Vekselsang mellem svovlsyre og kildevand

Tilbageblik Der er den samme alfelette dobbelthed i andet bind af Dorrit Willumsens erindringer som i første bind. Det samme kokette pigesind. Men legen er forbi. Og et mønster bliver langsomt til en maske

Anden del af Dorrit Willumsens erindringer handler blandt andet om den elskede morfars død, barnefødsel, huset i Viby Sjælland, litterære gennembrud og ægteskabelige kriser. --
Anden del af Dorrit Willumsens erindringer handler blandt andet om den elskede morfars død, barnefødsel, huset i Viby Sjælland, litterære gennembrud og ægteskabelige kriser. --. Foto: Morten Holtum.

Jeg vil aldrig giftes, fastslår den lille Dorrit i erindringsromanens del et, "Det søde med det sure". Men i sidste kapitel dukker en ung student op ved navn Jess Ørnsbo. Ham må jeg gifte mig med, tænker hun. Selvom morfar siger: Nu gik det hele lige så godt.

Der var mange grunde til at gifte sig, hedder det senere med karakteristisk snusfornuft. "Man kunne gifte sig af kærlighed, af vanvid, af fornuft, af forelskelse, af kedsomhed eller desperation. Man giftede sig, hvis man var gravid (?). Man giftede sig for at komme ud af køjesengen eller forældrenes sovesofa, det lejede værelse eller pensionen".

LÆS OGSÅ: Prisbelønnet dansk forfatter fylder 70 år

Men gift bliver hun. Og så er der to mænd i Dorrits liv: morfar og Jess. Og dertil Olympia, den elskede skrivemaskine. Der dog er af hunkøn. Den står i køkkenet, og der bliver skrevet på den, der bliver sendt ind, der bliver skiftet linje med en hårklemme – og det hele kommer retur igen. Til sidst kommer den lille Tore med et kejsersnit. Og bliver. Nøjagtig som det er blevet spået i Italien. Dog dør Dorrit heldigvis ikke som 60-årig, selvom også det stod i hånden.

Vi er i andet og sidste bind af Dorrit Willumsens erindringer. I sejladsen mellem fest og farver, den elskede morfars død, barnefødsel, huset i Viby på Midtsjælland, litterære gennembrud og ægteskabelige kriser. Den sursøde dobbelthed er stadig lige koket og lillepigeagtig til stede. Hver sætning rummer den typisk Willumsenske U-vending.

Men dobbeltheden er også frosset fast i et mønster, der ligner en skæbne. Og lægger man øret til, kan man høre det lille suk mellem hvert ord i titlen på bind to: "Pligten til lykke".

Og det skønt erindringernes Dorrit Willumsen så afgjort ikke er nogen "drama queen". Snarere tværtimod. Det er, som om hun ikke rigtig kan gøre for sig selv. End ikke i sit eget liv er hun hovedperson. Ting sker bare.

I en vekselsang mellem sort og hvidt svæver vi således alfelet hen over siderne og tiderne. Snart er det svovlsyre, snart kildevand, som det bliver formuleret i et interview i forbindelse med debuten i 1965. Der er ingen mellemrum mellem det indre og det ydre, det sure og det søde, den store og den lille verden. Og i samme åndedrag får vi rødstrømpernes busboykot og svigermors culotte.

Men dramaer er der. Huset i Viby bliver aldrig gode venner med Olympia. Den skrivende nybagte mor må ind-imellem flygte til en lejlighed i København. Og også efter gennembruddet som forfatter må Dorrit Willumsen kæmpe for sin litterære platform.

Hun hørte ikke til i det politisk korrekte selskab i de marxistiske 1970'ere. Og heller ikke på hjemmefronten lever hun op til standarderne. Den altvogtende svigermor kalder hende således konsekvent "Dorthe".

Men mest drama er der mellem de to tårne i hver sin ende af skakspillet. To forfattere, hvoraf den ene ruller projektionerne ind i sig selv, kvindeligt og måske ikke helt så uskyldigt, som det lyder – mens den anden eksploderer i alle retninger af mandlig ambition, begær og forsmåethed.

Allerede før de bliver gift, har han malet den ene væg sort. Hvilken symbolik. Og i istaptynde sprækker ser vi ind i et ægteskab, der i begyndelsen er båret af fest og lidenskab, senere mere og mere af skyttegrav, ubændighed og jalousi. Især da hun får de helt store priser fra Det Danske Akademi og Nordisk Råd. Den sidste for romanen om Herman Bang. Han forstår ikke, at hun overhovedet siger ja til dem. En pris betyder jo ingenting! Og han møder ikke op på den store festdag. Og vist heller ikke til sin egen søns bryllup.

Men nogen hudløs udlevering, som vi kender det fra mange andre erindringsbøger, er der ikke tale om. Dertil er tonen for sval, livsgrebet for ubeslutsomt og Dorrit Willumsens "Sitz im Leben" for bevidst tvetydigt.

Snarere hensættes vi konstant i en sær, drømmeagtig tilstand, hvor ting bare sker – uden at vi er i stand til (eller for den sags skyld orker) at gribe ind.

Det hele handler om at holde fast. Mens kloden drejer. Og at forundres over, at hovedhåret drejer med.

kultur@k.dk

Dorrit Willumsen: Pligten til lykke. Erindringer, bind 2. 224 sider. 279 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.