Michael Kvium byder velkommen i manegen

I en ny totalinstallation på Arken advarer Michael Kvium mod den vesterlandske livsform og klimakrisen. Udstillingen besegler kunstneren som en mesterlig maler

Kviums cirkusstribede billedunivers er stærkt konfronterende – han lægger ikke fingre imellem. Foroven ses ”Illusion” fra 2016 og nedenunder ”Beach of Plenty” fra 2017.
Kviums cirkusstribede billedunivers er stærkt konfronterende – han lægger ikke fingre imellem. Foroven ses ”Illusion” fra 2016 og nedenunder ”Beach of Plenty” fra 2017. . Foto: Anders Sune Berg.

Der er nok af truende emner i nutiden for en maler af Kviums støbning at tage fat på: flygtningestrømmene, der har destabiliseret EU, klimakrisen, som qua de opvarmede verdenshave har gjort vejret vildt og uforudsigeligt, ikke at forglemme populismen og højreradikalismen, som vinder frem i mange europæiske lande. Hertil kommer terrorismen og den ustabile Twitter-præsident Trump ude på sidelinjen. På Kviums store udstilling ”Cirkus Europa” i Arken kan vi opleve helt nye værker, som er skabt direkte til museet som en totalinstallation. Kunstmuseet på Vestegnen havde oprindelig anmodet om en retrospektiv udstilling, men Kvium ville male nyt, og han har været i gang med udstillingen i tre år. Den er en veritabel tour de force.

Kvium er en af Danmarks mest kompromisløse kunstnere. I sine virtuost malede figurative billeder, som alle – også det brede publikum – kan forholde sig til, undersøger han de dystreste og mest fortrængte sider af menneskelivet. Han svinger pisken over dobbeltmoral, arrogance, falskhed, religiøs undertrykkelse og magtmisbrug i alle afskygninger – og han sætter tingene på spidsen. På udstillingen kigger vi ind i Kviums absurde manege og oplever uhyrlighederne tæt på. Kvium bruger menneskekroppen som omdrejningspunkt for sin samfundskritik. Kunstnerisk trækker hans billeder veksler på barokkunstnere som Zurbarán og Velázquez, ligesom hans mareridtsvisioner er i familie med Francisco de Goyas krigsskildringer. Samtidig er selve den sceniske opbygning af billedrummet i høj grad inspireret af den britiske maler Francis Bacons karakteristiske kompositioner.

Kviums menneskekroppe er så langt fra de idealer, som vi kender fra billed- og modebladenes glittede sider, som tænkes kan. Samfundssygdommene og degenerationen afspejles direkte i de laskede, blege og deforme menneskekroppe.

Det gælder også de nye værker på ”Cirkus Europa” – en anden edition af udstillingen ”Cirkus Humanus” på Aarhus Kunstmuseum i 1997. Her var klovnen den gennemgående figur. Denne gang er der kommet andre agerende til, og det altdominerende tema er flygtningestrømmene og vores passive forholden os til dem.

På ”Cirkus Europa” er Kviums groteske figurer vandret direkte ud af lærrederne og har selvstændiggjort sig i tre dimensioner som uhyggelige, virkelighedstro skulpturer. Figurerne er installeret i nogle gule olietønder. Sort olie og gule tønder er naturens egne advarselsfarver. Personerne, der står i olie til livet, har arme, som ender ud i skelethænder. Det er dødens knortede hænder. De virkelighedstro skulpturer er blevet til i et tæt samarbejde mellem Michael Kvium og Kapper Creation og er skabt ud fra Kviums tegnede forlæg og derefter modelleret op i ler af Kvium for til slut at blive støbt i silikone og bemalet. For eksempel ser vi en katolsk præst, som kvæler en lille messedreng med sin skelethånd. I et andet værk i denne serie ”Contemporary Clowns” med titlen ”Frisindet” (2017) ser vi en skelethånd stikke op ad den sorte olie og vifte med et par violette trusser – en makaber fremstilling af den seksuelle revolution, som Kvium her erklærer for død.

Udstillingen er opdelt i 10 rum. Vi starter med en 9,5 minutter lang video, hvor tryllemesteren og standupkomikeren Rune Klan med østeuropæisk accent giver den i rollen som falleret tryllekunstner i ”Cirkus Kvium”. Han fremtryller blandt andet et æg med en sort æggeblomme. Sort som olien i tønderne og sort som Kviums livssyn. Da nummeret er slut, viser videoen en yngre mand – Kviums søn – der går rundt og samler rekvisitterne op – inklusive rotter og cigaretskod og andre lækre sager. Efter at være passeret igennem de næste mange rum møder vi tryllekunstneren igen i en anden video, nu som gammel og affældig og totalt i opløsning. Her er det Kvium selv, den godt 60-årige mand, der samler skodder og rotter op. Der er åbenbart gået årtier i ”Cirkus Kviums” trummerum mellem de to videoer, og det hele er bare blevet værre med tiden.

I næste rum holder en gammel cirkusvogn med åben gitterlåge: ”Dyret er løs” (titlen). I næste rum befinder vi os selv inde i en cirkusmanege, hvor der ligger en af disse redningsbåde, som menneskesmuglerne bruger til at fragte flygtninge til Europa med, men båden er overlæsset med leksika på en mængde europæiske sprog. Hvor er vilddyret?, tænker man. Det er os, som står midt i manegen. Mennesket er verdens farligste dræberdyr. Vi har våben nok til at udslette Jorden mange gange, og vi har allerede udslettet så mange dyre- og plantearter med vores grådige hærgen på jordkloden. Hele babelstårnet af sprog kæntrer i Kviums ”Cirkus Europa”. Vi er ikke blevet klogere.

Kviums cirkusstribede billedunivers er stærkt konfronterende – han lægger ikke fingre imellem. Når hans værker virker så stærkt, er det, fordi de trækker veksler på den kendte verden, en verden, der i den kviumske optik forvrænges og deformeres – strækkes og bøjes i groteske retninger. De samme elementer drejes konstant i nye retninger, genbruges og rekontekstualiseres. Vi føler både afsky og griner – ad os selv – i konfrontationen med Kviums verden!

Et andet af Michael Kviums kommenterende og syrlige malerier, "Beach of Plenty" fra 2017.
Et andet af Michael Kviums kommenterende og syrlige malerier, "Beach of Plenty" fra 2017. Foto: Anders Sune Berg

I det monumentale maleri ”Beach of Plenty” overgår Kvium sig selv både i format og i virtuositet som maler: Det 3 m høje og 7,5 m lange maleri i cinemascopeformat har fået sit eget rum. Her kan publikum sætte sig på Kviums specialdesignede ”The Furniture” en seks meter lang, blå plysbeklædt sofa med rødt mønster af tarme og indvolde, der snor og vrider sig. Sofaen bugter sig gennem rummet og hviler på seks bronzeben med form som skinker. Maleriet, der er malet i lige dele Eric Fischl og Norman Rockwell-stil, er realistisk og dermed ret atypisk for Kvium. Scenen er en strand et sted i nærheden af Kviums hus i Spanien. Badegæsterne nyder solen og det skønne hav, men ude i horisonten kæmper en gummibåd med massevis af flygtninge for at klare brændingen. Ingen af turisterne tager tilsyneladende notits af deres overlevelseskamp. Oven i købet står en af dem passivt og betragter en flygtning, der er røget overbord, og som kæmper for livet i de frådende bølger. Vi bliver som publikum selv passive betragtere, der står bag de magelige strandgæster og kigger på.

Carsten Jensen konstaterer i forlængelse af dette i sin samtale med Kvium i kataloget, at udstillingen er ”en protest mod Kviums egen tiltagende afmagt”. Hvortil Kvium svarer, at klimaændringerne er så voldsomme, at ”snart kan vi ikke bo i Danmark længere. Så er det os i Danmark, der bliver flygtninge. Så må vi bare håbe, at vi kan finde et land, der vil tage imod os. Hvis det hele først kollapser, er det lige meget, hvor rige vi er. Penge kan ikke spises”.

Hos den katolsk opdragede Michael Kvium er der ingen Gud, der træder hjælpende til. Det hele er overladt til os selv.

Udstillingen rusker op i afmagten, skubber til mageligheden og tænder alle advarselslamper. Den kan anbefales varmt til unge som til gamle.