Journalisten James O’Malley havde sat sig til rette i toget mellem Beijing og Shanghai, da en stemme lød i højttalerne:
”Kære passagerer. De af jer, der rejser uden billet, opfører sig upassende eller ryger i fællesrummene, vil blive straffet efter reglerne, og forseelsen vil blive registreret i det personlige troværdigheds-informationssystem. For at undgå, at din personlige troværdighed får en negativ anmærkning, så følg venligst reglerne og hjælp med at få andre til at følge dem i toget og på stationen.”
Det er min oversættelse af højttalerstemmens mekaniske engelsk, som journalisten O’Malley optog på sin mobiltelefon en dag i 2018 og gengav i en artikel i magasinet The Spectator. Det ”troværdigheds-informationssystem”, stemmen henviser til, er led i den kinesiske regerings kolossale teknologiske satsning, hvor alle kinesere – 1,3 milliarder mennesker – på længere sigt skal overvåges og tildeles plusser og minusser. Ryger man en cigaret, hvor der er rygeforbud, eller smider man slikpapir på gaden, kan det virke som små forseelser. Men har man for mange minusser i systemet, får det konsekvenser, når man for eksempel søger arbejde eller vil finde en ny lejlighed.
Min tanke, da jeg havde hørt O’Malleys lydoptagelse og læst hans artikel om Kinas system, var ”1984”. Det mindede mig i dén grad om George Orwells dystopi fra 1949. Jeg tænkte også på romanen ”1984”, da Kellyanne Conway, en af Donald Trumps rådgivere, i 2017 gik på tv for at forsvare Trump-talsmanden Sean Spicer og hans påstand om, at der aldrig havde været flere tilskuere til indsættelsen af en præsident. Da intervieweren sagde, at det beviseligt var løgn, svarede Conway, at Spicer blot havde leveret ”alternative fakta”.
Det minder om den såkaldte ”dobbelttænkning”, som Partiet i ”1984” manipulerer ind i befolkningen, og hvor modstridende sandheder og udsagn uden problemer kan eksistere ved siden af hinanden.
Mange andre tænkte også sådan. Efter Conways tv-optræden begyndte salget af ”1984” at stige og nåede toppen af Amazons bestsellerliste. Orwells amerikanske forlægger fortalte kort efter, at 75.000 nye eksemplarer var på vej, og at de overvejede at trykke yderligere 75.000. Fordi salget allerede var steget med – hold nu fast – 9500 procent.
Det siger en del om romanens relevans og om, at udtrykket ”orwellsk” ikke har mistet sin betydning. Tværtimod. Stadig flere situationer, tiltag og formuleringer leder tankerne mod Orwell og hans hovedværk. Overvågningen i Kina. Conways tale om ”alternative fakta”. Mediekontrollen i Rusland. Islamisk Stat og forsøget på at oprette et islamisk kalifat. Det er alt sammen meget orwellsk, og tillægsordet bruges da også tit i dag – det er gledet ind i almindelig sprogbrug – og bruges sikkert også af mange, der ikke har læst ”1984”.
Det ville jeg ønske, de ville gøre. Den er nemlig ikke bare uhyggeligt vedkommende, men også en litterær oplevelse, der åbner med linjen ”Det var en klar, kold aprildag, og urene slog netop tretten” og fortæller om det totalitære Oceanien, der består af USA og England, og er en af tre superstater. De bekriger konstant hinanden for at holde sammen på deres befolkninger, for at holde patriotismen i kog, og Oceanien ledes af Store Broder og styres af Partiet, der overvåger alt og alle med ”teleskærme” og systematisk hjernevasker befolkningen.
Fortidens aviser er for eksempel redigeret til at passe ind i regimets fortælling – ”den der behersket fortiden, behersker nutiden”, som det formuleres – og personer, der ikke passer ind i den, bliver ”upersoner” og slettes fra spalterne. På den måde svækkes borgernes hukommelse og intellektuelle kapacitet, godt hjulpet på vej af det officielle sprog, Nysprog, der er konstrueret sådan, at det kun er muligt at udtrykke meninger, der flugter med Partiets.
Sprogets grænser er tankens grænser, det ved regimet, men romanens hovedkarakter, Winston, begynder en dag at skrive dagbog. Han bliver en tankeforbryder, og han indser, at Partiets tre paroler – ”Frihed er slaveri”, ”Uvidenhed er styrke”, ”Krig er fred” – ikke er sandheden, men løgn og indoktrinering.
Winston forbryder sig også mod styret ved at indlede et forhold til Julia. Kærlighed og fri seksualitet er forbudt, da det skaber ukontrollerbare følelser i borgerne. Den slags er uforeneligt med Partiets Adfærdskontrol og straffes i Ministeriet for Kærlighed. Men Winston og Julia er optændt af lidenskab og leder i al diskretion efter ligesindede.
Ham, de finder, viser sig dog at være ansat af Partiet til at lokke systemets fjender frem i lyset og ind i Ministeriet for Kærligheds torturkammer. Derinde angiver Win-ston og Julia hinanden og ender som upersoner. De sidste to tænkende borgere er knækkede, er nulstillede, og i romanens sidste hjerteskærende scene sidder Winston og ser på et kæmpemæssigt billede af Store Broder.
”Fyrre år havde det taget ham at lære, hvad det var for et smil, der skjulte sig under det mørke overskæg”. Og den allersidste linje er knusende: ”Han elskede Store Broder”.
Når man læser eller genlæser ”1984”, er det tydeligt, at det er Josef Stalin og Sovjetunionen, Oceanien er modelleret over. Men der er også talrige mindelser om Nazityskland og om Ministry of Information – det britiske propagandaministerium – hvor Orwell var ansat under krigen, og hvor man arbejdede på et ”Basic English”, der deler træk med Nysprog.
Inspirationen kom imidlertid også fra anden litteratur. Som tidligere udenrigsminster Per Stig Møller (K) skriver i et vidende forord til den nyeste danske udgave af ”1984”, var Orwell optaget af Jack Londons ”Jernhælen”, som han mente var ”en meget bemærkelsesværdig profeti om fascismens opkomst”. Og har man læst Jevgenij Zamjatins roman ”Vi”, er det tydeligt, at Orwell også lånte fra den rystende dystopi om ”Enhedsstaten”.
Orwell trak på det hele, også på sine rædselsfulde kostskoleoplevelser som dreng, og på Aldous Huxley, der var hans fransklærer i årene på Eton, og som bekendt skrev dystopien ”Fagre nye verden”.
Orwell var socialist, frygtede fremtiden og totalitarismen, men troede på proletariatets omstyrtende kraft. Det sidste kan være svært at se i ”1984”. Men den er der, på ganske subtil vis. I romanens ”Tillæg” om ”Hovedreglerne for Nysprog” er der nemlig et undseligt ord, der ændrer alt og lukker lys ind i romanen. ”Nysprog var Oceaniens officielle sprog,” lyder de første ord.
Det lille ”var” er afgørende. Nysprog er fortid. Det samme må Partiet og Store Broder så være. Noget er sket. Forandret. Hvad fortæller Orwell ikke. Men friheden til at skrive en tekst om Nysprog er genvundet, og hvor der er ytringsfrihed, er der som regel andre former for frihed. Men friheden er altid under pres, og læser man nyheder på en grå dag i 2019, er verden ét stort orwellsk ekko. Kina, Rusland, Nordkorea, Saudi-Arabien, USA. Undertrykkelse, overvågning, cyberterror, ”fake news”, og en præsident for ”den frie verden”, der med fuldt overlæg chikanerer journalister, lyver og har udtalt, at ”What you’re seeing and what you’re reading is not what’s happening” (Hvad du ser, og hvad du læser, er ikke det, der foregår).
Og prøv at sige for eksempel ”Adidas” flere gange ned i din tændte mobil, eller tast ordet på din computer, og se, om ikke du straks får en reklame for Adidas på et af dine sociale medier. ”Surveillance capitalism”, kaldes den orwellske udvikling.
At læse ”1984” skærper blikket for alt dette. Det er ikke behageligt. Snarere paranoiaskabende. Men altså også bevidstgørende og det modsatte af, hvad alverdens mere eller mindre åbenlyse Store Broder-typer ønsker af dig. Så læs. Og bliv del af modstandsbevægelsen.