Prøv avisen
Interview

Græsset er ikke grønnere i storbyen

Det er vigtigt at kunne se det store i det små, ikke mindst når man bor på et lille sted, mener Steen Skovsgaard, der er biskop i Lolland-Falster Stift. - Foto: Ib Geertsen

Lolland-Falster er i medierne mest kendt for forfald og fraflytning. Men i virkeligheden er det et velsignet sted, som minder om, at Gud ofte viser sin magt i magtesløsheden, siger biskop og forfatter Steen Skovsgaard

Græsset er ikke grønnest i storbyen. Der bliver det tværtimod hurtigt trampet ned i parkerne og fyldt med hundenes ildelugtende efterladenskaber. Men i ”Grøftekantsdanmark” dufter græsset lysegrønt. Her kan alting gro i fred.

Og det er ikke for ingenting, at et kvikt menighedsrådsmedlem på Lolland-Falster har kaldt området for ”Velkomstdanmark”. For her er alle velkomne, selvom mange flytter væk. Men når stiftets biskop bøjer sig ned for at mærke på de seje strå, tænker han tit på et digt af Tom Kristensen, der gav det ringeagtede græs poetisk kraft i digtet ”Græs”.

Steen Skovsgaard er ikke den første biskop, der har filosoferet over græs. Det gjorde Brorson også, mens han var biskop i Ribe Stift og skrev ”Det mindste græs, jeg undrer på” i sin store salme ”Op al den ting, som Gud har gjort”. Men Tom Kristensen skrev altså senere et helt digt om græs.

”Græsset er underligt højt for mig, som ligger med Næsen mod Jord”, begynder digtet, og de to sidste verselinjer ”bøjer jeg mig saa dybt, som jeg kan, saa vokser min verden sig stor” står stadig mejslet ind på Tom Kristensens gravsten på Thurø Kirkegård i det sydfynske øhav, ligesom de vers også er levende i Steen Skovsgaards tanker.

”Det er vigtigt at kunne se det store i det små, ikke mindst når man bor på et lille sted. Det handler om, hvilket perspektiv man ser verden fra. Hvis man standser op og giver sig tid til at lytte og se, så vokser verden sig stor. Hvis man lægger sig i græsset og ser Guds skaberværk i det mindste græsstrå, så vokser verden sig større og bliver til grønlige haller. Og sådan virker det også, når man befinder sig på et lille sted,” siger Steen Skovsgaard, der har været biskop over Lolland-Falster Stift siden 2005.

Før det var han gennem 26 år præst i Gellerupparken i Aarhus og en periode på Færøerne, men også her på sydhavsøerne stortrives han, selvom området ofte bliver nedgjort i medierne.

”Der er sociale problemer både i Gellerup og på Lolland-Falster, men jeg trives nok bedst, hvor der ikke er så meget facade, og hvor mennesker ikke har behov for at polere overfladen hele tiden. På udsatte steder er der brug for præster, der kan tale håb ind i den håbløshed, som ellers hurtigt kan snige sig ind, for eksempel når byer forfalder og folk flytter fra,” siger Steen Skovsgaard, der dog ikke har svært ved at pege på positive ting ved sit stift.

”Der er, som om horisonten på flere måder er større her. I Gellerup kunne jeg føle, at jeg havde alting inden for rækkevidde, og det var faktisk sjældent, at jeg kom til Aarhus. Men her er det tydeligere, at man er en del af en større historie og et større fællesskab. Sådan oplevede jeg det også på Færøerne, hvor man var klar over, at verden er større end en selv,” siger han og tilføjer:

”Noget af det første, jeg fik at vide her, var, at der er kortere til Berlin end til Aalborg herfra, og folks hukommelse her går ikke kun tilbage til 1968, som jeg ofte oplevede det i Gellerup. Her ser man spor fra vendertogterne for næsten 1000 år siden. Steder og gader har stadig navne efter det, ligesom her ligger smukke, gamle godser, og Sankt Birgitta Kloster i Maribo - som i øvrigt nu bliver brugt som retræter for erhvervsledere og andre, der har brug for at søge fordybelse.”

Selv har han oven i købet indført det latinske slogan ”Ex contemplatione innovatio” - fornyelse kommer af fordybelse - til sit stift i Lolland-Falster. For mens byens force er farten, er provinsens force fordybelsen, og det giver en særlig form for velsignelse over og opgave for stiftet, mener han.

”Jeg har ofte sammenlignet et udkantsområde med barken på et træ. Barken er livsvigtig for træet, og hvis man skærer den af, vil træet visne. Sådan har samfundet også brug for og skal huske at værne om sine udkantsområder, for de er livsvigtige for det øvrige samfund. Derfor ser jeg fordybelsen som en vigtig opgave for Lolland-Falsters Stift og som noget, vi kan være med til at tilbyde det øvrige samfund. Blandt andet i form af de omtalte retræter, pilgrimsture og lignende,” siger Steen Skovsgaard og peger på, at Jesus selv trak sig tilbage til tyndt befolkede steder, når han havde brug for fordybelse.

Frelseren blev heller ikke født i storbyen, men i en lille, uanseelig forstad. Ikke engang på et lokalt gods, men i en simpel stald. Men det var derude, hvor hyrderne sov på de mørke marker - oven i købet måske i græsset, at Guds engle viste sig for at fortælle dem, at de ikke var alene i mørket. Og sådan kan man finde mange eksempler i Bibelen, som understreger, at Gud virker og er nær på de små og tilsyneladende ubetydelige steder, siger Steen Skovsgaard, som da også har været meget aktiv i arbejdet for at sætte fokus på kirken på landet. Ikke mindst ved at lære sit eget stift godt at kende.

”Da jeg flyttede hertil, bad jeg hurtigt om at blive vist rundt i stiftet af en række turist- og naturvejledere, ligesom jeg satte mig for at besøge hvert eneste sogn inden for de første ni måneder. På den måde fik jeg hurtigt et overblik over stiftet. Og sådan fik jeg også indblik i, hvilken rigdom af historier der findes her. På en visitats kørte jeg for eksempel med en kvinde omkring på Nordfalster, og hun syntes, at jeg da lige skulle se Lommelev - en lille landsby, hvor hun var opvokset. Da hun havde fortalt og fortalt i et kvarters tid, sukkede hun og sagde, at det da var ærgerligt, at vi ikke havde mere tid, for der var meget mere at fortælle om Lommelev,” siger han med et varmt grin og tilføjer, at det netop viser, hvor meget der er at fortælle også om helt små steder, hvor man måske ellers ikke synes, at der er noget at skrive hjem om.

”Der er historier overalt her, og de betyder noget for folk, man skal bare give sig tid til at lytte. Derfor siger jeg også altid til præsterne, at de skal give sig tid til husbesøg og i øvrigt komme ud i sognet. For her er præsten ikke ligegyldig, men en vigtig del af fællesskabet for at få lokalsamfundet til at fungere.”

Ja, for der er vel også forfald og fraflytning?

”Ja, det triste ved området er netop fraflytningen, de tomme huse og nedrullede gardiner. Man kan godt blive modløs over, at folk flytter herfra. Men den modløshed og smerte skal vi netop også tale ind i som præster. Kirken skal forkynde håb ind i håbløsheden. Og ligesom Jeremias bad for lykke og fremgang, har jeg derfor også for et par år siden lavet en bøn for stiftet. Bønnen er vigtig for at fastholde håbet. Og så har jeg da også fundet trøst i den kendsgerning, at håbet altid er på trods, og at vækstpunktet ofte er der, hvor smertepunktet er,” siger Steen Skovsgaard, inden han går ud for at lade sig fotografere på bispegårdens grønne græsplæne, hvor vinden blæser liv i hvert eneste strå i usynlig vækst.