Prøv avisen
Bog

Verden bliver bedre, hvis vi giver plads til medfølelse

Dalai Lama er et menneske, der forpligter sig. Og hans første forpligtelse er at bidrage til menneskehedens lykke, fremgår det af bogen. - Foto: Scanpix

Succesforfatteren Daniel Goleman har skrevet en bog, der fremlægger Dalai Lamas vision for verden - og, ikke at forglemme, Daniel Golemans egen

Det er 56 år siden, at den 14. Dalai Lama, Tibets religiøse og politiske overhoved, flygtede til Indien, efter at det kommunistiske Kina havde invaderet Tibet. Lige siden har han opfordret til dialog med den kinesiske regering, til dialog religionerne imellem og til dialog mellem religion og videnskab.

Hans bestræbelser indbragte ham i 1989 Nobels Fredspris, og han er et omvandrende eksempel på, at man kan forvandle selv de sværeste omstændigheder til muligheder, hvis man udviser moralsk ansvarlighed.

Og det er ikke kun magthaverne, der bør gøre det. Det er i lige så høj grad det enkelte menneske.

Spørger man Dalai Lama, kan alverdens lidelser og uretfærdigheder nemlig føres tilbage til én eneste brist: en mangel på medfølelse og moralsk ansvarlighed.

Dalai Lama er et menneske, der forpligter sig. Og hans første forpligtelse er at bidrage til menneskehedens lykke. Den anden er at skabe harmoni og venskabelige relationer religionerne imellem. Og den tredje er at gøre, hvad han kan for at hjælpe det tibetanske folk, for at bevare den tibetanske kultur og for at beskytte den tibetanske natur.

Også selvom han har besluttet sig for, at han ikke længere vil påtage sig et politisk ansvar.

Han er bekymret for vores planets udvikling. Og han er bekymret for hvert enkelt menneskes velbefindende. Vi bliver nødt til at rydde op i vores sind for at give plads til medfølelsen, som vi skal omsætte til handling, hvis vi skal skabe en bedre verden. Hvordan det kan ske i praksis, kommer Daniel Goleman med en lang række eksempler på i sin bog ”Det godes kraft. Dalai Lamas vision for verden”.

Daniel Goleman er psykolog og forfatter til en række bøger, heriblandt bestselleren ”Følelsernes intelligens”. Han har desuden i mange år skrevet i The New York Times om hjernen, om intelligens og om vores adfærd, og han har i løbet af de seneste år opbygget et tæt venskab med Dalai Lama.

Og så er han en fan. Hvilket kan forklare den lidt kærlig-klæge tone, der flyder fra bogens sider. Daniel Goleman ser nemlig Dalai Lama som et af de sjældne mennesker, der lever sit liv efter unikke følelsesmæssige forskrifter og sociale algoritmer, og han betragter Dalai Lama som meget mere end en religiøs figur: Han er en global statsmand, en forandringens leder, en fremtidsforsker, der ikke blot taler fra et religiøst ståsted, men også fra et videnskabeligt. Det sidste er der en helt konkret grund til. Som Dalai Lama selv siger: ”Hvis jeg siger: 'Vær medfølende', vil folk tænke: 'Selvfølgelig siger han det. Han er Dalai Lama, han er buddhist.' Men hvis der er videnskabelige beviser for, at det er gavnligt, vil det virke mere overbevisende. Folk vil simpelthen høre bedre efter.”

Bogen er baseret på en række møder og samtaler med Dalai Lama, og den er lige dele tanker og visioner, lige dele cases og eksempler - og lige dele Dalai Lama og Daniel Goleman, og derfor ender den som en underlig hybrid, hvor Daniel Goleman har en lige kedelig tendens til at bruge Dalai Lama til at underbygge sine egne teser.

Sine steder fungerer det, som for eksempel når Daniel Goleman agerer videnskabsmanden, der kommer med understøttende fakta til Dalai Lamas betragtninger.

Men andre steder bliver det for anekdotisk og frit associerende, og så bliver det svært at gennemskue, hvor den enes tanker begynder, og den andens holder op, som for eksempel når Daniel Goleman om en af Dalai Lamas visioner skriver: ”Det fik mig til at tænke på“” og så fortsætter langt ud ad sin egen tangent og synes at glemme Dalai Lama. Eller når han skriver: ”Det ville Dalai Lama helt sikkert bifalde “” om en af sine cases.

Det får Dalai Lama-vinklen til at fremstå postuleret, når Daniel Goleman blot bruger ham til at kommentere kort på sine egne alenlange cases eller til at gisne om, hvad Dalai Lama ville have tænkt. Som Daniel Goleman skriver i sit efterskift: ”Jeg har baseret denne bog på en blanding af mine interviews med ham og det, han har sagt og skrevet under sine verdensomspændende foredrag og i bøger, og jeg har ligeledes trukket på andres beretninger om ham. Igennem hele bogen har jeg også tilføjet mine egne observationer, tanker og perspektiveringer, som jeg stoler på, at læseren kan skelne fra Dalai Lamas egen udlægning af sin vision.”

Og til det kan man blot svare: Nogle gange bedre end andre. Hvilket dog ikke rokker det fjerneste ved, at begge herrer er yderst inspirerende og interessant selskab.

kultur@k.dk