Velmenende aktivister ofrer Britney Spears på selvgodhedens bål

Den meget omtalte dokumentarfilm om popstjernen Britney Spears vil redde sangerinden og undsige tabloidpressen. Men de dokumentarister og aktivister, der vil gøre det gode, ender med at fremstå som selvgode

"Aktivisterne bag #freebritney-bevægelsen og journalisterne fra The New York Times er ikke blot gode engle. De viser tabloidføljetonen, igen. Kliks, likes og opmærksomhed er ikke gratis," skriver Karen Dyssel.
"Aktivisterne bag #freebritney-bevægelsen og journalisterne fra The New York Times er ikke blot gode engle. De viser tabloidføljetonen, igen. Kliks, likes og opmærksomhed er ikke gratis," skriver Karen Dyssel. . Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den amerikanske popsangerinde Britney Spears er blevet sindbillede på et mudret-moralsk opgør med vores nære fortid. Både etablerede medier som The New York Times og private Instagram-aktivister kæmper under parolen #freebritney.

Men hvorfor rydder en af 1990’ernes største sangerinder igen forsider? Svaret er på en gang forunderligt enkelt og komplekst.

Den kun 16-årige Britney Spears med langt blondt hår, dådyrøjne og en udstråling, der var lige dele ”vampet” og uskyldig, fik et monsterhit i slutningen af 1990’erne.

I 2000’erne faldt hun fatalt fra stjernehimlen, blev kronraget og gik amok på en fotograf på en benzinstation i Beverly Hills i Los Angeles. I 2008 dømte retten hende umyndig.

Hun har siden befundet sig i et værgemål, hvor hendes far, Jamie Spears, har haft fuld kontrol over både hendes økonomi og hendes private dispositioner. Og hvad så, kan man spørge?

Den aktuelle dokumentar ”Framing Britney Spears”, der er skabt af The New York Times og blandt andet kan streames på TV 2 Play, drives af to dagsordener. For det første et opgør med umyndiggørelsen af Britney Spears gennem faderens værgemål. Og for det andet en kritik af det patriarkalske mediecirkus, der først løftede Britney Spears til himmels og siden dumpede hende hårdt mod jorden.

Og det lyder jo nobelt. Men det er alligevel noget værre rod.

Avisens journalister er indkaldte eksperter. De omtaler Britney Spears’ far som blot Jamie. Fansene, der også bruges som eksperter, kalder sangerinden Britney. Det her postulerede intime rum snylter på præcis det mediecirkus, de deltagende ellers kæmper imod.

I dokumentaren slår de såkaldte eksperters øjne nærmest gnister, når de – ud fra billeder lagt på Britney Spears’ Instagram-konto – analyserer, hvordan sangerinden mon har det, hvad hun føler og længes efter. Britney Spears ender derfor med at blive udnyttet lige så meget af Instagram-alderens eksperter, som af 2010’ernes paparazzier og sultne sladderblade.

”Framing Britney Spears” minder om de seneste års dokumentarer om Whitney Houston og Amy Winehouse. Det er i alle tilfælde hjerteskærende portrætter af kvinder, der blev ofre for deres nærmestes griskhed og mediernes ondskab.

Selvransagelse er godt. Men blikket må nødvendigvis vende indad – ikke kun udad på de andre. For aktivisterne bag #freebritney-bevægelsen og journalisterne fra The New York Times er ikke blot gode engle. De viser tabloidføljetonen, igen.

Kliks, likes og opmærksomhed er ikke gratis.

Det er helt naturligt, at tidens oprydningstrang skaber dokumentarer som den aktuelle om Britney Spears. Men det er ikke entydigt, at denne dokumentariske aktivisme vil bestå eftertidens tests. Til det er det for tendentiøst og tabloidt.

Britney Spears blev ofret af 2000’ernes tabloidmedier. Vor tids fokus på hende snylter på smulerne og skaber sine egne (vrang-)forestillinger. Og vi bliver ikke klogere undervejs. Men man skammer sig og underholdes på samme tid i en snasket pærevælling.

The New York Times gemmer sig bag et skin af objektiv sandhed, men ”Framing Britney Spears” er snarere aktivistisk dokumentarisme end klassisk dokumentar. Kontrakten med seerne forsvinder, når den undersøgende journalistik bliver underligt tabloid.

Producenterne bag filmen, bloggerne og instagrammerne føler sig højt hævet over 2000’ernes Britney Spears-kronikører.

Men eftertidens moralske domstole kan dømme dem en høj straf på efterbevilling.