Prøv avisen

Verden af i dag ligner verden af i går

Første Verdenskrig var en urkatastrofe med så langtrækkende konsekvenser for verden, at Barack Obama, David Cameron og Vladimir Putin må tage sig af krige og konflikter præget af tiden dengang. Det tænkte statscheferne nok ikke over, da de underskrev Versaillestraktaten i 1919. På det historiske billede ses franske Georges Clemenceau (tv.), amerikanske Woodrow Wilson (midten) og britiske Lloyd George.

Blomstrende nationalisme, kulturel splittelse og konflikter vækker i påfaldende grad mindelser om tiden omkring Første Verdenskrig, påpeger historikere. Heldigvis er der afgørende forskelle på dengang og nu

”Venner af mig, jeg før havde kendt som afgjorte individualister eller ligefrem åndsanarkister, var fra den ene dag til den anden blevet forvandlet til fanatiske patrioter ... alle disse mænd (læger, præster, filosoffer og digtere), hvis fornuft, skabende kraft og menneskelige holdning vi havde beundret for kun en måned siden, ja, for en uge siden.”

Sådan skriver den østrigske forfatter Stefan Zweig i sine erindringer ”Verden af i går”, der udkom posthumt i 1942 og handler om tiden omkring Første Verdenskrigs udbrud. Men denne refleksion over Zweigs samtid kunne måske lige så godt være hentet i dag fra en græsk Facebook-profil eller en syrisk Twitter-opdatering eller være fremsagt ved middagsbordet i et ukrainsk hjem.

Vi lever i en tid præget af ustabilitet. Der er finanskrise, borgerkrige og flygtningestrømme, der har ændret borgernes holdninger til samfundet, til frihedsværdier og til hinanden, og som undertiden gør gode naboer til hinandens værste fjender. Den kulturelle og politiske nationalisme oplever en genkomst, og den fælles europæiske identitet synes mere og mere at være en illusion.

At verden i dag på flere områder ligner verden af 1914 er blandt andre Uffe Østergaard, professor i historie ved CBS Handelshøjskolen i København, enig i.

”Første Verdenskrig var en urkatastrofe. Og den er ikke overstået endnu. Forbløffende mange af de spørgsmål og konflikter, vi kæmper med i dag, stammer fra Første Verdenskrig og skyldes, at vi fortsat udkæmper kampe om fredsslutningen efter krigen,” siger Uffe Østergaard.

Han optræder på festivalen Historiske Dage i København i denne weekend og skal blandt andet tale om, hvordan vi i dag fortsat lever i skyggen af Første Verdenskrig.

Uffe Østergaard peger både på EU’s mange kriser, Ukraine-konflikten og de varige krige i Mellemøsten som områder, der har tråde tilbage til tiden før og efter krigen for 100 år siden. Det handler blandt andet om kolonimagterne Frankrig og Storbritanniens vilkårlige grænsedragninger i det opløste Osmanniske Rige. Og det handler helt i dag blandt andet om grænselandet mellem Irak og Syrien, hvor Islamisk Stat har hærget de seneste år.

”Det blev nærmest komisk klart, da det nyoprettede kalifat bulldozede grænsen,” siger Uffe Østergaard, som også nævner den fortsat uløste Palæstina-konflikt og Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014 som direkte konsekvenser af afslutningen på Første Verdenskrig.

Historiker, forfatter og lektor emeritus ved Roskilde Universitet Henrik Jensen har skrevet bogen ”Krigen 1914-1918” om Første Verdenskrig og dens konsekvenser. Han oplever ligeledes, at verden i dag på flere måder stadig hænger fast i fortiden. Det er ifølge ham påfaldende, hvordan måden man trak grænser på efter Versailles-traktaten har påvirket eftertiden.

”I den herskende kolonialismes arrogance havde man intet begreb om, at det ville få de langtrækkende konsekvenser i eksempelvis Mellemøsten,” siger han.

Efter 1989 var der en voldsom optimisme omkring det liberale projekt, demokratiet og de fredsbevarende institutioner som FN og EU. Men det er slående, hvor hurtigt det også gik, før den dagsorden blev forældet, påpeger Henrik Jensen.

”Der er stor grund til pessimisme i Europa. Ingen kunne dengang forudse den store migrationskrise, som har skabt stor frygt og kortsluttet bestemte beslutningsprocesser, hvor man ender med primært at forholde sig til eget territorium. Hvis vi skal lære af historien, så er vi faktisk faretruende tæt på situationen omkring slutningen af 1930’erne, hvor Folkeforbundet viste sig ikke at være en pind værd. I dag ser vi andre former for trusler, og det viser sig, at EU har meget svært ved håndtere konflikter af den art,” siger Henrik Jensen.

Jon Rahbek-Clemmensen, ph.d. og adjunkt i statskundskab ved Center for War Studies ved Syddansk Universitet, er på visse områder enig i udviklingen:

”Vi ser bevægelser mod gen-nationalisering af politiske beslutninger. Det har vist sig, at mange af løsninger, vi har opstillet og integrationen i Europa ikke fungerer fuldstændigt. I tiden op til Første Verdenskrig kunne ingen forudse, at det ville blive så voldsomt. Dengang var der også en form for stabilitet og samhørighed i Europa både økonomisk og kulturelt. Det bør minde os om, at global stabilitet ikke skal tages for givet,” siger han.

Sammenligningen med Første Verdenskrig er også blevet fremført af lederen af tænketanken International Institute for Strategic Studies, François Heisbourg. I en artikel i The New York Times i februar citeres han for en kommentar om USA’s præsident, Barack Obamas, beslutning i 2013 om ikke at bombe Assad-regimet i Syrien, selvom landets præsident havde overtrådt hans ”røde linje” ved at anvende kemiske våben mod civilbefolkningen.

Det kalder Heisbourg en lige så katastrofal beslutning som Østrig-Ungarns annektering af Bosnien i 1908, som havde en afgørende rolle for krigens udbrud nogle år senere.

Uffe Østergaard mener, det bliver mere og mere tydeligt, at perioden mellem 1918 og 1989 er en parentes i historien, og at verden i dag hænger mere sammen med tiden før.

”De ideologiske krige mod nazismen og kommunismen var mere overskuelige at forstå. I dag er verden mere kompliceret, fordi USA er ved at miste sit hegemoniske verdensherredømme, og der er mange mindre magtfulde aktører,” siger han og fortsætter:

”Det er ved at gå op for Vesten, at vores gode vilje ude i verden har sine begrænsninger. Verden i dag er grundlæggende mere usikker med større risiko for, at tingene kan komme ud af kontrol. Det så man også i tiden op til Første Verdenskrig. Der er flere små konflikter, der kan eksplodere. Situationen i Ukraine er meget usikker, og der er en uafklaret grænse mellem Estland og Rusland. Det kører hele tiden, og meget af det kan adresseres Første Verdenskrig,” siger Uffe Østergaard.

Han ser også en genkomst af stærk nationalisme, som også var kendetegnende for første halvdel af det 20. århundrede.

”Verden er blevet mere global på en national måde, og landene indretter sig mere og mere efter en nationalstats-tankegang. Den almindelige analyse var, at den tendens ville slutte efter 1989. Hvor man regnede med, at nationalismen ville tabe i betydning, er det i løbet af de seneste 10 år blevet tydeligt, at det går i den anden retning, og at samarbejdet i Europa er meget skrøbeligt. Der sættes grænsebomme op, og folk føler sig mere hjemme i nationalstaten. EU har faktisk styrket den tendens. Det ser vi i Skotland, Catalonien og Flandern.”

Den kulturelle samhørighed i Europa de seneste år har vist sig hurtigt at forsvinde, ligesom den gjorde på kort tid op til Første Verdenskrig. Selv nabolande som Sverige og Danmark har i forbindelse med håndteringen af flygtninge været hurtige til at finde skytset frem og påpeget kulturelle og mentale forskelle. Også mellem nord og syd i Europa er gravet grøfter i kølvandet på finanskrise og flygtningesituationen. EU har ikke kunnet løfte opgaven at forhindre alt dette, siger Henrik Jensen, der påpeger, at det aldrig er lykkedes unionen at skabe en fælles identitet, der kan matche den nationale.

”Det er der god grund til. Vi kan som mennesker i højere grad identificere os med den nationale kultur og eget sprog. Det har vist sig meget vanskeligt at skrive positivt og fremmedrettet om den fælles europæiske historie. Jeg var selv med i et EU-funderet projekt for nogle år siden, hvor forskere skulle undersøge muligheden for at skrive positivt om vores historie. Men det, vi har mest tilfælles, er konkurrence, splid og krig. Det er ikke særlig opbyggeligt at basere sin kulturelle identitet på. Det viser sig nu efter den lange fase efter 1980’erne og 1990’ernes håbefulde EU-optimisme og bekræftes i disse år med økonomiske problemer og flygtningestrømme.”

Rådvildheden blandt den kulturelle elite og intellektuelle i Europa op til Første Verdenskrig er sammenlignelig med i dag, mener historiker og direktør for M/S Museet for Søfart Ulla Tofte.

”Flygtningestrømme, uafhængighedsbevægelser, stormagter, der spiller med musklerne og så videre. Det var udviklingen i månederne op til krigen, der jo i første omgang blev opfattet som en nødvendig forløsning. Men blandt kunstnere og kulturfolk måtte der være en følelse af totalt rådvildhed. Man snakkede om det, men var handlingslammet og ude af stand til at vide, hvordan man skulle gribe ind. Jeg oplevede det faktisk for nylig til en netværksmiddag med kunstnere og kulturfolk. Alle snakkede om flygtningekrisen, og nogle havde bud på, hvad de ville gøre eksempelvis på deres teater og deres museum. Men det forekom på mange måder så naivt at tro, at kulturen kan løse så store og komplekse problemer. Og det kunne den jo ikke dengang,” siger hun.

Selvom historien gentager sig på flere måder, står vi naturligvis ikke på randen af en ny verdenskrig, lyder det fra historikerne. Der er mange mekanismer, der stadig forhindrer storkrige, påpeger Uffe Østergaard. Jon Rahbek-Clemmensen fortsætter:

”Verden er jo et bedre sted i dag set i det store perspektiv. De internationale institutioner viste sig at gøre en forskel under finanskrisen. Det internationale samarbejde giver fordele for alle involverede. Nato er ikke ligegyldig. Det indre marked i Europa genererer fordele for alle lande. Atomvåben er i dag spredt ud over stormagterne og har en stabiliserende effekt. Lige nu ser det måske ikke så godt ud, men om nogle år vil det være en lille ting i udviklingen,” siger han.

En afgørende forskel er også den fraværende stærke militarisme, der herskede i 1914, lyder det fra Henrik Jensen.

”De to verdenskrige var de største katastrofer i historien. Vi skal ikke lade os forføre af sammenligninger. Europa er afgørende forandret og verden mere globaliseret.”

Stefan Zweig, der oplevede to verdenskrige og ”alle apokalypsens blege heste”, som han skriver, storme gennem sit liv – revolution og hungersnød, inflation og terror, epidemier og emigration – ville formentlig dele den opfattelse og konkluderer i sine erindringer:

”Alle broer er jo brudt af mellem vor dag i dag, dagen i går og dagen i forgårs. Jeg kan ikke selv undgå at undres over den mængde og mangfoldighed, vi har formået at presse sammen.”