"Månen over øen" er velskrevet, men svær at finde fodfæste i

Anne-Marie Vedsø Olesens ”Månen over øen” er kompakt vævet læsning med tråde fra filosofihistorien, semantikken og mytologien. På trods af forfatterens sprogsans er det svært at falde til ro i historien om Hypatia, Frans og Øen

"Månen over øen" er velskrevet, men svær at finde fodfæste i

I sci-fi-litteraturen skruer man gerne op for virkelighedens skræmmende parametre for at efterligne en dystopisk fremtid. Netop det har Anne-Marie Vedsø Olesen gjort i sin intellektuelle ”Månen over øen”.

Her er Øen, sammen med kvinden Hypatia og den ældre hjerneforsker Frans, fortæller i fremtidsverdenen Superesse, hvor Månen er splintret i stykker for flere tusind år siden og stadig dratter ned som meteorer over Jorden – som har været gennem forskellige faser, siden tidevandet og økosystemet ændrede sig. Menneskeheden har boet i underjordiske huler for at beskytte sig mod månestykkerne, men i romanens nutid har de fundet op til overfladen igen og bor nu i enklaver, alt efter hvilken funktion i samfundet de har. Oppe på overfladen er intet imidlertid hverken fryd eller gammen, for alle mennesker fødes med sygdommen Cerebral Supernet Afhængighed, CSA. Det betyder, at alle nyfødte kan gå i kramper og dø, hvis de ikke hurtigst muligt kommer på Supernettet via specielt internet-visir.

Det eneste menneske, der kan overleve uden hverken internet-implantater eller visir, er videnskabskvinden Hypatia. Hendes genetik er anderledes, og hun har ikke brug for den konstante bølge af stimuli, som den gængse Superesse-borger ikke kan overleve uden, ligesom hun har bibeholdt et traditionelt sprog. Stort set alle andre udtrykker sig med uforståelige sammentrækninger af simpelt sprog – hvis de da ikke bare sender billeder til hinanden via det ekstensive komm-system, der findes som et intranet i visirerne.

Øen er et særligt sted i Superesse-verdenen. Her, og kun her, findes Månen stadig på linje med eventyrelementer som trolde, og selv det undertrykkende Domus Dei-fællesskab, der i religionens navn forsøger at styre den nye verden, når ikke herud. Også derfor tager Hypatia og Frans til øen. Frans har smidt sit visir og er begyndt at tage medicin for at slippe sin afhængighed, og under påvirkning af forskellige syner indrømmer han lidt uklart over for Hypatia, at han har opereret Hypatias datter Isabel, så hun har fået implantat og nu er søgt ud i det lovløse Spøgelsesland. Hypatia forlader Frans og drager mod Spøgelseslandet, og her længes Hypatia tilbage til øen:

”Historien er ikke en linje men et netværk, skæbnegudinder vævede tråde sammen til mønstrede tæpper, de tre urgamle Klotho, Lachesis, Atropos, hun er kold som sne, der blot er vand, og alt flyder i det vand, og der er ild og jord og luft, og grundstoffer og atomer og bankende hjerter, og et uendeligt univers og hendes månesavn, der er større end noget andet, det er smertefuld længsel efter både brud med ensomhed og opløsning blandt stjernerne, hun er stjernestof, som alle er det, og den kosmiske indifferens kan være en velsignelse, hvis man favner den. Månesavn.”

I Anne-Marie Vedsø Olesens univers flyder alting sammen. Filosofihistorien optræder i adskillige forklædninger – med referencer til blandt andet Platons hulelignelse og både den tidlige og den sene Wittgenstein – og man skal kunne overgive sig til den kompakte strøm for også at kunne overgive sig til værket. Anne-Marie Vedsø Olesen skriver heldigvis utroligt sikkert og fantastisk opfindsomt, ikke ulig britiske Max Porters eventyrlige ”Lanny”, men alligevel forbliver ”Månen over øen” mystisk og ufattelig. Som om romanen ikke vil afsløre sin egentlige fortælling, uden man også har sit filosofileksikon i belejlig nærhed, og der burde romanen i mine øjne stå mere på egne ben.