Veloplagte noveller slutter i kirken

Ole Henrik Laub skriver om personer, der falder uden for de gældende normer, med en særlig indlevelse og præcision

Den sidste tekst i Ole Henrik Laubs veloplagte novellesamling ”Mirakler er ikke for alle og enhver” – hans sjette siden 2014 – består af en slutning i tre forskellige versioner. I den sidste, der er skrevet under indtryk af forfatterens 80-årsfødselsdag, synes den slutning, der hentydes til, at være døden.

Vi møder Laub på vej op ad trappen til en lille kirke, formentlig i Sydeuropa. En bleggul måne titter frem, og fra tårnet kimer aftenklokkerne. Inde i kirken er der en duft af vokslys og røgelse.

Siddende med lukkede øjne på den sidste stolerad har forfatteren, hvad der minder om en religiøs oplevelse:

”Jeg mærker, at en stor skikkelse sætter sig ved siden af mig. Jeg tror, det er en, jeg kender, men jeg kan ikke sige det præcist. Jeg har en god følelse af, at det er en person, jeg kan være tryg ved, og da han lidt efter tager min hånd i sin store hånd, er jeg ganske tryg.”

Den første af de tre slutninger gives som et alternativ til den, som en af de noveller, ”Piger der ville danse”, der bringes tidligere i bogen, munder ud i.

Laub erklærer, at det er for let for en forfatter at styre sine personer i en dårlig retning. Det skal den oprindelige slutning nok være et eksempel på: En stor kølevogn har kurs direkte mod hovedpersonen – men i det vedføjede ledes den i sidste øjeblik udenom. Det er sommeren 1958, han er lige blevet student og har begivet sig af sted i sin fars store Mercedes uden at vide, at han kører mod jalousidrama og drab.

Hvor historien videre fører hen, afsløres ikke – hvad der er typisk for Laub. Han har et nært forhold til den dragende magt, som det ufortalte kan have.

Vi oplever den ligeledes i ”Rejsegilde”. Et gammelt badehotel er brændt (det kunne være det berømte i Svinkløv), og et nyt er ved at blive bygget. Ved rejsegildet, som vi dog aldrig når helt frem til, mødes en kvinde tilfældigt med en mandlig bekendt fra skoletiden. Noget foruroligende er på færde mellem dem. Hvori dette består, er ikke umiddelbart til at sige. Udenfor trækker det op til uvejr. Og man aner, at det også gør det mellem de to personer. Men hvilket uvejr? Det er, som om tavsheden tier om det, den ved.

Laub har ofte skrevet om personer, der falder uden for de gældende normer. Sådan som han gør i de to samhørende noveller ”Manden i skuret” og ”Fjællebroen”, der foregår på og omkring en såkaldt sognefogedgård på Avernakø. Miljøet virker fremmedartet med tendens mod det sære. Men Laub skriver om det med en indlevelse og en præcision, så det nærmest føles fortroligt.

I ”Hjerteblod” beretter Ole Henrik Laub om tidlige møder dels med den italienske forfatter Alberto Moravia, dels med den amerikanske filminstruktør og skuespiller Orson Welles.

Begge lyttede de venligt til hans blotlæggelse af sine forfatterdrømme. Men hovedsagen er et uimodståeligt portræt af den vel nu glemte forfatter Carl Bang, der beskrives som både brysk og varm.