Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Velskrevet fantasyroman om flygtningekrisen

4 stjerner

Dennis Gade Kofod skriver vellykket politisk fantasyroman om flygtningekrise og uhyggelig nationalisme

I sin nye, bidske fantasyroman med den prægnante titel ”Folkemøg” holder Dennis Gade Kofod et (trold)spejl op for læseren og udstiller de mest grumme, brutale og umenneskelige sider af os selv og vores samfund. Han vender vrangen ud på folket og magten og kaster et ubehageligt lys over alt det afskyelige, ulækre og ubevidste, alt det vi ikke vil være ved og derfor forsøger at gemme væk eller dække over – folkemøget i konkret og overført forstand:

”Bag fyldepladsen, hvor de arbejder på lejren, løber kloakken ud i havet. Det store rør åbner sig som rigets røvhul i det blå vand. Det første, der møder de tilrejsende, er afføring, pis og køkkenrester. Oppe i byen holdes alt så rent, som det lader sig gøre. De arbejder på, at hele riget kloakeres, sådan at intet skal ligge i gaderne”.

Det er med andre ord en på mange måder lugtende, stinkende, beskidt og klam roman, Kofod har begået, hvor det flyder med afføring, sved, urin og blod som manifestationer af de modbydeligheder og grusomheder, mennesket indeholder.

Sammen med den usædvanligt velskrevne ø(ko)-dystopi ”Nancy” (2015), Kofods forrige magisk realistiske roman, markerer ”Folkemøg” på den måde en drejning i forfatterskabet mod en mere direkte kritisk eller politisk romankunst; en drejning, som ”Folkemøg” imidlertid også fører i en ny og måske mere radikal retning. Mens ”Nancy” leverede sin samfundskritiske undergangsfortælling med Bornholm som klippefast udgangspunkt og prisme og dermed fastholdt en socialrealistisk genkendelighed i den magisk-mytologiske fremstilling, har Kofod nemlig i ”Folkemøg” bevæget sig længere væk fra det velkendte univers (selvom vi fortsat befinder os på en ø) og skruet op for fantastikken. Og mens ”Nancy” leverede et komplekst og sammensat billede af samfundsudviklingen med fokus på provinsudmagring, klassekamp, kvindeundertrykkelse, flygtninge, social arv og ikke mindst klimakrise, er det, som om fokusset i ”Folkemøg” er blevet mere tydeligt, men også mere indsnævret. Nu synes det først og fremmest at handle om flygtningekrisen, den ulmende populisme og den uhyggelige nationalisme. Blut und boden.

Romanen foregår i ”Riget”, et mørkt og dystert eventyrunivers, der regeres af dronning Ursula, fordi hendes mand, kongen, er blevet bortført af troldkællingen, der bekriger og truer Riget fra den anden side af havet. Ved sin side har dronningen romanens fortvivlede hovedperson, livvagten og elskeren Harald, og den magtbegærlige og beregnende troldmand, der ved hjælp af runer og selvbyggede, magiske insekter overvåger og kontrollerer det stærkt hierarkiske og klasseinddelte samfund.

Riget, der ifølge legenderne er opstået, fordi Visdoms-træet øjensynligt førte den oprindelige befolkning dertil, bygger på en barsk og ubarmhjertig lov, kaldet ”Ordningen”, der blandt andet indeholder en række strenge påbud (adskillelse af familier, påtvunget krigsdeltagelse og så videre) for de mange ”tilrejsende”, flygtningestrømme fra troldkællingens land, og en uhyrlig regel, der betyder, at hvert tredje barn, som betaling for ”tryghed” og ”sikkerhed”, skal udleveres til Riget for – på en meget makaber facon, der ikke skal afsløres her – at opretholde den herskende samfundsorden.

De ”tilrejsende” er egentlig nødvendige for at fastholde Riget, en nødvendig tilførsel af nyt blod (noget der spiller en væsentlig rolle i romanen), men oprøret ulmer, først blandt de rige, der gerne vil bevare de oprindelige, ”rene” familier, men breder sig senere. Resultatet er en uhyggelig radikalisering af et i forvejen fundamentalistisk samfund med henrettelsespladser, opdelinger, lejre og vold af enhver slags.

En af faldgruberne ved en sådan fortælling, der i udpræget grad synes at have allegorisk præg, er selvfølgelig, at den kan blive for tydelig og oversættelig, at det fantastiske og fremmede bliver for genkendeligt og dermed mister sin kraft som litteratur. Heldigvis undgår ”Folkemøg” i det store hele denne fælde. Det skyldes ikke mindst, at Kofod bare skriver godt. Som i sine tidligere romaner formår Kofod nemlig med sin musikalske og rytmiske prosa, der lader korte, præcise sætninger og afsnit falde i stramt doserede portioner – vekslende mellem længere tekstblokke, hurtige linjeskift, udhævede replikudvekslinger (med regibemærkninger), længere beretninger og små glimt fra livet i Riget – at holde fantasien i stilistisk, kort snor. Samtidig underbygger stilen den sære og mystiske stemning, der hersker i romanen, som om oplysninger bliver tilbageholdt for læseren, så man aldrig helt ved, hvad der er på færde. Måske er ”Folkemøg” ikke Kofods bedste roman, men den bekræfter stadig, at Kofod er en af de stærkeste fabulerende stilister, vi har i ny dansk litteratur.