Da den første Mary Poppins-film kom i 1964, væltede denne musical alle beregninger. Det blev en kæmpesucces med 13 Oscar-nomineringer og en del vundne statuetter. Det var fortællingen om familien Banks, der var i vanskeligheder, og hvor børnene Michael og Jane får en guvernante, der bringer alting på fode ved at vise menneskene fantasi og livsglæde. De får et nyt budskab, som vender alle nedadgående perspektiver til det bedste.
Der er gået mange år, siden Mary Poppins lærte børnene begejstret at sige ”superfan- tafænomenagenialilistisk”. Nu er de blevet voksne, og Michael har tre børn, Annabell, John og lille Georgie. Vi er nu i 1930’ernes London, hvor en nevø af en af nøglepersonerne fra gamle dage er lygtetænder i familien Banks’ område omkring Kirsebærvænget i midten af London. Han drager rundt i byen og pudser gadelamper. Lyset er vigtigt under Londons fortryllende himmel, synger han som et præludium til filmen. Den er fortryllende, hvis man kan se det. Problemet er bare, at det kan de voksne ikke. Michael og Jane har glemt deres barndomslære fra deres guvernante. De har problemer og ser ikke meget andet. Der er en Brexit-agtig stemning over London, hvor fantasien og udsynet er lille, og ”ulvene” er i spil.
Som sin far arbejder Michael Banks i en bank med det finurlige navn ”Bank-Fidus- Banken”. Var der nogen, der sagde ”banditter i habitter”? Michael er i vanskeligheder. Hans kone og børnenes mor har været død i et år, og tingene er ved at falde fra hinanden. Michael har i sorgens stund ikke fået betalt sit boligafdrag, og nu kræver banken hele lånet indfriet. Bankdirektøren (Colin Firth) er en af ulvene, og hans menneskelighed er væk. Michaels søster, Jane, er som sin mor optaget af det politiske arbejde for at forbedre arbejdernes forhold og har ingen penge, så da familiehuset skal på tvangsauktion, kan hun ikke hjælpe.
Dér begynder filmen, og ind i det dukker Mary Poppins op med sin karakteristiske paraply og solide sko. Under børnenes leg i den nærliggende park fanger de hende med en drage, eller kommer hun mon ned fra sin himmel?
Hun kommer på en forunderlig og mærkelig måde, akkurat som Gud kommer i Juleevangeliet. Det passer så fint, at filmen har premiere juledag, for den slår mange af de samme strenge an, som Juleevangeliet gør. Glæde, fantasi og håb i håbløshed. Verden vendes om, og de sande helte er de små – dem, der kan se det egentlige.
Mary Poppins spilles helt fortryllende af Emily Blunt, der er kendt fra filmene ”A Quiet Place” og ”Kvinden i toget”. Hun formår at bringe både den stramme krævende guvernantetone og den fantasioverraskende og løsslupne livstone frem. Børnene spiller skønt og er bare så typisk engelske. Meryl Streep har en lille rolle som Mary Poppins’ kusine, og den fylder hun ud på typisk Streep-maner med fed accent, denne gang russisk! Hun er formidabel!
Jeg sad hele vejen gennem filmen med et stort smil på læberne. Det er en dejlig film, som man bliver så juleglad over. At ”banditten i habitten” får sin bekomst, selvom han har fået fordoblet overskuddet i banken, bør da give nogen noget at tænke over, hvis de da ellers går ind og ser denne hjertevarme film.
Velkommen tilbage, skønne Mary Poppins, du er savnet midt en tidsperiode, hvor grådighed og gråhed lægger sig over os. Vi behøver livsglæden og fantasien.