”Kommer den guddommelige inspiration over en flaske rødvin klokken tre om natten, eller er vejen til det færdige værk systematisk arbejde på kaffe og danskvand 37 timer om ugen?”
Sådan spørger Kristoffer Zøllner, vært og redaktør på netmediet og radiokanalen Heartbeats, i begyndelsen af hver udsendelse i den lytteværdige podcast ”Skabelsesberetning”, der tager sig god tid – cirka en time hver gang – til at tale med danske kunstnere og kreative om netop det spørgsmål.
To af de medvirkende er Michael Møller og Casper Henning Hansen fra bandet Moi Caprice, der netop er vendt tilbage med et brillant album efter 10 års stilhed, og her er det særligt interessant at høre dem tale om, hvordan teknologien har ændret tilblivelsesprocessen radikalt.
Hvor bandet før i tiden spillede og diskuterede sangene frem i øvelokalet, bliver de nu til via computer-programmet Logic.
Det betyder, at lyde og instrumenter nu bliver stykket sammen i stedet for spillet sammen. Sanger og sangskriver Møller sidder således og leder efter de rigtige lyde i computerens kolossale bibliotek, og dem han vælger, kombinerer han så med det trommespor, han finder passende blandt de mange spor, Hansen har optaget.
Interessant er det også, at sangene er blevet til på en ødegård, uden internet, og at isolationen er blevet et krav i en ny tid med så mange distraktioner, så megen støj og et sted i livet med børn, arbejde og andre tidskrævende forpligtelser.
Hvor sangenes tilblivelsesproces er kort og intens, og inspirationen så at sige opstår ved maskinerne, forholder det sig anderledes i udsendelsen med Malene Lei Raben og Mikkel Frey Damgaard, der begge har skrevet bøger om dysfunktionel opvækst.
For Rabens vedkommende med en perfid, kontrollerende mor, og for Damgaards i en familie, hvor faderen begik selvmord.
Her har aftrækket været langt, og begge har haft markante karrierer; Raben som chef i flere medievirksomheder, og Damgaard som vært på DR 2. Indtil de altså bevægede sig væk fra spotlys og direktionslokaler og alene ind i stoffet, som måtte skrives ud. Af indre nødvendighed og i et forsøg på at komme helt ind i traumet og på den måde løsrive sig fra det.
Damgaard valgte at gå journalistisk til sin far og mørke familiehistorie, mens Raben først skrev scener fra barndommens smerteland og siden fik styr på de faktuelle omstændigheder, altså en mere litterær tilgang.
Men det var i begge tilfælde ætsende stof, de arbejdede med, og som også har haft ødelæggende indvirkning på deres voksenliv, og hvor bøgerne er blevet en slags midlertidig forløsning i en terapeutisk proces, der aldrig ophører.
En anden form for smerte giver dramatiker Line Knutzon udtryk for i sin samtale med Zøllner og teaterinstruktør Elisa Kragerup, der har hyret Knutzon som husdramatiker på Betty Nansen Teatret. En toårig periode med fast løn, der for en stund har gjort Knutzon fri for sine økonomiske bekymringer.
Hun havde egentlig besluttet sig for helt at opgive dramatikken. Hun havde det, som om hun i sin tid var kommet ind ”på en kriminel løbebane”, som hun måtte ud af, inden det blev for uværdigt, og hun blev for gammel, og det er foruroligende at høre hende fortælle om de vilkår, dramatikere – selv en prisbelønnet mester som hende – arbejder under. At de betales så ringe og forventes at levere et stykke på tre måneder. ”Det bliver også derefter”, som Knutzon siger et sted i udsendelsen, der måske ikke handler så meget om inspiration, som om rammerne for den.
Det er bestemt også interessant, ja, måske endda to sider af samme sag, og der er god dynamik mellem den morsomme og koksede, men også selvbevidste Knutzon, og den intelligente, glasklare Kragerup, og også her er Zøllner en fintmærkende og velforberedt vært.
Nok er denne og de øvrige udsendelser i ”Skabelsesberetning” lovlig lange i spyttet og kunne med fordel være redigeret strammere, men de er alligevel værd at lytte til. Ikke mindst for dem, der ikke kan nøjes med værkerne, men vil bag om, vil med ned i maskinrummet eller ind i kontoret, ind hvor stoffet får form, får liv. Derinde, hvor der sættes strøm til det hele.