Velskrevet bog kombinerer verdenshistorien med madens historie

Norske Andreas Viestads bog ”En middag i Rom. Verdenshistorien i et måltid” blander historiske fakta med den personlige og nutidige reportage, og man kan ikke undgå at blive imponeret

Velskrevet bog kombinerer verdenshistorien med madens historie

”Madlavning er et af de stærkeste udtryk for en nations kultur. Det er frugten af historien, selve folkets identitet.”

Sådan står der i Accademia Italiana delle Cucinas manifest, og det er lige præcis der, hvor den norske madskribent, restauratør, kulturhistoriker og forfatter til adskillige kogebøger Andreas Viestad sætter af i sin bog ”En middag i Rom. Verdenshistorien i et måltid”.

Her ønsker han at fortælle en større historie om et specifikt sted og om hele verden, og hans ganske særlige sted er Rom, nærmere betegnet restauranten La Carbonara på nordsiden af Campo de’ Fiori, en klassisk romersk restaurant, der med ”sin fornemme gammelmodighed og sine specialiteter gik lige i hjertet på mig”, som han skriver.

Det er således den og forfatterens måltider samme sted, der danner rammen om fortællingen, som er inddelt i fyldige kapitler om brød, antipasto, olie, salt, pasta, peber, vin, kød, ild og citroner fulgt af litteraturliste, henvisninger til gode restauranter i Rom og sidst, men ikke mindst den opskrift på pasta carbonara, som forfatteren ikke er bleg for at nævne et utal af gange bogen igennem.

Andreas Viestad blander de historiske fakta med den personlige og nutidige reportage, og man kan ikke undgå at blive imponeret over research og overblik. Men nogle gange bliver forsøget på glidende overgange, som mellem nyheder og vejr i tv-avisen, lidt vel fortænkte, ligesom koblingen mellem verden og maden sine steder forekommer søgt – som for eksempel her om Romerriget: ”Det største rige, verden nogensinde havde set, fortsatte med at vokse som en surdej, der hæver sig større og større og mere grådig, jo mere den blev madet.”

”En middag i Rom. Verdenshistorien i et måltid” er en ambitiøs bog, som har reportagen som ramme, og som væver fortid og nutid, det individuelle og det universelle sammen ved at indskrive et jeg i teksten, som læseren kan identificere sig med. Men nogle gange kommer dét jeg, der er identisk med forfatteren, snublende kluntet ind fra kulissen midt i noget, der nogle gange mest af alt minder om en forelæsning, som for eksempel når han smider sig selv ind i slutningen af kapitlet om brød med en temmelig ligegyldig betragtning, måske for at slutte i det personlige og derved gøre fortællingen nærværende:

”I ren distraktion har jeg uheldigvis spist det meste af brødet. Jeg forbander mig selv for det. Hvis der var én ting, jeg var benhård med som madanmelder, så var det at holde mig fra brødet. Tag én bid og ikke mere. Spar plads til det, som kommer.”

Der er udgivet mange fagbøger med en personlig indgang de seneste år. Når det fungerer bedst, bliver man lige dele interesseret i den individuelle og i den universelle historie, og man opdager, at man er blevet næsten patologisk optaget af humlebier og andre insekter i selskab med engelske Dave Goulson og hans ”Humlen ved det hele” og ”En summen over engen”, af ål efter at have læst svenske Patrik Svenssons ”Åleevangeliet” eller af alverdens have, når man har vendt sidste side i norske Morten Strøksnes’ ”Havbogen”. Sådan er det desværre ikke helt med ”En middag i Rom”, omend man nok får lyst til at rejse til den evige stad, sætte sig på Andreas Viestads yndlingsrestaurant og bestille den navnkundige carbonara.