Prøv avisen
Teater

Velspillet ”Hamlet” går kun i til navlen

4 stjerner

Aalborg Teaters ”Hamlet” domineres af et ungt stjernecast, men opsætningen savner spræl og konsekvens

To nyfortolkninger af ”Hamlet” på samme tid, der begge trækker tråde til 2010’ernes politiske uro, mistillid og ”whistleblower”-fænomen – det tyder på, at der er noget råddenskab i verden, kunsten gerne vil bearbejde. Og den mere end 400 år gamle Hamlet vurderes til at være den hovedperson, der bedst kan give os det perspektiv, vi behøver lige nu.

Med teaterdirektør Hans Henriksen ved instruktørroret har Aalborg Teater skabt en velspillet, moderne ”Hamlet”. Den foregår i en dyster slyngelstat ledet af en slesk kong Claudius. Overvågningssamfundet illustreres i Nicolai Spangaas scenografi med en række videokameraer, der fanger karaktererne i klaustrofobiske nærbilleder, mens de krænger deres kærlighed og galde ud af sjælen.

Billederne projiceres på slør-tynde lærredsstrimler, der hænger spøgelseshvidt ned fra loftet. Resultatet er et dobbeltperspektiv i scenebilledet, der illustrerer for- og bagsiden af hemmelighederne, konspirationerne og følelserne. Privatlivet er dødt. Asken drysser florlet fra himlen og lægger sig tungt på deres skuldre.

Patrick Baurichter er en uregerlig, vred Hamlet og en næsten psykopatisk skikkelse. Han er kalkuleret og autoritær, og selv iført klovnet sminke og kjole kan han overbevise os om, at han har sit hjernespind under fuld kontrol. Der er metode i hans galskab, indtil han til sidst bliver slave af sit eget spil.

Selvom det er Shakespeares gamle fraser, der flyder fra hans mund, er han en moderne, autentisk karakter, og det skyldes ikke mindst Baurichters ubesværede diktion og uforfalskede spillestil.

Hele holdet af skuespillere lægger et usædvanligt højt niveau, men særligt de unge imponerer. Ena Spottag er en genert, men ekstremt indtagende Ofelia – ikke yndefuld, men på én gang sød og sart, fyndig og bestemt. Hun er en særlig stjerne. Kasper Dalsgaard er en sympatisk og mystisk Horatio, en introvert dreng i hættetrøje med et tungsind, der suger os ind. Også han kan spille, så man ikke mærker, at det er skuespil.

Jacob Moth-Poulsen og Niels Anders Manley kan også prale af at være mere end almindeligt alsidige, idet de ud over at spille rollerne som henholdsvis Rosenkrans og Laertes også giver den som trompetist og trommeslager i det jazzorkester, der akkompagnerer forestillingen.

Det er naturligvis lækkert at have jazz i baggrunden undervejs, men det er svært at se, hvad musikken tilfører. Der ligger noget uudnyttet potentiale i grebet, det virker famlende, ikke helt gennemtænkt.

Men måske tjener den jazzede elevatormusik blot det formål at bryde teatrets monotoni. Man har nok vurderet, at det var nødvendigt, for med sine fulde tre timers varighed er denne ”Hamlet” noget nær ”kaviar for hoben”.

Modsat Odense Teaters udgave er der ikke skåret markant i plotstrenge og karakterer, og Niels Brunses oversættelse får frit løb.

På den ene side er den rene vare en velkommen udfordring. På den anden side er det hårdt og tungt stof, der kræver mere end almindelige mængder udholdenhed.

Skal man sammenligne de to teatres fortolkninger – og det må man jo, når de vælger at spille samme forestilling på samme tid – så har Egill Pálsson på Odense Teater truffet nogle vildere og mere modige valg, har vinklet skarpere og imødekommer i højere grad sit publikum.

På Aalborg Teater har man derimod sat sin lid til, at skuespillerne kunne bære den fulde tekst i mål – og det kan de langt hen ad vejen.

Men Hans Henriksen sætter ikke fortællingen og teksten på spil, og hans ”Hamlet” får ikke lov at gå længere ud end til navlen. Der skal mere konsekvens og spræl til, hvis vi rigtigt skal mærke uroen og relevansen.

Hamlet. Aalborg Teater. Oversættelse: Niels Brunse. Bearbejdelse: Jens Christian Lauenstein Led. Iscenesættelse: Hans Henriksen. Scenografi: Nicolai Spangaa. Til den 24. september.