”De udødelige” er en velfortalt roman om fire børns skæbner

Chloe Benjamins slægtsroman er både lærerig, tankevækkende og uhyre velskrevet

Det er en ganske raffineret og klog bog, der er kommet ud af Chloe Benjamins (billedet) tankeeksperiment. Hvad der gør den endnu mere læsværdig er, at den er uhyre velskrevet, skriver anmelder Maria Sjøqvist.
Det er en ganske raffineret og klog bog, der er kommet ud af Chloe Benjamins (billedet) tankeeksperiment. Hvad der gør den endnu mere læsværdig er, at den er uhyre velskrevet, skriver anmelder Maria Sjøqvist. Foto: chloebenjaminbooks.com.

Det er vist meget godt, at vi ikke ved, hvornår og hvordan vi skal herfra. Mon ikke vi ville træffe nogle vidtrækkende, måske skrækkelige valg, hvis vi kendte vores dødsdato?

Dette tankeeksperiment har den amerikanske forfatter Chloe Benjamin gjort sig i romanen ”De udødelige”, der er hendes tredje roman og internationale gennembrud.

”De udødelige” begynder i 1969 i den jødiske familie Gold, der består af faderen Saul, moderen Gertie og de fire børn: Varya på 13, Daniel på 11, Klara på 9 og Simon på 7 år.

Vi er i New York, og det er tiden for Woodstock og Midnight Cowby – og således indlejrer forfatteren på elegant vis fiktion i historiske begivenheder.

En dag flytter der en mystisk kvinde ind på Hester Street, og der begynder at gå rygter om, at hun kan forudsige, hvornår man skal dø. De fire børn bliver fascinerede af rygtet og opsøger den mystiske spåkvinde.

Her i begyndelsen af romanen får læseren ikke alle dødsdatoerne af vide, men nogle af profetierne røbes af børnene selv; andre ikke. Simon får af vide, at han ikke kommer til at leve længe, Klara at hun ikke bliver gammel, Daniel skal dø som midaldrende og Varya, den ældste, skal blive 88 år og først dø i 2044.

Børnene beholder deres hemmelighed hver for sig, og de påbegynder deres voksne liv. Varya læser til biolog, Daniel bliver militærlæge, Klara bliver en berømt og fantastisk dygtig tryllekunstner, mens Simon, som er homoseksuel, rejser til San Fransicsco, bliver danser og dør af aids i 1982.

Hvorledes og hvornår de tre andre dør, skal selvfølgelig ikke røbes her, og det skal heller ikke røbes, om spåkvinden overhovedet fik ret.

Ud over prologen består bogen af fire store kapitler med hver sin hovedpersons livsbane, som strækker sig i tiden 1978-2010.

Det kunne synes, som om de fire børns skæbner er lette at gennemskue, men spåkvindens profetier har haft mange forskellige indflydelser og er blevet tolket på hver sin måde af de fire børn.

Indbyrdes har de voksne børn også tolket på hinandens profetier – og dette har også haft stor indflydelse på deres liv. Profetien har været som en virus for dem alle; på den ene eller den anden måde.

Så det er en ganske raffineret og klog bog, der er kommet ud af Chloe Benjamins tankeeksperiment. Hvad der gør den endnu mere læsværdig er, at den er uhyre velskrevet.