Prøv avisen
Et særligt juleminde

Bodil Jørgensen: Ventetiden var ulidelig

”Jeg har nok aldrig dyrket forsigtigheden. Jeg har aldrig forstået de mennesker, der har to spande med vand stående ved juletræet,” siger skuespilleren Bodil Jørgensen. Foto: Leif Tuxen

En juleaften for mange år siden blev udsigterne til and og gaver for lange, og Bodil Jørgensen og hendes bror stjal søsters knallert, hvilket fik store konsekvenser

Fortalt af Bodil Jørgensen

Jeg kan huske en juleaften engang, da jeg som barn boede i den lille, stille stationsby Vejen.

Klokken var hen ad 19, og der var så stille i gaderne. Vi var altid lidt sent ude med alting, men denne aften var vi særligt forsinket, nok på grund af min far, som var noget af en underlig strejfer og ofte forsvandt, når alt helst skulle klappe. Så var han pludselig væk, enten i kælderen eller i ude i legehuset for at gøre et eller andet. Jeg kender det godt lidt selv, når noget brænder på. Så trækker jeg mig en smule. Men ofte var han der bare ikke, og så blev vi altså forsinkede.

Og ventetiden var ulidelig lang, før maden overhovedet var klar. Min storesøster havde fået en Velo-knallert, og jeg sagde til min to år yngre bror, at vi lige kunne tage en tur på søsters knallert for at få tiden til at gå. Jeg havde set, hvordan hun løb den i gang, og så hoppede vi op. Vi kørte igennem de stille gader, op ad Baunegårdsvej og ned igennem Fuglesangs Allé.

Men jeg kunne ikke bremse. Så vi kørte flere gange rundt i samme kvarter. Til sidst måtte jeg køre knallerten ind i den store syrenbusk foran vores hus. Og så gik den i stå.

Da vi så kom ind i huset, var det hele bare noget andet. Noget var ødelagt ved den juleaften. Og vi troede, vi måske havde ødelagt den nye knallert. Så det blev en helt anden juleaften, som jo skulle have været sjov, men så blev til noget farligt og angstprovokerende.

Vi fik spist julemad og givet gaver, og klokken blev mange, men jeg kan bedst huske, at min bror og jeg blev sat til at vaske op som straf og slet ikke kunne se det komiske i noget som helst.

Hvad lærte jeg så af det? Det ved jeg ikke rigtig. Det, der har sat sig fast, er, at når man venter, så venter ulykken lige om hjørnet. Jeg har nok aldrig dyrket forsigtigheden. Jeg har aldrig forstået de mennesker, der har to spande med vand stående ved juletræet.

Men jeg er alligevel blevet klogere år for år og kører ikke så stærkt længere blandt andet på grund af det store uheld, jeg var ude for sidste år.