Den 57. biennale i Venedig. Til den 26. november.
Venedig. Et fatamorgana, som vugger på det glitrende, smaragdgrønne lagunevand. Byen er født til at huse kunst, og i år er det 57. gang, at
Venedig-biennalen finder sted. Biennalen er traditionen tro opdelt i to: Den ene del er en kæmpemæssig, kurateret gruppeudstilling, i år med titlen ”Viva Arte Viva”, den anden er kunstens svar på Olympiaden, de nationale pavilloner, som konkurrerer om Den Gyldne Løve. Hertil kommer et halehæng af spændende udstillinger rundt om i byen.
Den store gruppeudstilling rummer i år værker af 120 kunstnere fra 51 lande og er lagt i hænderne på chefkuratoren på Paris’ Centre Pompidou, Christine Macel. Udstillingen vises som altid både i den centrale pavillon i Giardini del Castello – haverne i udkanten af byen – og i det nærtliggende et kilometer lange skibsværft Arsenale fra 1500-tallet. Macel ønsker gennem kunstværkerne at skabe et modsprog til ”en verden i chok. En verden, der er fuld af konflikter”. Hun mener, at kunsten ”kan vise os det mest dyrebare ved det at være menneske.”
Udstillingen er opdelt i ni såkaldte trans-pavilloner med mange enkelttemaer, og der er større fokus på kunstværket – også som kunsthåndværk – end tidligere. Man noterer sig mange værker, der dyrker anderledes materialer – især tekstiler, som Abdoulaye Kontaté (født 1953) fra Mali, der har skabt et af de smukkeste værker i hele Arsenale: et gigantisk vægtæppe i blåt og rødt. Desuden brasilianeren Ernesto Neto (født 1964), som har fremstillet en luftig ”katedral” fra gulv til loft som en karakteristisk netkonstruktion. Herinde kan publikum tage en tiltrængt pause. Den ældre tyske kunstner Franz Erhard Walther (født 1939), som i år blev hædret med en guldløve for sine ganske rigtigt mageløse tekstilskulpturer, der oscillerer mellem objektet og maleriet, brillerer med sine stærkt farvede 1980’er-værker.
Den kinesiske maler Hao Lian (født 1963) skal også fremhæves for materialerne. Han maler dramatiske silkemalerier med scener fra nutiden på silke, men han benytter en ikonografi fra 1700-tallets kinesiske landskabsmaleri. Indiske Rina Banerjees (født 1963) vilde, eklektiske, men også dekorative vægskulpturer bærer spor fra mange kulturer og uhyre mange materialer. Macel mener tilsyneladende, at kunstens erkendelsesskabende kraft også ligger i en grundig udforskning af materialernes muligheder, men der er lidt langt mellem de store kunstoplevelser på hendes udstilling.
Der er 29 nationale pavilloner i Giardini, mens resten (over 50) vises i Arsenale og i byens mange klostre og kirker. Det er en vidunderlig ”undskyldning” for samtidig at se skøn arkitektur og kirkekunst, men ingen overkommer at se det hele.
Arsenale huser også enkelte nationale pavilloner. De bedste af dem er den italienske og den sydafrikanske. Sidstnævnte har satset på videokunsten med intelligente, samfundskritiske videoværker af kunstnerne Candice Breitz (født 1972) og Mohau Modisakeng (født 1986). Det handler om at være i eksil enten på grund af køn, race eller politisk orientering. Det er ifølge Modisakeng stadig vanskeligt at være sort i et land, der burde have lagt apartheid bag sig.
Italiens pavillon har titlen ”Den magiske verden”. Den rummer blandt andet en kæmpemæssig fabrik, skabt af Roberto Cuoghi (født 1973), der fremstiller den torturerede Kristus i endeløse kopier. Det er en makaber oplevelse, fordi det til forveksling ligner et Frankenstein-laboratorium med kristne overtoner. Men det er et værk, der forholder sig eksplicit kritisk til den katolske kirkes absurde relikvie-dyrkelse.
New Zealand er repræsenteret af kunstneren Lisa Reihana (født 1964), hvis magiske vision er projiceret på et 26 meter bredt lærred. Her ses James Cooks og hans mandskabs møde med Polynesien. En fantastisk vision.
Blandt pavillonerne i Giardini vil jeg især fremhæve den schweiziske pavillon, som er en posthum hyldest til den store billedhugger Alberto Giacometti (1901-1966), der i sin tid ikke ønskede at repræsentere Schweiz, eftersom han var internationalist. Her vises en skøn film om kunstneren og hans kærlighedseventyr med den amerikanske billedhugger Flora Mayo, med hvem han muligvis fik en søn. Desuden ses en række spændende, vertikale stålskulpturer i stærke farver af den schweiziske billedhugger Carol Bove. De er en replik til Giacomettis skulpturgruppe ”Kvinder fra Venedig”, som mange danskere kender fra kunstmuseet Louisiana nord for København.
Tyskland vandt også Den Gyldne Løve for den bedste pavillon: Hele sanseapparatet bliver aktiveret, når man efter at have stået i kø i mere end en times tid endelig når ind og oplever Anne Imhofs (født 1978) multimedie-installation ”Faust”. Publikum bevæger sig rundt på et glasgulv, der er hævet en meter over marmorgulvet, og unge dansere og musikere performer både under og over glasset. Det er en mageløs og intim ind-i-kroppen-oplevelse med en rungende undergangsstemning.
Den franske pavillon er omdannet til et spændende lydstudie, mens den britiske er fyldt med skulpturer af Phyllida Barlow (født 1944). Dette ekspressive storværk spiller raffineret på modsætningen tung/let. Det samme kan siges om den nordiske pavillon, hvis store skulptur af Siri Aurdal (født 1937) ”Flying Wave” er en imponerende, dynamisk skulptur, der passer smukt ind i den lyse pavillon, der er tegnet af Sverre Fehn. Den rumænske pavillon med den 91-årige billedkunstner Geta Breãtescu er et must. Hendes udstilling fortsætter ude i byen i et galleri i Canaregio-kvarteret, og hun er et virkeligt inspirerende bekendtskab.
Ud over ovennævnte finder en masse kunstbegivenheder sted under paraplyen ”Collateral Events”.
Som dansker er man især glad for udstillinger med Rita Kernn-Larsen (i Peggy Guggenheim Museum), Søren Engsteds performance i den centrale pavillon i Giardini, hvor også Olafur Eliasson har indrettet værksted og producerer grønne lamper sammen med lokale asylansøgere. På San Giorgio Maggiore brillerer Faurschou Foundation med en udstilling med Andy Warhol og Robert Rauschenberg samt ”virtual reality”-værker af Christian Lemmerz, der puster liv i Jesus på korset – men lader ham dø for vores øjne endnu en gang.
Gak til Venedig, hvis du kan, kære læser, og brug kunstens mangefacetterede prisme til at blive klogere på det at være menneske i dag.
