Nyt DR-drama er vellykket og medrivende

Med et nyt medrivende søndagsdrama indkredser DR et stort samfundsmæssigt bedrag, som fornemt lever op til visionen bag public service med sine tydelige etiske og sociale biklange

Thomas Bo Larsen som politibetjenten Mads er den eneste i ”Bedrag”, der tænker på næsten. Alle andre er drevet af ambitioner og ærgerrighed. I en birolle i serien ses Stine Stengade. -
Thomas Bo Larsen som politibetjenten Mads er den eneste i ”Bedrag”, der tænker på næsten. Alle andre er drevet af ambitioner og ærgerrighed. I en birolle i serien ses Stine Stengade. - . Foto: DR.

Det er ikke, fordi ”Bedrag” er grim, men serien skærer alligevel lækkerheden fra og fokuserer benhårdt på handlingens fremdrift. Et markant fællestræk for nogle af de seneste yderst vellykkede søndagsdramaer på DR 1 har ellers været deres æstetik.

”Forbrydelsen” og ”Broen” var god reklame for København. ”Bedrag” kommer ikke til at sælge flybilletter på sin billedside. Væk med panoreringer over Øresund, forladte industrigrunde eller havneløb. Ind med en samfundskritisk forfattervision, alsidige karakterer og store etiske og sociale problemstillinger i et stramt narrativ.

Jeppe Gjervig Gram er seriens hovedforfatter, og han har en mission. Han er ikke en moraliserende forkynder, men en nysgerrig og kritisk undersøger af, hvad der driver menneskets grådighed, ambitioner og bedrag.

Vi møder underklassen personificeret ved biltyvene Bimse (Lucas Hansen) og Nicky (Esben Smed), der spiller med en autenticitet og nerve, så man næsten kan lugte motorolien og høre hiphoppen i hovedtelefonerne.

Thomas Bo Larsens politibetjent - Mads - er middelklassen. Alle andre end ham og hans familie er drevet af ambitioner og ærgerrighed.

Han er samfundets samvittighed og seriens etiske kompas. Mads bliver næsten overromantiseret som den arbejdende helt, der tænker på næsten og retfærdigheden, men Gram holder dog næsen i sporet, og det klæder Larsen at spille strømer i stedet for bandit.

På toppen af samfundet regerer Nikolaj Lie Kaas' personificering af gulddrengen Sander, der med satanisk smil og kolde øjne styrer marionetterne under sig og drikker champagne på døde ukrainske arbejderes grav.

Ved at lade både Mads' efterforskning af mordet på en ung ukrainsk arbejdsmand og juristen Claudias (Natalie Madueo) interne infiltration af energivirksomheden Evergreens skattetekniske fiflerier drive historien frem vælger Gram et hovedspor for fortællingen, der har stærkest rod i den samfundsmæssige arena i stedet for i privatlivets sfære.

Vi skal dog nok få rigelig indblik i karakterernes private problemer med Mads' skleroseramte kone, Claudias delesøn og biltyven Nickys forventningsafstemning med kæresten om, hvad der er det gode liv.

Det spor hører hjemme i DR's dramatik. Især når det føles så vedkommende, som det gør i ”Bedrag”, der fornemt har identifikationen på plads. Men det er alligevel det store samfundsmæssige bedrag, som følger med en tid, hvor pengene kun bliver større og moralen taktvis mindre, der er fortællingens hovedspor. Det er godt.

Allerede i første afsnit formår ”Bedrag” nemlig at iscenesætte vores samfunds forfald i jagten på overfladiske værdier bygget op omkring troværdige karakterer, der spiller autentisk i alle miljøer.

Man savner ikke engang den ”Nordic Noir”-æstetik, der jo ellers er blevet DR Dramas velfortjente nye varemærke. I stedet glædes man ved skabertrangen og den gennemførte, dobbelte historie om mennesker og samfund. Det er public service-dramatik i sin reneste form. Og det fungerer.

kultur@k.dk