Prøv avisen
Bog

Ali Aminalis danmarkshistorie leverer et vigtigt bidrag til en væsentlig samfundsdebat

4 stjerner
Den bogaktuelle socialrådgiver og politiker Ali Aminali kom til Danmark som barn i 1987, da han og hans forældre flygtede fra det islamiske diktatur i Iran. – Foto: Gads Forlag.

Socialrådgiver og politiker Ali Aminali (K) sætter fingeren på ømme punkter i dansk integrationspolitik, men anviser ikke så mange løsninger

Det er noget af en ambition at ville skrive danmarkshistorie. Er man på jagt efter en afløser for Saxos krønnike eller Palle Laurings 10 bind store danmarkshistorie, er der nok ingen grund til at fare ned i boghandelen efter socialrådgiver og politiker (K) Ali Aminalis nye bog, ”Alis danmarkshistorie”. Søger man derimod bekræftelse på, at den danske integrationspolitik i det store og hele er slået fejl, bliver man ikke skuffet.

Ali Aminali kom selv til Danmark som barn i 1987, da han og hans forældre flygtede fra det islamiske diktatur i Iran. Første del af bogen er hans personlige historie. Den handler om de stadigt mere utålelige forhold, som den forholdsvis sekulære middelklassefamilie måtte leve under, efter at ayatollah Khomeini havde tage magten i 1979.

Faderen bliver på et tidspunkt uberettiget anklaget af en nær ven for politisk aktivitet mod styret og underkastet tortur. Flugten til Danmark skulle egentlig være endt i Sverige, men faderen og senere Ali og hans mor kommer til den lille nordsjællandske by Åsgårde.

Her bliver familien hurtigt optaget og integreret i lokalsamfundet, Ali kommer i en dansk folkeskole og får danske venner, og med tiden kommer både han og forældrene til at tage den gennemsnitlige danske livsstil til sig. Inklusive flæskesteg og alkohol.

Først kommer Ali i børnehave, hvor pædagogernes alarmklokker ringer, fordi han sidder og tegner tanks, soldater og fly, der kaster bomber i grønne, grå og røde farver. Mon ikke han lider af krigstraumer? Det må selvfølgelig undersøges hos en psykolog.

Beskrivelserne af det omklamrende og overbeskyttende velfærdssamfund er ganske tankevækkende og underholdende beskrevet. Som når en repræsentant fra Dansk Flygtningehjælp forklarer Alis mor, at hun da bare skal gå med tørklæde, hvis hun vil det. Selvom hun faktisk kun nødtvungent havde gået med tørklæde i det Iran, hun var flygtet fra. Ligesom hun nærmest blev tilskyndet til at blive hjemme, for der var jo ingen grund til at haste ud på arbejdsmarkedet, når man nu var traumeramt.

Begge forældre har videregående uddannelser og kommer ud på arbejdsmarkedet. Ali selv vokser op og ender med at tage en uddannelse til socialrådgiver. Både under sin uddannelse i flere efterfølgende job møder han andre indvandrere i Silkeborg og Aarhus med en helt anden historie end sin egen. Det møde handler den anden del af bogen om.

For at sige det ligeud, er det til at tude over. At integrationen går dårligt, at mange indvandrere aldrig kommer i job, at man isolerer sig efter nationale grupperinger, afghanere for sig, somaliere for sig, irakere for sig, og at der opstår bandekonflikter og religiøs undertrykkelse i indvandrermiljøerne, er jo ikke ligefrem en statshemmelighed.

Men Ali Aminali har stået ansigt til ansigt med problemer, som han beskriver på en måde, der muligvis ville have affødt et ramaskrig, hvis det var blevet formuleret af en socialrådgiver af etnisk, dansk oprindelse.

Han fortæller, hvordan mange indvandrere med mellemøstlig eller afrikansk oprindelse af al kraft forsøger at undslå sig, når han som jobkonsulent vil have dem i arbejde. Så bryder ptsd’en (posttraumatisk stress) omgående ud, og om nødvendigt fremtrylles den lægeerklæring, der kan forhindre konsulenten i at stoppe de offentlige ydelser.

På en måde er det paradoksalt, at Ali Aminali nu ser ud til at have opgivet sin egen karriere, i hvert fald inden for sit fag. Han har kastet sig ind i politik og har senest forsøgt at blive valgt til Folketinget for Det Konservative Folkeparti for om muligt at ændre systemet ad politisk vej, må man forstå.

Han er inspireret af sin partifælle Naser Khader og er som han gået ind i den offentlige debat, hvor især den yderste venstrefløj står for skud. Men også hele den socialfaglige stand får med grovfilen. Den lider af omfattende ”hensynsbetændelse” og hans kolleger, som ellers er de varmeste mennesker med de bedste motiver, pakker i overført betydning indvandrere fra Nordafrika og Mellemøsten ind i bobleplast – til stor skade for dem.

Et af hans gennemgående spørgsmål er, hvordan en progressiv venstrefløj kan fortsætte med at forsvare muslimer med dybt reaktionære holdninger til for eksempel ligestilling mellem kønnene.

Det er et relevant spørgsmål, men bogen efterlader selv en række ubesvarede spørgsmål om, hvad integrationsproblemerne egentlig skyldes, og især hvad der skal til for at løse dem. Ville vi for eksempel have haft færre problemer, hvis alle nytilkomne flygtninge og indvandrere var blevet spredt ud over hele landet og indplaceret i små lokalsamfund, som Alis egen familie blev?

Skyldes problemerne med at få indvandrere i arbejde først og fremmest, at sagsbehandlerne i kommuner og jobcentre er for blødsødne, eller mangler de redskaber, så de reelt kan tvinge de kvinder, der ikke vil arbejde, til at gøre det?

Hvad hjælper det at stramme regler og praksis, hvis problemerne i virkeligheden skyldes fundamentale forskelle mellem dansk og mellemøstlig kultur, som forfatteren flere steder giver udtryk for?

Og endelig: På nær fire år har de borgerlige partier haft magten siden 2001 og har strammet lovgivningen igen og igen – og alligevel er det åbenbart stadig nærmest umuligt at aktivere modvillige udlændinge. Hvad er det for en lovgivning, der skal til, hvis man altså ikke vil tage selve forsørgelsesgrundlaget fra folk, som Ali Aminali heller ikke er tilhænger af?

Der er mange løse ender, men ”Alis danmarkshistorie” leverer alligevel et vigtigt bidrag til en væsentlig samfundsdebat. Diagnosen af hensynsbetændelsen er velgørende, og i det lys er bogen bestemt værd at gå i boghandelen efter.