Prøv avisen

Velfærdsstaten er et værn mod ekstremisme

”Personligt tror jeg, at blokpolitikken vil blive en parentes i historien, uanset hvem der vinder valget,” siger Politikens chefredaktør, historikeren Bo Lidegaard, der er aktuel med Danmarksbiografien ”En fortælling om Danmark i det 20. århundrede”. – Foto: Søren Staal.

Den danske velfærdsstat blev ikke kun skabt for at give borgerne tryghed og frihed, men også som en sikkerhedspolitisk strategi mod, at borgerne lod sig forføre af totalitære ideologier. Det mener Politikens chefredaktør, historikeren Bo Lidegaard, der er aktuel med det historiske værk En fortælling om Danmark i det 20. århundrede

Skal I op til Tøger?, spørger sekretæren og undskylder straks den fortravlede fortalelse. For nu er det naturligvis Bo Lidegaard, den tidligere topembedsmand og historiker, der er ansvarshavende chefredaktør på dagbladet Politiken. Og fra Tøger Seidenfadens gamle hjørnekontor kan han nu dagligt følge med i byggekapløbet mellem Tivoli og Dansk Industri på den anden side af Rådhuspladsen midt i København. Men bortset fra skuespillet på Matadors dyreste byggeplads er der ikke mange tegn på lyse tider for dansk økonomi, frygter han:

Der trækker sorte skyer mod vores velfærdssamfund, og det mest deprimerende ved valgkampen er, at ingen politiske partier indrømmer, hvor slemt det står til. For virkeligheden er jo nok, at vi kommer til at arbejde mere for at kunne dele mindre, siger Bo Lidegaard og tilføjer så mere kampberedt:

Jeg vælger at tro på, at vi kan genopfinde os selv. Og jeg finder håb i, at vi har gjort det før. De vækstøkonomier, vi skal konkurrere med, kan på overfladen virke mere effektive og konkurrencedygtige. Og det bliver ikke nemmere, når vi samtidig har begrænset adgang til råvarer og energi, der oven i købet bliver dyrere og dyrere. Så nu skal vores velfærdsstat stå sin prøve igen, siger Bo Lidegaard, der som historiker har skrevet en ny bog om velfærdsstatens historie, der kom på gaden i denne uge.

En fortælling om Danmark i det 20. århundrede hedder den, selvom bogen både trækker tråde længere frem og tilbage i historien. For en af Lidegaards pointer er, at det seneste årtis VKO-flertal har brudt en politisk tradition, der ellers kan føres helt tilbage til dengang, Danmark for alvor fik knækket sit nationale hovmod.

LÆS OGSÅ: Hvor er fyrtårnene i det politiske landskab?

Velfærdsstatens egentlige forhistorie er ifølge forfatteren en fortælling om storhed og fald: Engang var Danmark en militær stormagt, der kunne sætte sine modstandere på plads gennem krig.

Men Tysklands totale triumf i 1864 afslørede et andet Danmark. Ingen kunne længere tro på Danmark som krigsførende nation.

Nederlaget betød ikke kun tabte danske liv og landområder, men også et stort nationalt identitetstab. Danmark måtte omdefineres. Og opbyggelsen af velfærdsstaten herhjemme skal også ses som en måde at opbygge en ny sikkerhedspolitisk strategi på, mener Lide­gaard, der gennem sin bog argumenterer for, at 1864 har fundamental betydning for den danske politik, der er blevet ført i eftertiden.

Selv har han som højtstående embedsmand i både Udenrigsministeriet og Statsministeriet fulgt og præget beslutningsprocesserne tæt det seneste årti. Men han argumenterer for, at den udenrigspolitik, der har ført til dansk deltagelse i fjerne krige, er et brud med den politik, der samlede landet i det 20. århundrede. For mens den selvovervurderende militære selvforståelse stadig sad i de hovmodige danske beslutningstagere, der førte landet ud i den totale ydmygelse i 1864, valgte de efterfølgende danske politikere en mere forsigtig vej, forklarer han.

Alarmklokkerne burde måske ellers nok have ringet tidligere. For Roskildefreden med svenskerne i 1658, Napoleonskrigene i 1804-1815 og statsbankerotten i 1813 var allerede begivenheder, der havde gjort europakortet mindre dansk. Men der skulle altså en reel nedslagtning af de danske soldater i Dybbøl til for at rokke afgørende ved den danske selvforståelse.

Til gengæld blev det blodige nederlag ifølge Bo Lidegaard netop baggrunden for den velfærdsstat, vi kender i dag:

1864 satte sig dybt i danskerne. Det var en lektion om, at vi ikke kunne gøre os gældende militært i Europa. Mentalt kan man sammenligne det med den erfaring, den tyske befolkning gjorde efter Anden Verdenskrig. For der var ingen tilbage i Danmark, der kunne tro på Danmark som krigsførende nation efter 1864. Og det gav mentalt og politisk grobund for bredt funderede partier, der så på nationen på en anden måde. På den ene side var de stadig nationale i den forstand, at de ville nationens opbygning og bedste, men på den anden side var de dybt skeptiske over for enhver tilbøjelighed til at omsætte den nationalisme til nationalchauvinisme, endsige en militaristisk chauvinisme, siger Bo Lidegaard og tilføjer:

Det blev definerende for dansk selvforståelse og dansk politik gennem det 20. århundrede. Denne akse var i høj grad præget af Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet og deres opfattelse af, hvordan man skabte samfund. Og det fik i 1930erne så kraftig dynamik, at det også sugede de store borgerlige oppositionspartier (Venstre og Det Konservative Folkeparti, red.) ind i samme tankegang. På den måde havde de fire gamle partier i forskellig udformning og betoning en fælles opfattelse af, at projektets kerne var den danske nation, altså det socialt sammenhængende samfund, snarere end territoriet, grænsen og den traditionelle nationalisme.

Den opfattelse har præget dansk politik frem til slutningen af den kolde krig, hvor det fælles værdisystem kom under alvorligt pres. Opløsningstendenserne begyndte tidligere, men det var først omkring årtusindskiftet, at man kunne begynde at tage oprøret med den opfattelse af Danmarks stilling i verden, der var fremherskende gennem det 20. århundrede.

Jeg synes, at det er virkelig interessant, at Anders Fogh Rasmussens valgkamp i 2001 var første gang, en fremtrædende dansk politiker gik til valg og vandt på et opgør med den tankegang, der satte velfærdsstaten i gang. Og det er også en væsentlig drivkraft bag min bog. For hele VKO-flertallets værdipolitik tager afsæt i et opgør med den traditionelle danske velfærdstænkning. Det er det ultimative opgør med arven fra 1864 og Hartvig Frisch. For VKO har stået for en helt anden opfattelse af, hvad der konstituerer et samfund. Hvis man tager den yderste højrefløj i Folketinget, mener Søren Krarup jo for eksempel, at det nationale er bundet til jorden og territoriet. Og det er jo modbilledet til det, der har været den fremherskende holdning i 100 år.

Bo Lidegaards store tese er, at velfærdsstaten også skal ses som et sikkerhedspolitisk projekt. Lige så meget som velfærdsstaten var et socialt projekt, var den et overlevelsesprojekt, mener han. Og dette projekt blev skarpest formuleret i begyndelsen af 1930erne af Hartvig Frisch, den socialdemokratiske chefideolog, som svar mod de totalitære ideologier.

Han havde et skarpt blik for, at det ikke var Tyskland, der var fjenden, men nazismen. For selvom nazismen havde fået magten i Tyskland, kunne den lige så godt slå rod i Danmark. Og Hartvig Frischs spørgsmål var, hvordan Danmark kunne undgå, at den totalitære tanke, der lå bag truslen mod Danmark, slog rod i vores eget land. Tilsvarende så han også på kommunismen, som han var mindst lige så bange for. Ikke fordi han var bange for, at Sovjet skulle angribe Danmark i 1930erne, men fordi han frygtede, at kommunisterne kom indefra, siger Lidegaard.

Frischs politiske analyse, mener han, var således, at demokratiets egentlige fjende ikke var fremmede magter, men totalitære tanker og det totalitære menneskesyn. Og denne sammentænkning af den ydre og den indre trussel har egentlig præget dansk politik indtil slutningen af den kolde krig.

Der lå en sikkerhedspolitisk tanke i at få samfundet til at række ud til så mange som muligt, ikke mindst de marginaliserede grupper i samfundet. For både Stauning og Hartvig Frisch så meget tydeligt, at de individer, der kunne tænkes at slutte sig til de totalitære bevægelser, hvad enten det var nazismen eller kommunismen, typisk var marginaliserede folk, der stod uden for samfundet. Og de forstod, at hvis samfundet skulle organisere sig mod det, var det afgørende at standse tilførslen af ilt til den femte kolonne. Min pointe er, at det lykkedes i imponerende grad. Det lykkedes i 1930erne, hvor vi ikke fik et nazistparti, der kunne noget, ligesom kommunistpartiet blev svækket. Samtidig blev der skabt en bevidsthed om, hvad racisme betød for vores land, siger Bo Lidegaard, der endda tilskriver den førte politik æren for, at det lykkedes at redde de fleste danske jøder under besættelsen.

For de danske borgere var det ikke et spørgsmål om at redde jøder, men danske medborgere, der blev forfulgt på en måde, som var uforenelig med den måde, vi opfattede vores samfund på. Og det var jo et politisk mesterværk at få en hel befolkning til at tænke sådan, at den af egen drift trådte op mod uretten. Det var jo ganske almindelige mennesker som du og jeg, der sagde nok er nok og som borgere tog ansvar i situationen. Men i virkeligheden er det jo lige så imponerende, at den samme sammenhængskraft består op gennem den kolde krig. Og det er en af mine pointer i bogen, at når man ofte leder forgæves efter spioner og landsforrædere under den kolde krig, er det, fordi de ikke var der, siger Lidegaard og fortsætter:

Sammenhængskraften i samfundet gjorde, at der ikke var en stærk antidemokratisk bevægelse i samfundet. Kommunismen er aldrig kommet til at spille samme rolle i Danmark som i andre europæiske lande. Og det er ikke noget tilfælde. For det er en konsekvens af en meget bevidst strategi, der var en videreførelse af den politik, man førte i 1930erne og 1940erne frem til slutningen af den kolde krig, hvor Socialdemokratiet var det store bolværk mod kommunisterne, mens de borgerlige partier fungerede som bolværk mod højreekstremisterne. For trods alle de forskelle, der var mellem partierne, var der en fælles konsensus om, at man ikke lod dansk politik styre af yderfløjene.

Et let suk forlader den tidligere topembedsmands læber:

Men det er klart, at Fogh gjorde op med den tanke, da han sagde, det var legitimt at alliere sig med den yderste højrefløj i Folketinget. Det var første gang siden velfærdsstatens dannelse, vi fik en regering, der bevidst dyrkede polariseringen i stedet for at samles på midten. Men for at legitimere det var det også nødvendigt at tage et ideologisk opgør med det 20. århundredes politik. Derfor var det også vigtigt for Fogh at tage et opgør med neutralitetspolitikken under besættelsestiden og at kalde politikken under den kolde krig kujon­agtig. Ved at gøre det legitimeres det jo, at man nu skal til at føre en mere ideologisk og krigerisk politik. Men personligt tror jeg, at blokpolitikken vil blive en parentes i historien, uanset hvem der vinder valget. Selv hvis Socialdemokraterne ikke skulle vinde valget, er det svært at se, at der skulle kunne blive dannet en levedygtig politik mellem de fire-fem partier, der ligger til højre for de radikale.

ohrstrom@k.dk