En yoyo er designet til at kunne rulle op og ned meget hurtigt. Det kunne lyde som en Guds underfundighed, at han viste netop det stykke legetøj som et himmelsk tegn for grundlæggeren af det, der en dag skulle blive verdens største legetøjsvirksomhed.
For der har virkelig været rigtig mange op- og nedture, både for familien og for virksomheden, siden Ole Kirk Christiansen i 1932 begyndte at fremstille trælegetøj i Lego i Billund.
Som ung tømrer havde han i kriseårene haft svært ved få det til at løbe rundt med almindeligt tømrerarbejde som vinduer, døre og møbler, og derfor slog han sig på trælegetøjet, selvom det var ildeset i lokalsamfundet. Sådan noget kunne et ordentligt mandfolk vel ikke beskæftige sig med? Jo, det kunne han, og det ender med det erhvervseventyr, som ph.d. i nordisk litteratur Jens Andersen har sat sig for at portrættere i ”Et liv med Lego – en slægtshistorie”.
Ole Kirk Christiansen tilhørte Indre Mission og grundlagde som nævnt sin virksomhed i den overbevisning, at det var Guds vilje. Yoyoen var netop blevet en modedille i begyndelsen af 1930’erne, og den ville han hjertens gerne producere. Han skildres som en glad kristen, men troen rystes i sin grundvold, da han selvsamme år, i 1932, mister sin første kone Kristine. Hun dør af årebetændelse efter at have født parret et dødt barn.
”Jeg prøvede at sige, ’Ske din vilje, Herre Jesus’, ja også at leve det, men det blev i skrøbelighed,” skrev han senere i en selvbiografi.
Modgangen blev tung, kreditorerne bankede på, men pludselig så han ”ligesom i et syn en stor fabrik, hvor travle mennesker ilede ind og ud, og hvor råstoffer bragtes ind, og færdigvarer ekspederedes ud”. Altså præcis sådan, som det blev.
Fra træ til plastic
Det blev dog langtfra nogen jævn optur, hverken for ham selv, hans børn eller børnebørn, som helt frem til i dag ejer og driver virksomheden, nu med fjerde generation på tærsklen til at tage over. Ildebrande, en voldsom dødbringende bilulykke og fader-søn-og-søskende-konflikter har i høj grad sat deres præg på Lego-familiens liv.
Den nuværende hovedejer, Kjeld Kirk Christiansen, har medvirket til bogen og har gennem halvandet år stillet sig til rådighed med interviews, ligesom han har bidraget med billeder og tegninger fra familiealbummerne. Små udsnit af de åbenhjertige interviews bringes hele vejen igennem og giver en god afveksling og dybde i beretningen.
Det helt store gennembrud for Lego kom efter Anden Verdenskrig, da Kjelds far, Gotfred Kirk Christiansen, gradvist, men også konfliktfyldt overtog ledelsen. Ironisk nok var det grundlæggeren, Ole Kirk, som pressede på for at gå over til produktion af legetøj i det moderne materiale, plastic. Sønnen Gotfred ville i første omgang helst fortsætte med træet.
Den første maskine til at producere i det nye materiale blev med møje og besvær importeret fra England, og man begyndte at producere de siden så kendte klodser med otte knopper – stærkt inspireret af klodser, der allerede i 1947 var i produktion i England under navnet Kiddicraft.
Det fremgår tydeligt af en af de originale pakker, Ole Kirk havde med hjem fra et besøg i London, at de var ”britisk og udenlandsk patenterede”. Men da de ikke var panteret hos Nordisk Patentbureau, så han ikke noget problem i at begynde den danske fabrikation to år senere. Senere udviklede Lego dem og satte rør indeni, så de bedre kunne hænge sammen. Det blev patenteret, og virksomheden har i mange år sidenhen vogtet strengt på sine patenter kloden rundt.
Det er bare et af flere eksempler på de gråzoner, en driftig erhvervsmand hurtigt kan bevæge sig ud i, når det handler om at få tro og forretningsetik til at flugte.
Børn som rollemodeller
Jens Andersens fortælling handler ikke kun om familien Kirk Christiansen og Lego. Det er i høj grad også en skildring af de voldsomme forandringer, samfundet har gennemlevet de seneste 90 år. Herunder ikke mindst sekulariseringen.
I Legos barndom blev der holdt andagter og kirkelige foredrag på virksomheden, man sang fra sin egen Lego-sangbog med indremissionske sange, virksomheden havde overenskomst med Kristeligt Dansk Fællesforbund, i dag Krifa, og selvfølgelig kunne man ikke arbejde i kirketiden. Alt det forsvandt med velstandsboomet i 1960’erne. Som det siges i bogen:
”Ligesom det øvrige samfund er Billund i 1960’erne under konstant forvandling, båret af det historiske velstandsløft, som også betyder, at Lego bliver rigere og rigere – og fjerner sig mere og mere fra sit engang så urokkelige, religiøse grundlag.”
Kjeld Kirk Christiansen vokser op under ungdomsoprøret og bliver selv påvirket af Østens religioner og Transcendental Meditation.
I dag ligger der enorme milliardformuer i Lego Fonden og investeringsvirksomheden Kirkbi, som begge fortsat ejes og kontrolleres af familien Kirk Christiansen. På længere sigt er den store udfordring, hvordan man kan sikre sig kontrollen over legeimperiet i kommende generationer. Meget interessant fortælles det, at man i dag har skrevet en slags trosbekendelse for Lego, ”The Lego Idea Paper”, der indledes med ordene ”Vores fundamentale tro”.
Den nævner ikke Ole Kirks Gud, men de menneskelige værdier, virksomheden bygger på og troen på, at ”børn er vores rollemodeller”. Det papir skal man navigere efter, hvis der på et tidspunkt i fremtiden skulle opstå fundamental strid i familien om, hvilken retning virksomheden skal fortsætte i.
Selvfølgelig kan man godt trække en tråd fra børn som rollemodeller til Jesu udtalelse om, at hvis ikke man bliver som børn på ny, skal man ikke arve Himmeriget. Det er heller ikke umuligt at se en forbindelse mellem kristendommens etiske fordringer og Legos vidtforgrenede støtte til sociale, almennyttige, grønne og kirkelige formål.
Men helt overordnet er Legos historie en fortælling om den svære og anfægtende vandring mellem tro og mammon, som Lego-familien har været på i 90 år – tro her ikke kun forstået i religiøs forstand.
Den er fremragende fortalt af Jens Andersen, og efter de første 200 sider sad de seks stjerner løst i ærmet hos denne anmelder. Når det alligevel ender med fem, skyldes det, at sidste del tipper i retning af mere at være en hyldest til erhvervseventyret end den slægtshistorie, der så medrivende skildres i de første kapitler.
Det ender med rigtig mange linjer om, hvilke typer af Lego-legetøj, der har givet succes, hvilke der ikke har, om de mange magtkampe i ledelseslaget og usikkerheden om diverse virksomhedsstrategier. Det er måske den største svaghed, at bogen vil lidt for meget. Det til trods anbefales den varmt.
Kristeligt Dagblad bringer i den kommende fredagsavis et interview med Jens Andersen om bogen.