Forfatter: Sagen om børnene i Syrien har udstillet et Danmark, som spiller stærk på ulykkelige menneskers bekostning

Jeg bekender, at jeg hørte til dem, der var glade for, at vi skiftede regering i 2019. Den stakkede glæde bøder jeg for nu, skriver Per Øhrgaard som reaktion på sagen om børnene i Syrien

"Jeg bekender, at jeg hørte til dem, der var glade for, at vi skiftede regering i 2019. Den stakkede glæde bøder jeg for nu. At skulle høre og læse, hvad Mette Frederiksen, Jeppe Kofod og Rasmus Stoklund har sagt og skrevet i denne sag, er næsten værre end at skulle høre på Inger Støjberg, Pernille Vermund eller Naser Khader."
"Jeg bekender, at jeg hørte til dem, der var glade for, at vi skiftede regering i 2019. Den stakkede glæde bøder jeg for nu. At skulle høre og læse, hvad Mette Frederiksen, Jeppe Kofod og Rasmus Stoklund har sagt og skrevet i denne sag, er næsten værre end at skulle høre på Inger Støjberg, Pernille Vermund eller Naser Khader." Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Delil Souleiman/AFP/Ritzau Scanpix

Så god samvittighed havde regeringen altså heller ikke, når det gjaldt børnene i Syrien. I hvert fald ønskede den ikke at falde på sagen. Så hellere falde ned af den høje hest, den havde sat sig op på.

”De har vendt Danmark ryggen,” siger man om børnenes forældre. Det er der ellers så mange, der har, pensionister i Frankrig og Spanien, som endda har deres penge med. Men det spiller den danske stat ikke fornærmet over. Når vi derimod kommer til mennesker, som har foretaget sig noget, som muligvis er kriminelt, og som nu befinder sig i en håbløs situation, er der ingen nåde, ikke engang ret, kun hævn og atter hævn. Rasmus Stoklund ville måske, under ganske særlige omstændigheder, række et og andet barn en lillefinger, men vil ”ikke løfte en finger” (Politiken den 21. marts 2021) for børnenes forældre. Sådan taler en rigtig mand! Vi skal ikke have nogen pladderhumanisme her.

Som om det ikke var nok, at det er gået disse mennesker ilde. De skal ned med nakken, skal de. Stoklund skærer igennem.

Og hvis nogen gør indsigelse, er han mand for at forklare dem, at de bare reagerer på deres ”mavefornemmelser”, som han skrev i Politiken den 14. oktober 2020, da nogle kloge og tænksomme danskere havde opfordret regeringen til at besinde sig. Det svar gav ganske rigtigt mavefornemmelser: kvalme.

Artiklen fortsætter under annoncen

I 1972, da de dengang førende medlemmer af den vesttyske Baader-Meinhof-gruppe var blevet arresteret, skrev Günter Grass: ”Nu skal domstolene have ordet uden indblanding, så ingen skueprocesser forvansker afgørelserne til en farce. Det bør ikke være for nemt at fælde dom over unge mennesker, som er blevet forbrydere.”

Men udenrigsminister Jeppe Kofod og senere Rasmus Stoklund har begrundet deres modvilje mod at hente børnenes mødre hjem blandt andet med, at man kunne risikere, at det blev for svært at fælde dom. At mødrene måske ikke kunne dømmes på grund af bevisets stilling.

Tænk lige over det. Den danske stat vil undgå en retssag, fordi den ikke kan være 100 procent sikker på, at den får den dom, den vil have. Den er bange for domstolenes uafhængighed. Det ligner noget fra lande, vi ellers ikke plejer at ville sammenlignes med. Her gik man og troede, at der i enhver straffesag er en mulighed, om så aldrig så spinkel eller usandsynlig, for en frifindelse. Ellers var der jo ingen grund til at have domstole. Det synes regeringen så heller ikke, at der er.

Jeg bekender, at jeg hørte til dem, der var glade for, at vi skiftede regering i 2019. Den stakkede glæde bøder jeg for nu. At skulle høre og læse, hvad Mette Frederiksen, Jeppe Kofod og Rasmus Stoklund har sagt og skrevet i denne sag, er næsten værre end at skulle høre på Inger Støjberg, Pernille Vermund eller Naser Khader. Ikke fordi det, socialdemokraterne har sagt, er værre end højrefløjens overdrev. Men fordi det er det samme!

Det har været et uværdigt spil af regering og folketingsflertal – og det er ikke forbi endnu. For den aftale, der nu er indgået, og som forudsætter, at børnene bringes hjem uden deres mødre (og eventuelt fædre), kan efter alt, hvad man ved, ikke føres ud i livet. Det fik vi på forhånd selveste Rasmus Stoklunds ord for: ”Vi kommer ikke til at hente de her børn hjem, fordi deres forældre følger med.” (Politiken den 21. marts 2021).

Aftalen skal bare redde ansigt, men det kommer den ikke til. Og en skønne dag ender det med, at børnene og deres mødre kommer til Danmark, måske i stilhed engang i sommerferien, når alle er optaget af noget andet. Kan vi ikke selv finde ud af det, vil et voksende internationalt pres sørge for det.

Sagen om børnene i Syrien har udstillet et Danmark, som sætter hævnen over retten og spiller stærk på ulykkelige menneskers bekostning. Dét Danmark fortjener, at man vender det ryggen – ikke ved at rejse væk, men ved at vende sig den anden vej: til en anstændig politik.

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag