Sommetider vokser nye venskaber ud af den særlige åbenhed, der kan opstå under kriser. Sådan var det i hvert fald for forfatterne Jørgen Leth og Dy Plambeck, der første gang mødte hinanden for 16 år siden efter en shitstorm og senere for alvor blev venner efter et jordskælv.
Siden har de fulgt hinanden som nære venner gennem succeser og skilsmisser, på rejser og skriveretræter og til private middage og store sportsbegivenheder med plads til drinks og dybe samtaler i pauserne. Og gensynets glæde lyser ud af dem begge, da de i anledningen af dette dobbeltinterview mødes i den danske sommersol på en frokostrestaurant ved Søerne i København. Her bor Jørgen Leth hos sin ældste søn, Asger, når den solglade poet ikke opholder sig i sin lejlighed på Mallorca. Og nu nærmer digteren sig sin veninde med langsomme skridt, men med smilets hastighed når han frem med det samme.
”Er du blevet vaccineret, Jørgen?”.
”Ja, dobbelt.”
”Så man kan godt kramme dig?”.
”Det synes jeg godt, man kan. Det har jeg da læst, man kan, så det synes jeg da også, at man skal,” siger den belæste digter og forsvinder ind i Dy Plambecks lyse krøller.
”Hvordan går det?”, vil hun vide, da de har sat sig ved et cafébord.
”Jeg er frygtelig dårligt gående, men professionelt er der ikke noget at klage over. Jeg har lige skrevet bogen (’Mine film’, red.) færdig. Det er jeg godt tilfreds med. Jeg har også lige lavet en film med Jakob Bro (dansk jazzguitarist, red). Den bliver god, så professionelt er alt godt. Men mine ben er dårlige, og jeg er stadig deprimeret, når jeg vågner. Jeg kan ikke holde det hvide lys ud om formiddagen, hvor jeg ikke kan tænke en tanke, men så vender det efter frokosten, så jeg er glad for, at vi skal spise sammen i dag,” siger han smilende og spørger til Dy Plambeck, som stråler af liv med en gravid mave, der strutter som en halv avocado under den minkgrønne kjole.
Jørgen Leth studerer menukortet længe, inden han lander på en kartoffelmad og et stykke smørrebrød med æg og rejer, der i hans mund lyder som digte, da han bestiller dem.
”Jeg elsker de danske frokostrestauranter. Når jeg er i udlandet, savner jeg dem altid, men det er første gang, jeg spiser her, for jeg kommer som regel kun de samme steder,” siger han og retter på brillerne, mens Dy Plambeck morer sig over hans karakteristiske kræsenhed.
”Jeg husker engang, vi skulle mødes i Paris, mens vi begge dækkede Tour de France, du for TV 2 og jeg for Weekendavisen. Jeg fik lov til at køre med dig rundt med din chauffør fra sted til sted, og om aftenen mødtes vi til drinks og gode snakke. Og du ringede til mig, da du var ankommet til det sidste hotel. ’Jeg sidder her og venter på et ordinært femstjernet hotel,’ sagde du i telefonen. Det syntes jeg var meget vittigt og meget Jørgen Leth’sk sagt. Men jeg vidste jo, hvad du mente.”
Jørgen Leth ler.
”Sagde jeg virkelig det? Jamen, det var nu også ordinært, og jeg kan huske, at jeg var meget utilfreds med, at vi skulle bo på det hotel. Men samtalerne var gode,” siger han og lyser op i et smil, da smørrebrødet bliver serveret til frokostentusiastens fulde tilfredshed.
Dy Plambeck: ”Det er jo sjovt med vores venskab, Jørgen. Vi har forskellig baggrund og alder. Du er en mand, og jeg er en kvinde, og vi har forskellige liv, men vi interesserer os for mange af de samme ting.”
Jørgen Leth: ”Og vi har gode samtaler.”
Dy Plambeck: ”Ja, det har vi, og det handler også om vores interessefællesskab for litteratur, musik, cykelsport og i det hele taget en optagethed af, hvad det vil sige at være et menneske.”
Jørgen Leth: ”Det er sjældent, at de ting kombineres. Cykelsport er det de færreste kvinder, der interesserer sig for, men jeg kunne godt lide, at du var så interesseret i det.”
Dy Plambeck: ”På den måde har vores venskab været meget baseret på samtalen, men vi har helt klart også en fælles interesse for at opdage land ved at rejse med en fornemmelse af, at Danmark måske ikke er nok.”
Dy Plambeck og Jørgen Leth mødtes første gang tilfældigt på et dansk skriverefugium, da Jørgen Leth i 2005 havde søgt i ly for en shitstorm på Klitgaarden i Skagen. Dengang havde han – længe før MeToo-bølgerne rejste sig herhjemme – udgivet selvbiografien ”Det uperfekte menneske”.
Bogen fik først kun begejstrede anmeldelser, men så trak en formiddagsavis en sætning frem, som egentlig mest var tænkt som et ordspil:
”Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret.”
Og så blev den anerkendte filminstruktør, digter, cykelkommentar og konsul på Haiti hængt ud som en gammel gris, men på Klitgaarden mødte han en ung, fordomsfri forfatter, som gerne ville være hans ven.
Dy Plambeck: ”Jeg tror, at vi mødte hinanden på et tidspunkt, hvor vi begge var åbne. Jeg var selv et søgende sted dengang, hvor jeg lige var debuteret som forfatter med ’Buresø-fortællinger’, og jeg tror også, at det var lige efter, at du udgav ’Det uperfekte menneske’.”
Jørgen Leth: ”Nå, efter balladen.”
Dy Plambeck: ”Ja, jeg tror, at du var taget lidt i skjul deroppe.”
Jørgen Leth: ”Ja, det er rigtigt, og dér kom vi til at snakke godt sammen. Det næste store møde var vel, da du kom over og besøgte mig på Haiti? Det var meget vigtigt.”
Dy Plambeck: ”Det tænker jeg også.”
Jørgen Leth: ”Det var en venskabsakt. Det synes jeg sådan set, at det var. Jeg ville gerne have besøg af dig, og du ville gerne besøge mig. Det syntes jeg var skønt. Jeg syntes, at det var sejt af dig, at du kom. Det er dejligt at opleve noget sammen og at kunne fortælle om noget, man er glad for.”
Dy Plambeck: ”Som venner betyder det også noget at få sat billede på noget af hinandens liv. Jeg kunne jo bedre forestille mig dit Haiti efter at have været der selv.”
Jørgen Leth hentede Dy Plambeck i lufthavnen i Cap-Haitien og bragte hende sikkert tilbage til sit eget hotel, hvor han boede, efter at han selv havde mistet sit hjem under jordskælvet året før. Men som freelancejournalist skulle Dy Plambeck dog også rejse rundt på egen hånd i det jordskælvsramte Haiti, og det kunne Jørgen Leth ikke lide. Så han fik en af sine venner, Mario, til at følge med hende til hovedstaden Port-au-Prince. For hun gerne ville besøge lejrene, hvor byens indbyggerne boede, efter at hovedstaden var styrtet sammen i jordskælvet året før.
Dy Plambeck: ”Da jeg skulle til Port-au-Prince, kan jeg i hvert fald huske, at du var meget nervøs, Jørgen.”
Jørgen Leth: ”Ja, det var jeg. Det ville jeg være anytime . I dag endnu mere. Men jeg var glad for, at det var Mario, der tog sig af dig. For han er en god ven og en mand, der kan handle og forstår alle sammenhænge. Så det tror jeg også, at du var glad for, ikke?”.
Dy Plambeck: ”Meget glad. Port-au-Prince er sådan et sted, man ikke kan gå rundt alene, og slet ikke som lys kvinde, så man skal køres fra sted til sted. Og jeg kan huske, Jørgen, at du ringede til mig i hvert fald to gange om dagen, morgen og aften, for at høre, om jeg havde det godt.”
”Ja,” ler Jørgen Leth varmt.
Dy Plambeck: ”Det var også der, jeg oplevede, at du ikke sms’er så meget. For der kom sjældent svar fra dig, når jeg sendte en sms, men når jeg så kom tilbage til hotellet om aftenen, lå der altid telefonbeskeder fra dig, så jeg altid skulle ringe og sige, at jeg stadig var i live.”
Jørgen Leth: ”Det kan jeg godt huske. Jeg er begejstret for Port-au-Prince, men det er også en farlig by.”
Dy Plambeck: ”Ja, men det er svært at forestille sig, at man ikke bare kan gå rundt, hvis man ikke har prøvet at være i sådan en by, hvor man bliver kørt frasted tilsted. Men du ville have, at der ikke skete mig noget. Det viser jo en ekstrem omsorg. Jeg var trods alt 31 år dengang, så jeg var en voksen kvinde, men du tog ansvar for mig, som om du ville sikre dig, at der intet skete mig i din varetægt. Og det tror jeg også bragte os tættere på hinanden.”
Jørgen Leth: ”Ja, sådan oplevede jeg det også.”
Dy Plambeck: ”Vi havde jo set hinanden forskellige steder inden, men jeg tror for alvor, at vi blev venner i Haiti. Dengang havde jeg heller ingen kæreste eller nogen børn, så der var jeg også et frit sted. Og du befandt dig i efterskælvet. Det var også det, der var så mærkeligt ved at besøge dig, for man kunne godt fornemme, at der havde været et helt andet liv et andet sted.”
Jørgen Leth: ”Ja, jeg blev simpelthen fanget i mit hus sammen med mit filmhold under jordskælvet. Næsten alt blev ødelagt, men det har jeg jo fortalt om flere gange før.”
Dy Plambeck: ”Ja, nu boede du så på et strandhotel i to etager, men du havde også nogle ting fra dit hus, der var blevet reddet ud, så hotellet var dit hjem. Men det var samtidig, som om hele Haiti var dit hjem, som du gerne ville vise mig. Jeg kan huske, at du og din søn, Asger, tog mig med op på toppen af et bjerg til det, der hedder Citadellet. Er det egentlig et kloster eller et slot?”
Jørgen Leth: ”Det er en borg, som en gal konge lod bygge i 1800-tallet for at forsvare sig mod endnu et angreb fra franskmændene. Nu er det Haitis største seværdighed og fredet af FN.”
Dy Plambeck: ”Det er sandt, og der gik vi op til fods. Tænk, at du kunne det dengang, Jørgen. Det er 10 år siden nu.”
Jørgen Leth: ”Ja, det er fantastisk. Jeg har heller ikke klaret den tur siden.”
Dy Plambeck: ”Men jeg synes, at der altid sker noget, når man vandrer sammen. Dér kom vi virkelig tæt på hinanden.”
fortsætter side 12
Siden dengang har Dy Plambeck og Jørgen Leth været hinandens medvandrere i tykt og tyndt.
Dy Plambeck: ”Det er jo det, der sker i gode venskaber. Man bliver medvidne til den andens liv.”
Jørgen Leth: ”Ja, og der bliver ikke nogen hemmeligheder tilbage, fordi man kan fortælle hinanden alting.”
Dy Plambeck: ”Det er også det smukke ved vores venskab, der nu har varet i 16 år. Det er længere tid, end jeg har kendt min datters far, og nu skal jeg så have et barn med min nye kæreste, men vores venskab har holdt igennem det hele. Det er en venskabelig kærlighed, som næsten er stærkere end den romantiske kærlighed, fordi man på en måde føler sig hjemme i hinandens selskab.”
Jørgen Leth: ”Ja, sådan har jeg det også, og det er en god sammenligning. For mennesker er jo ligesom steder. Nogle steder føler man sig bare mere hjemme. Jeg er tæt knyttet til Haiti og Frankrig. Jeg holder naturligvis også af Danmark og Mallorca, hvor jeg bor, men Mallorca er endnu ikke blevet det samme for mig som Haiti. Det er svært at sige, hvorfor man godt kan lide et andet menneske. Men dem jeg ikke kan lide, har jeg jo ikke lyst til at være sammen med.”
Dy Plambeck: ”Ja, men venner vælger man selv. Venner er jo på en måde den familie, man selv vælger, så jeg synes virkelig, at venskabet som institution er undervurderet. Man burde også holde nogle fester for venskabet.”
Jørgen Leth: ”Ja, det er det, vores fælles ven Bente (Klarlund, red.) gør sommetider. Hun skaber middage, man næsten kunne kalde saloner, for sine venner. Den slags er vigtigt. For venskaber skal netop fejres og fastholdes. For jeg er enig i, at et godt venskab kan skabe helt ekstremt stærke bånd, der nærmest kan føles stærkere end den romantiske kærlighed.”
Dy Plambeck: ”Jeg har i hvert fald meget stor tiltro til venskabet.”
Jørgen Leth: ”Jeg kan også huske mit liv gennem de venner, jeg har haft. Det har været betydningsfuldt og livslangt. Min gode ven, forfatteren Ebbe Traberg, døde i 1996, men vi havde delt så mange ting i livet, at venskabet med ham kun føles dybere efter hans død. Andre venner har også betydet så meget for mig, at jeg vil sige, at venskabet netop næsten er stærkere end ægteskabet.”
Dy Plambeck: ”Der er selvfølgelig også nogle ægteskaber, der holder hele livet, men det er de færreste, der i min generation er sammen med den samme hele livet. Derfor får venskaberne også en anden rolle. De bliver netop en slags familie. En af mine veninder døde af kræft for nogle år siden, og det var som at miste et nært familiemedlem. Jeg kan også nogle gange savne dig, Jørgen. For vi har jo mest set hinanden, når du har været i Danmark. Men ellers har vi jo skrevet sammen.”
Jørgen Leth: ”Ja, det har vi.”
Aldersforskellen ser de to venner kun som en styrke.
Dy Plambeck: ”Venskab rækker ud over de kasser, man ellers ville kunne sætte os i. De ydre faktorer betyder ikke noget.”
Jørgen Leth: ”Tværtimod kan man få mere at vide om livet ved at have venner i forskellige aldre. Jeg har mange unge venner, men jeg har også venner på min egen alder. Det synes jeg er produktivt og positivt.”
Dy Plambeck: ”Jeg kan også enormt godt lide at have venner i forskellige aldre. Da min datters far og jeg gik fra hinanden, var det dejligt at kunne snakke med dig om det, Jørgen. For det har du jo prøvet nogle gange. Er det to eller tre gange, du er blevet skilt?”
Jørgen: ”Tre gange. Og jeg har haft store selvbebrejdelser i forbindelse med dem alle sammen.”
Gav du så nogen råd til Dy?
”Nej,” svarer Dy Plambeck:
”Det er det vidunderlige ved Jørgen, du giver ikke råd.”
Jørgen: ”Nej, det gider jeg ikke.”
Dy Plambeck: ”Det er vidunderligt, for ens egne gode råd er sjældent gode for andre. Jeg er også meget varsom med at give råd. Det synes jeg er en stor styrke. Ellers kunne der måske nok gå lærer og elev i den, så det var den ældre mand, der skulle belære den unge eller yngre om livet. Så jeg tror snarere, at et venskab handler om at lytte til hinanden og opleve sammen.”
Jørgen Leth: ”Ja, sådan er det.”
Kræver et venskab en gensidig beundring?
Jørgen Leth: ”Måske, sommetider kommer beundringen ind som en faktor. Man beundrer en god ven for det, han laver. Det er i hvert fald ikke noget, der fjerner interessen.”
Dy Plambeck: ”Det er vel mere en gensidig nysgerrighed.”
Jørgen Leth: ”Ja, det er bedre. For eksempel er jeg meget optaget af maleren Erik A. Frandsen, der også har besøgt mig et par gange på Haiti. Hver gang har han fået vidunderlige billeder ud af det. Kunstnere kan jo også lære noget af kunstnere i andre genrer.”
Hvordan inspirerer I to hinanden?
Dy Plambeck: ”Vi er jo meget forskellige, så jeg tror mere, at det er en optagethed af de samme emner.”
Jørgen Leth: ”Netop. Jeg har det på samme måde med Jens Christian Grøndahl, der skriver på en helt anden måde end mig, men jeg kan godt lide at læse, hvad han skriver, og høre, hvad han siger. Sådan har jeg det også med dig, Dy. Dit forfatterskab har jeg kunnet lide fra begyndelsen. Vi drøfter ikke vores kunst på den måde, men det er klart, at enhver samtale kan blive inspirerende, og vi har gode samtaler, fordi vi interesserer os for mange af de samme ting.”
Dy Plambeck: ”Ja, det giver en grundlæggende forståelse for hinandens liv. Når Jørgen siger, at han er i gang med at skrive en bog, så ved jeg godt, hvad det går ud på.”
De to venner rejser sig for at tage afsked, men inden da aftaler de et nyt møde, hvor Jørgen Leth skal have en tur i Dy Plambecks nye sportsvogn.
For selvom man ikke er godt gående, kan man jo godt være godt kørende, når man har en god ven.