Det er, som om der er noget tidstypisk over Jonas Eikas (født 1991) novellesamling ”Efter solen”: Novellerne kredser om den stille apokalypse, den ugudelige, hvor menneskets undergang består i, at det har skabt et umenneskeliggørende system, en form for hypermodernitet, der nok interesserer sig for mennesket, men hovedsageligt for en udnyttelse af dets krop. Et system, der ikke kan høre op, heller ikke efter det kendte menneskes undergang.
Det møder man eksempelvis i fortællingen ”Alvin”, hvor en dansk it-konsulent bosat i Malaga skal til et møde med en bank ved Kongens Nytorv i København. Men da han kommer frem efter en ”yderst fiktiv flyvetur” – skønt udtryk – er bygningen over natten sunket i grus som et tekno-kapitalismens ydre Atlantis. Konsulenten spiser sig en omgang chili con carne og virker ikke synderligt rystet over ruinhoben. Som om den slags sker til hverdag, yderst fiktivt om ikke andet.
I stedet lader han sig forføre af en ung mand ved navn Alvin, der ligner en computergamer, men faktisk handler med derivater. Det er det finansprodukt, der af nogen menes at have bidraget væsentligt til finanskrisen i de sene 2000’ere. I et uklart, men ikke helt uengageret forhold lærer hovedpersonen at udnytte dette system, indtil Alvin forlader ham i Bukarest.
Så it-konsulenten smutter tilbage til København til sit møde i den rygende ruin: ”Rundt omkring lå bankmedarbejderne i sammenkrøbne, radbrækkede og forpuppede stillinger dikteret af hulens takkede vægge med computere i skødet og på maven.” Det kan da godt være, at bygningen er sunket i grus, men derfor kan man jo godt drive bankvirksomhed. Så IT-konsulenten finder frem til sit møde med en administrator, der har ventet på ham et par dage. Denne administrator gider ikke høre bortforklaringen:
”Lad os komme til sagen,” slutter novellen.
Så hvad er ”sagen” i Jonas Eikas ”Efter solen”? En slags undergang, hvor mennesket drives fremad af systemet, der fortsætter, selvom den fysiske verden omkring det enten er indhyllet i støvskyer fra den fysiske verdens kollaps eller damper af klamme kropsvæsker, når det er mennesker og ikke bygninger, det går ud over.
Sidstnævnte eksempelvis i dobbelt-novellen ”Bad Mexican Dog”, hvor unge drenge betjener turister ved stranden i Cancún. Drengene bliver slået ihjel af aggressive turister og bidrager til afpresningen af turister gennem ydmygende sexvideoer. Kropsvæskerne trænger sig med andre ord på i den bagende sol, og ingen synes mærkbart følelsesmæssigt ramt af det. Drengene har i stedet travlt med kultiske ceremonier.
Når Jonas Eikas noveller kan siges at være tidstypiske, skyldes det, at de arbejder med motiver og temaer, der er populære inden for både humaniora og skønlitteratur: normalmenneskets ophør, hyperkapitalismens uigennemskuelighed og den snigende, ulmende apokalypse. Til gengæld er de ikke tidstypiske i dansk sammenhæng, fordi de er så usentimentale. Personerne føler ikke ret meget, mens støvskyer og kropsvæsker flyver og flyder, og prosaen er stilsikkert klar og realistisk – man kunne næsten kalde den kold. Som var vi efter solen.
Novellerne taler til et latent ubehag ved det, der skal komme, som en del yngre kunstnere og intellektuelle synes at dele disse år, men prøver også at antyde nye fællesskaber, eksempelvis i okkulte sexscener på en mexicansk strand. Det nærmer sig et fattigt syn på mennesket og verden, men Jonas Eikas ”Efter solen” er ubestrideligt en veludført udgave af armoden.