Veloplagt roman om tysk familie skildrer den turbulente tid efter Murens fald

Følelsen af hjemløshed og fremmedgørelse fulgte både dem, der blev, og dem, der flygtede. Det står tydeligt, når man læser ”Stern 111” af Lutz Seiler

Lutz Seiler skildrer en verden, der på den ene side er klassisk realistisk, på den anden nærmest kafkask i sin absurditet, og denne genkendelige uvirkelighed er blot et af de paradokser, der står stærkt i ”Stern 111” og suger læseren ind i dens univers, skriver anmelder Lotte Kirkeby - Foto: Wikipedia Commons.
Lutz Seiler skildrer en verden, der på den ene side er klassisk realistisk, på den anden nærmest kafkask i sin absurditet, og denne genkendelige uvirkelighed er blot et af de paradokser, der står stærkt i ”Stern 111” og suger læseren ind i dens univers, skriver anmelder Lotte Kirkeby - Foto: Wikipedia Commons.

I dagene efter Murens fald forlader ægteparret Inge og Walter Bischoff byen Gera i det tidligere Østtyskland med kurs stik vest, kalder deres eneste søn Carl hjem og overlader såvel deres lejlighed som deres Lada til ham. 

Han har imidlertid ingen planer om at bosætte sig i sit barndomshjem, men starter bilen og drager til Berlin, hvor han flakker rundt, mens han tænker, at det historiske øjeblik har fordrejet hovedet på hans forældre, som han slet ikke kan kende igen. Hvad han ikke ved er, at de blot forfølger en gammel drøm, som et kvart århundrede tidligere var tæt på at gå i opfyldelse.

Carl har altid følt sig som bagtrop i deres lille familie som et lidt besynderligt enebarn, der så til på afstand, mens forældrene levede deres eget liv. Den følelse bliver forstærket i månederne efter Murens fald, hvor hele verden bliver som fordelt på ny, men hvor Carl – i hvert fald en rum tid – forbliver i rollen som en fremmedgjort enspænder, der synes at betragte fællesskabet snarere end at være en del af det.

I begyndelsen af bagtroppen Carls faneflugt til Berlin er Ladaen det eneste faste holdepunkt i hans liv. Det er herfra, han ser den gamle verdensorden opløse sig i rasende fart, det er her, han i sin selvforvisning sover, og det er her, han tjener sine penge ved at køre pirattaxa. Men så møder han en gruppe kreative og autonome hippier og kunstnere, der har besat nogle af de forladte huse og åbnet kælderværtshuset Assel, som betyder bænkebider, og hans ungdomskærlighed Effi fra Gera, som han tidligere forgæves har erklæret sin store kærlighed, dukker også op.

At læse ”Stern 111”, der er alenlang, men usandsynlig veloplagt og båret frem af en genuin fortælleglæde med sikker sans for episk swung, er som at flytte ind i et kæmpestort hus, der ved første øjekast forekommer hjemligt, men hvor der hele tiden dukker nye og ukendte rum op. Romanen har sin titel efter den første radio, familien Bischoff havde, den første rigtige ting, de købte, og om den tænker Carl: ”Stern 111 er noget, som var godt og rigtigt i det gamle, tidligere liv. En erindring til undervejs. En ledestjerne på rejsen.” 

Og en ledestjerne mangler denne charmerende og til tider næsten tragikomiske antihelt, der har svært ved at navigere i den surreelle virkelighed, der opstår efter Murens fald i såvel hans eget lille liv som i Tysklands store historie. Lutz Seiler skildrer en verden, der på den ene side er klassisk realistisk, på den anden nærmest kafkask i sin absurditet, og denne genkendelige uvirkelighed er blot et af de paradokser, der står stærkt i ”Stern 111” og suger læseren ind i dens univers. Et andet er fremmedgørelse og hjemløshed som et af de eksistentielle grundvilkår, der forekommer lige så stærkt for dem, der er blevet, som for dem, der er flygtet. Som Carl på et tidspunkt siger til sine forældre: ”Jeg tror, I undervurderer det, – det med at høre til, mener jeg.”

Lutz Seiler: Stern 111. På dansk ved Paul Klitnæs. 576 sider. 350 kroner. Batzer & Co.