Prøv avisen
Bog

Bog om venskabets natur har fine pointer

4 stjerner
Forfatterne Peter Seeberg og Thorkild Hansen var gode venner. Dette venskab beskriver Jonas Holst i sin nye bog, og disse afsnit troner suverænt over bogens mere teoretiske dele, mener anmelder Rasmus Vangshardt. Foto: Mini Wolff

Der er mange eksempler på venskaber fra litteraturen i Jonas Holsts nye bog ”Venskab”

Forfatterne Thorkild Hansen og Peter Seeberg var gode venner. I livets strøm og i tidens strid bestod en slags krigerisk venskab mellem dem, der tilsyneladende aldrig blev idyllisk, men som regel intenst. De nød da vist også den festlige strid, de dyrkede den i hvert fald.

Eksempelvis skulle Peter Seeberg i 1948 mødes med Thorkild Hansen i Paris og sendte ham blot et telegram med ordene ”Austerlitz 18.03”.

Det angav tid og sted, idet Austerlitz her betød banegården af samme navn i lysets by. Men det var også en kras reference til Trekejserslaget ved Austerlitz i 1805, hvor Napoleon så legendarisk sejrede. Således fik Seeberg og Hansens venskab indbygget en ”temmelig slagfærdig diskurs”, som filosoffen Jonas Holst formulerer det i sin nye bog om venskab.

Fortællingen om det krigeriske venskab er smuk. Hvis Seeberg så deres venskab som et trekejserslag, så betegnede Thorkild Hansen det som valen hjemve. Seeberg foreslog en dag, at det kunne være symbolsk-smukt at mødes på grænsen mellem Tyskland og Frankrig. Hansen tøvede ikke: ”Rhinen ak, hvor vilde noget Møde have været bedre? Har vi ikke alle Dage staaet og kæftet til hinanden paa hver sin Bred - hver med sin valne Hjemve i Hjertet efter Landet paa den anden Side, Floden i vort Venskab.”

Afsnittet, som overordnet handler om Peter Seebergs venskaber med både Hansen og svenskeren Carl-Göran Ekerwald, troner suverænt over bogens mere teoretiske dele, hvor venskabets etik og idéhistorie udlægges af en utrættelig Jonas Holst.

Fra Platon og Aristoteles til Hannah Arendt og Hans-Georg Gadamer parafraserer han synspunkter om venskabets natur, og det nærmer sig indimellem et over-pædagogiseret skolemesterridt i relativt simple pointer.

Men desto glædeligere er det, når Holst kaster sig over litteraturen og bruger sine mange filosofireferater til næsten-poetiske fortællinger, der ud over Seeberg også tæller Tolkien, Khaled Hosseini og Klaus Rifbjerg.

Til tider indeholder den teoretiske del da også fine pointer.

Eksempelvis forskellen på kærlighed og venskab: kærlighed mellem mennesker søger at udslette midten mellem to fremmede, mens venskabet lever af den. Det kunne være grunden til, at venner kan udholde at være adskilte, mens elskende sjældent kan.

En anden rigtig og relevant observation handler om, at sandt venskab ikke består i et eller flere goder, mennesker deler.

Så ville der blot være tale om et oplevelsesfællesskab. Sandt venskab handler om dét mellemmenneskelige gode. Først da kan man tale om det, Friedrich Nietzsche kaldte ”venskabets gudenektar”. Og først da kan man med Seeberg-vennen Ekerwalds mindeord sige og mene følgende: ”Vi omgikkes hinanden i næsten 60 år. Jeg savner Peter.”