertavlen. Brandes opfatter betragtere af skulpturen som vidner til en dåbshandling. Vidner, der ser, hvad Peter Brandes udtrykker således i ord: ”Dåben giver én synet, og når du indgår i kristendommen, får du synet.”
I en radering fra 2010 skildrer Brandes Emmaus-måltidet. Medvirkende er to disciple siddende ved bordet – og i baggrunden den næsten skjulte Kristus, hvis nærvær alligevel fornemmes tydeligt. Hans ånd er til stede, den er virkelighed, en med-levende og omsorgsfuld virkelighed. Vi er med undervejs til den noget anderledes fremstilling af motivet på altertavlen. Men pointen er den samme: ”Kristus er stærkest til stede, når han er usynligt til stede, og det betragter jeg som noget at det væsentligste i kristendommen. Det hænger sammen med, at man pludselig bliver klar over, at han er der hele tiden,” siger Brandes i kataloget.
Det er en udstilling, man studerer. Og bliver oplivet af. Men det egentlige – det inderste – er lukket for tanken og forklaringen. Men det er til. Altertavlen er skabt i troskab mod den forvisning.